Udsendelserne blev programsat flere måneder i forvejen, og programplanlægningen udgav i den forbindelse, med nogle ugers mellerum, tre programoversigter vedrørende det samme ugenummer. Den røde oversigt var meget foreløbig og ville med sikkerhed undergå et utal af ændringer inden udsendelsestidspunktet, den blå var også foreløbig, men med færre forventelige ændringer, mens den hvide var den endelige programoversigt og udsendelseslederens vigtigste arbejdspapir. Hvidt program, som det hed i daglig tale, var på adskillige sider og fandtes i to udgaver: én trykt på tyndt papir med tekst på begge sider, og én på meget kraftigt papir med tryk på kun den ene side. Den tynde udgave fyldte ikke så meget, men var risikabel at arbejde med i en direkte programoversigt, fordi man nemt kunne komme til at blande siderne sammen i kampens hede, når der var tekst på begge sider, og risikere at skulle sidde og fumle for åben mikrofon med at vende sider for at finde den rigtige. Den tunge udgave var absolut den mest praktiske at have med at gøre.
Pedanteriet begrænsede sig ikke til den fonetiske del af jobbet
På morgenmødet gennemgik dagvagterne sammen med chefen hvidt program for hele dagen punkt for punkt – pedanteriet begrænsede sig ikke til den fonetiske del af jobbet. Der kunne optræde de mest eksotiske navne i hvidt program, som man aldrig havde hørt om før. Hvilken stavelse skulle trykket lægges på? Skulle man udtale et udenlandsk navn på hjemsproget, eller som det faldt naturligt at udtale det på tillempet dansk, så det ikke kom til at lyde for krukket? Hvilken landsmand var en bestemt dirigent? Hvis det drejede sig om navne fra musikkens verden, rådede redaktionen over en stribe hæfter fra BBC, som angav udtalen med lydskrift, men selv om hæfterne afklarede de fleste tvivlsspørgsmål, havde de ikke svar på alt. Måske var der et ungarsk navn, man ikke kendte, men så var der som regel en kollega et eller andet sted i huset, som enten selv var af ungarsk afstamning eller havde relevante forbindelser, man kunne kontakte og spørge, hvilket man så gjorde.Efter gennemgangen kunne man tiltræde sin vagt, udstyret med udsendelsesmappen, som ud over hvidt program indeholdt eventuelle sidsteøjebliksrettelser og de færdigmeldinger, programmedarbejderne burde have afleveret. Færdigmeldingerne manglede dog jævnligt, fordi nogle programmedarbejdere betragtede dem som overflødigt papirnusseri, men de sikrede en mere detaljeret omtale i progamoversigterne og annonceringerne, end hvidt program gav mulighed for. En færdigmelding angav desuden udsendelsens nøjagtige varighed i minutter og sekunder, som udsendelseslederen havde brug for at kende. Manglede færdigmeldingen med varigheden, måtte man have fat i båndet med udsendelsen for at skaffe oplysningen.
Han var et sjældent radiofonisk naturtalent, som man lod gå sine egne veje – en hvid elefant
Udsendelserne på P1 var i langt de fleste tilfælde optaget på bånd i forvejen, og de var altid lidt kortere end angivet i programmet, fordi der også skulle være cirka et minuts plads til annonceringerne. Hvis en udsendelse var endnu kortere, var det udsendelseslederens opgave at udfylde tiden. Som regel blev det klaret med småsnak og anbefalinger af senere programmer, men undertiden var hullerne i sendefladen på adskillige minutter, så det kunne blive nødvendigt at udfylde med musik. Til det formål havde man 'pausefiskene' – en reference til de akvariefisk, man viste i fjernsynet som udfyldning. På P1 var pausefiskene båndindspilninger af klassiske musikstykker og jazznumre af varierende længde. Der fandtes et par hundrede af dem i arkivskabe tæt på afviklingsstudiet, og i studiet befandt sig kartoteket over indspilningerne, ordnet efter varighed, så man hurtigt kunne finde udfyldning til huller i sendefladen af en hvilken som helst størrelse.Programoversigterne skulle fremstå som et lille causeri, ikke en opremsning, og krævede forberedelse, som man havde studietid til, inden man gik i studie 18, P1's afviklingsstudie. Hver oversigt skulle indeholde 2-3 'glimt', det vil sige smagsprøver i form af repræsentative passager af 30-45 sekunders varighed fra de vigtigste udsendelser. Når man havde hentet udsendelserne i båndarkivet, punktlyttede man dem for at finde egnede glimt, som blev overspillet, så afviklingsteknikeren kunne afspille dem under programoversigten på tegn fra udsendelseslederen. Programoversigterne var direkte og skulle vare 5 minutter, hverken mere eller mindre, så det var nødvendigt at 'time' og tilrettelægge dem i alle detaljer.
En af de ældre kolleger forberedte sig aldrig og brugte ikke tid på at finde glimt. Han gik direkte i afviklingsstudiet med hvidt program i hånden og leverede en flydende, formfuldendt oversigt på slap line, men den sluttede altid for tidligt på grund af de manglende glimt. Den resterende tid fyldte han ud med jazzmusik fra en pausefisk, som han fadede i, når de fem minutter var gået – keine Hexerei, nur Behändigkeit! Det var absolut ikke velset, men man anerkendte, at han var et sjældent radiofonisk naturtalent og lod ham gå sine egne veje – en hvid elefant. For at sige det diplomatisk var han desuden storforbruger af våde varer, og han kunne somme tider møde op på en morgenvagt direkte fra en tur i byen, svedglinsende, ildrød i ansigtet og næsten uforståeligt snøvlende. Men i samme øjeblik han satte sig ind i studiet og trak mikrofonnøglen, talte han som ved et trylleslag fuldstændig klart og tydeligt – og den bekymrede afviklingstekniker kunne ånde lettet op.
