Som jeg skrev indledningvis i dette tilbageblik (der er blevet noget længere, end jeg havde forestillet mig) var det med en vis benovelse, jeg første gang betrådte Radiohuset i Rosenørns Allé: Grønlandsk marmor overalt på gulve og i dørnicher, oksehudsloftet i foyeren, mahognimøbler og funktionalisme for alle pengene. Hele interiøret – møbler, lamper, dørhåndtag – var tegnet specielt til huset i et samarbejde mellem husets arkitekt Vilhelm Lauritzen og møbelarkitekten Finn Juhl, der var ansat på Lauritzens tegnestue. Opførelsen af Radiohuset strakte sig fra 1937 og otte år frem, og særligt interesserede kan fordybe sig her i diverse bygningstekniske finesser, som jeg ikke skal gå i detaljer med.

I stedet vil jeg forsøge at give et indtryk af det liv, der udfoldede sig bag murene, når der ikke blev lavet radio.

Man havde udsigt til musikerne fra Symfoniorkestret, der sad og spiste frokost i kjole og hvidt midt i det hele

En årligt tilbagevendende begivenhed var ællingeflytningen. I en periode var der hvert forår en gråand, som slog sig ned i et indhak på taget til korprøvesalen og byggede rede dér for at ligge på æg i en måneds tid. Det var et sikkert, men ikke videre praktisk sted for ællinger at komme til verden, for der var langt ned fra taget og langt til nærmeste sø – en detalje, andemor åbenbart ikke havde tænkt på og glemte år efter år. Når ællingerne var udklækket og begyndte at vralte rundt på taget, var assistance påkrævet, og de praktiske folk fra teknisk afdeling rykkede ud med stiger, dødsforagt og en papkasse for at bringe and og ællinger i sikkerhed nede på jorden. Herfra blev andefamilien eskorteret næsten en halv kilometer på fortovet hen ad Rosenørns Allé og tværs over den stærkt trafikerede Åboulevard og til sidst lempet ned i Peblingesøen. Efter endt mission kunne redningsfolkene så vende tilbage og underholde om indsatsen for et nysgerrigt publikum i kantinen.

I Radiohusets kantine var der et usædvanligt fællesskab, som rakte ud over arbejdstid og stillingsbetegnelser. Det var her, man mødte talentfulde, engagerede, interessante og underholdende folk fra hele huset og lærte dem at kende på en helt anden måde, end man gjorde, når man bare udvekslede nødvendige faglige informationer. Det var også her, det vrimlede med skuespillere, forfattere og kunstnere af enhver art, og hvor man havde udsigt til musikerne fra Symfoniorkestret, der sad og spiste frokost i kjole og hvidt midt i det hele. Nogle kolleger blev hængende efter arbejdstid og boede nærmest i kantinen. Og ja, der blev drukket en del, og nogle bukkede under af samme grund. Man kunne købe alle tænkelige drikkevarer i kantinen, indtil den famøse generaldirektør Christian Nissen fik sat en stopper for det.

Hele den ene endevæg i kantinen, der både i størrelse og udformning mindede om en badmintonhal med sit buede loft, var dækket af et kæmpemaleri udført af Folmer Bendtsen, som var kendt for at skildre arbejderklassens liv i København med stor autenticitet og social bevidsthed. Maleriet havde titlen Fyraften og skildrede værftsarbejdere med udtryksløse ansigter, der er på vej hjem fra arbejde på B&W og bliver modtaget af deres ventende koner med børn og barnevogne.

Mig bekendt var der ingen i Radiohuset, der brød sig om det maleri, og man kunne fylde en bog med spydigheder

Placeringen af maleriet i kantinen var ikke tilfældig; det skulle minde radiofolkene om, hvem deres målgruppe var, når de sad med madpakken og pilsneren (indtil den blev forbudt). Kunstneren udtalte selv i forbindelse med afsløringen i 1951: 'Jeg har følt det rigtigt at konfrontere de mennesker, der lever og virker i huset, med den hverdag, de er så betydningsfulde for, og som de skal betjene.' Mig bekendt var der ingen i Radiohuset, der brød sig om det maleri (døm selv), og man kunne fylde en bog med de spydigheder, det affødte i frokostpauserne. Yderst til venstre i maleriet ser man en lille pige med sut i munden, og på et tidspunkt var der en af de ældre, ærværdige medarbejdere på Radioavisen, der i et uset øjeblik borede et hul i maleriet, hvor sutten var, og indsatte en rigtig sut. Den forsvandt dog hurtigt, for næste dag var sutten væk; nogen fra de højere luftlag må have taget affære, men historien blev en evergreen.

Som eventuelle læsere vil have fornemmet, var Radiohuset ikke bare et sted, jeg gik på arbejde – det var et sted, jeg var glad for at være. Et sted med sjæl, ganske enkelt. Jeg føler mig heldig over at have arbejdet der, ikke kun fordi huset var smukt, men fordi det rummede en arbejdsånd og en varme, som er svær at sætte ord på. Derfor var det også noget af en omvæltning, da vi flyttede fra Radiohuset, hvor radioproduktion selvsagt fyldte det hele, til DR Byen, hvor radioen blev reduceret til en inferiør niche i et kæmpemæssigt kompleks. Selve bygningerne, der udefra mest af alt lignede hovedsædet i en større international koncern, var ikke uden arkitektoniske kvaliteter, men charmen manglede.

Afslutningsvis – og før jeg bliver for salvelsesfuld – kan historierne om ællingerne på taget og sutten i kantinen passende tjene som påmindelse om, at selv i et stort, offentligt foretagende med et overvældende bureaukrati og stramme regler (og personlige intriger, som jeg behændigt er sprunget over) kan der være plads til menneskelighed, humor og sund disrespekt. Sådan et sted var Radiohuset.

Jeg ville gerne have vist nogle karakteristiske billeder fra Radiohuset, men dels egner dette blogformat sig ikke til det, og dels kommer ophavsrettighederne på tværs. Til gengæld må jeg på det kraftigste opfordre interesserede til at besøge fotografen Rasmus Hjortshøjs website, hvor et væld af smukke billeder er tilgængelige. Faktahungrende læsere kan få deres lyst styret her.

Øvrige afsnit:
1. Mikrofonprøven
2. Jobsamtalen
3. Kollegerne
4. Fra speakertjeneste til udsendelsesredaktion
5. Hvidt program og P1
6. En aften på P2
7. Morgenradio på P3
8. Spots og det løse
9. Den sky guldstemme
10. Nye tider