* * *
Øvrige afsnit:1. Mikrofonprøven
2. Jobsamtalen
3. Kollegerne
4. Fra speakertjeneste til udsendelsesredaktion
6. En aften på P2
7. Morgenradio på P3
8. Spots og det løse
9. Den sky guldstemme
10. Nye tider
11. Radiohuset
Selv for en gammel embedsmand kan de beskrevne procedurer med ”hvidt papir” og ”hvidt program” forekomme en anelse (for) omstændige, men dyb (ikke ironi) respekt for akkuratessen.
For en udenforstående kunne det være interessant at høre, hvorvidt disse beskrevne procedurer var blevet formet gennem mange års danske DR-traditioner eller i nogen/større grad inspireret af f.eks. BBC´s procedurer gennem DR-medarbejderes udvekslingsophold samme steds????
Indokinas begreb ”Den Hvide Elefant” kan sikkert passe på forskellige personligheder i for- og nutid. Nogle af dem bliver kun 52 år, afhængig af levevis og genetik.
@Erik Hulegaard: Der er naturligvis kulturelle og strukturelle forskelle, men DR blev fra starten i sin opbygning og mission kraftigt inspireret af BBC's public service-model. Derfor skulle det ikke undre mig om den omstændelige programlægningsprocedure med rødt, blåt og hvidt program, hvor intet er overladt til tilfældigheder, stammer fra BBC. Efter en studietur til BBC sidst i 80'erne kunne jeg dog konkludere, at bureaukratiet i DR var vand sammenlignet med arbejdsgangene i BBC.
I forbindelse med forrige indlæg forsømte jeg at svare på spørgsmålet om eventuel rifalisering mellem tjenestemænd og kontraktansatte. Svaret er, at man ikke kan sige, at der var tale om decideret rivalisering i afdelingen, men selvfølgelig var der højere prestige i at være fastansat tjenestemand end i at være kontraktansat vikar på 'tjenestemandslignende vilkår' i en lønramme lavere. Tjenestemandsansættelser var man i princippet gået bort fra ved nyansættelser, allerede da jeg begyndte i DR, men det var et krav, at udsendelsesledere var tjenestemænd for at sikre, at radioen var bemandet i tiltælde af krig, katastrofer og arbejdskonflikter.
Programmedarbejderne var ansat på overenskomst med Journalistforbundet eller Magisterforeningen afhængig af baggrund, og mellem afdelingerne kunne der godt være en form for rivalisering. Nogle gik meget op i faggrænser, og da jeg i en periode var udlånt til en programafdeling, affødte det fx en klage fra en journalistisk medarbejder i en helt anden redaktion, fordi jeg ikke var medlem af Journalistforbundet. Klagen førte dog ikke til noget, og mange år efter modtog jeg på Facebook en venneanmodning fra klageren, der nu kaldte mig 'kære gamle ven'. Tiden læger tilsyneladende alle sår!
Irrelevant kuriosum: I hele min tid som forlagsredaktør var jeg medlem af Journalistforbundet.
Imponerende, at han var i stand til at gøre sig selv ædru på kommando!
Det er altså virkelig interessant, alt dette du fortæller her. Faktisk har jeg aldrig tænkt nærmere over, hvordan 'man' gjorde i radioverdenen for at strukturere og producere udsendelser, men derfor er det så meget mere spændende at lære lidt om det.
I alle de år, jeg på arbejdet agerede som oversætter og korrekturlæser på dansk og engelsk, var jeg på en del kurser. Her fortalte flere af underviserne, hvordan BBC's Styleguide blev anvendt af journalister over hele Storbritannien, fordi man derovre ikke havde en officiel/statslig rettesnor hvad sproget angik. BBC blev regnet for værende så sproglig korrekt, at alle andre rettede sig efter deres retningslinjer.
Det var en meget lang og omfattende styleguide, men man kunne så også få svar på stort set alt sprogligt/grammatisk.
Jeg ved ikke om det er sådan mere - det er 12-15 år siden jeg var på mit sidste engelske kursus.
@Ellen: Den 'ædru' tilstand var naturligvis midlertidig – så snart mikrofonen var slukket, snøvlede han videre, når han kommunikerede med teknikeren, for så at mande sig op igen, næste gang han skulle annoncere :)
Jeg har ikke før hørt om styleguiden fra BBC, men noget kunne tyde på, at udtalehæfterne var en del af den.
Den noget detaljerede beretning er fortrinsvis til eget brug, og det kan være svært at begrænse sig, når først man er kommet i gang, men det glæder mig naturligvis, at du finder min roden rundt i hukommelsen interessant.
Advarsel: jeg er ikke færdig!
Måske har du hørt om The Economist Style Guide? Jeg var nok lidt for påvirket af navnet BBC, fordi det var dem du henviste til … men det var faktisk The Economist , der blev anset for den mest officelle, så at sige, selv om BBC skam også havde en style guide.
Det slog mig pludselig, så jeg var nødt til lige at korrigere mig selv.
@Anonym/Ellen: OK, modtaget:)
Beklager anonymiteten - jeg sad med en anden enhed end den sædvanlige, men du gennemskuede mig heldigvis 😊