Kære Juli,

Jeg kan forstå på min kalender, at du er ved at takke af for denne gang. Du er sikkert godt klar over, at det ikke er alle, der har været lige begejstret for din måde at være på, men jeg synes, du for det meste har været ypperligt selskab, selv om der unægteligt har været en del blæst om din person i år. Ingen skal beskylde dig for at løbe med en halv vind. Det ville være helt hen i vejret.

Men jeg glemmer nu ikke for et par år siden, da du havde slået dig sammen med lillesøster Juni og storebror August om at gøre helvede hedt for os alle sammen. Det var, som om temperamentet og temperaturen løb af med dig. Heldigvis lader det til, at du i mellemtiden har løbet hornene af dig og er faldet til ro, så du aldrig nåede op over stuetemperatur i år. Jeg sætter stor pris på, at du denne gang har sparet os for alt for mange sveddunstende armhuler i kassekøen, bare ølmaver på gågaden og frygtindgydende, nøgne mandefødder i sandaler overalt.

Jeg vil også gerne takke dig for, at du har givet os alle tænkelige undskyldninger for ikke at farte omkring til alverdens udendørs arrangementer, som man ellers plejer her om sommeren. Det er der mange, der fejlagtigt giver coronaen æren for. Men uden dig havde vi slet ikke på samme måde kunnet sidde hjemme i ro og mag og skutte os med en dampende varm kop te i den ene hånd og en god bog i den anden og lytte til den silende regn uden for vinduet og de hyppigt tilbagevendende trommesoloer på taget i stedet for at rende til diverse festivaler, koncerter og kroketspil. Og skulle man have været nødt til at vove sig udenfor, så hellere regnslag end hedeslag, siger jeg bare. Du har gang på gang vist os, at man sagtens kan have haft en meget våd aften uden at vågne op med tømmermænd næste morgen.

Sidst, men ikke mindst, skal du have tak for, at vi er sluppet for at holde grillaftener i haven med halvrå eller forkullede bøffer til følge og gæster, der desperat må ile hjem og tømme køleskabet for alt spiseligt for ikke at skulle gå sultne i seng.

Kort sagt, det har været en fornøjelse at lære dig at kende fra din bedste side, så tak for besøget! Nu må du have det så godt indtil næste år. Jeg glæder mig allerede, for nu ved jeg, at dig kan man altid regne med.

Vi har ikke vaskemaskine. Vi har fravalgt den, fordi den på alle måder fylder for meget i et lille hus som vores. En vaskemaskine optager værdifuld plads, som man med fordel kan bruge til alt muligt andet, både hvad kvadratmeter og mentalt albuerum angår. Hvis man har en vaskemaskine inden for rækkevidde, bruger man den også hele tiden. Den larmer og lægger beslag på underbevidstheden, man har konstant tøj hængende til tørre overalt, og tilværelsens meningsløshed står med ét lysende klart for en. Så hvem kan sige nej til to timer helt for sig selv med uforstyrret læsning, skrivning, meditation og hvad man ellers kan foretage sig siddende på en stol? Ikke jeg.

Hvem kan sige nej til to timer helt for sig selv med uforstyrret læsning, skrivning, meditation og hvad man ellers kan foretage sig siddende på en stol?

Derfor hører det også under mit ansvarsområde at tage hen i møntvaskeriet hver anden onsdag med et vognlæs sprængfyldte, knaldblå Ikea-tasker og vaske, så det står efter, og jeg gør det gerne. Når man vasker, tager det den tid, det tager. Processen kan ikke fremskyndes eller afkortes, og det kan ikke svare sig at køre hjem og være effektiv på andre områder i ventetiden. Jeg nyder kort sagt min hverandenugentlige koncentrerede storvask med det udvidede frikvarter som bonus.

Men det er heller ikke ethvert vaskeri, der har zebrastribede skalstole, underfundige citater på væggene oppe under loftet og eget bibliotek med tilhørende byttebogsservice. O.k., kongerækken af danske krimiforfattere fører an på hylderne, skarpt forfulgt af den bestialske nordmand med de lakoniske bogtitler, men ind imellem kan man godt falde over en perle, som er fristende at hjemføre. Til gengæld husker jeg jævnligt at supplere op fra mit eget uforklarligt selvreproducerende overskudslager.

Man kan også vælge sig en snak over centrifugen eller tørretumbleren, hvis man ikke er i humør til stillesiddende sysler. Når man er stamkunde med fast vaskemønster, får man hurtigt medsammensvorne eller som nu i dag, hvor ejeren kommer ud fra privaten bagved og slår sig ned ved siden af mig. Der er lige blevet malet og skiftet maskiner ud, og han vil høre, hvad jeg synes om resultatet. Samtidig får jeg hele historien om vaskeriet. Det er hans datter, der har fundet på at male stolene zebrastribede, og de kostede for resten 29 kroner stykket for treogtredive år siden i ubemalet tilstand. I 1989 blev vaskeriet kåret af branchen som Europas bedste møntvaskeri, får jeg at vide, og jeg lytter og nikker.

Og tænker, at hvad enten det passer eller ej, er det fuldt fortjent.

Overskriften er lånt fra Stephen Frears' film My Beautiful Laundrette fra 1985. Den handler om den unge pakistanske indvandrer Omar, der sammen med vennen Johnny starter et kombineret møntvaskeri og underholdningscenter i en trøstesløs London-forstad i 1980erne. Filmen har altså ikke meget med mit lokale møntvaskeri at gøre, men den er stadig seværdig og kan ses helt gratis på Filmstriben.

Da Downton Abbey blev sendt første gang for en halv snes år siden, slugte jeg alle 6 sæsoner med stor fornøjelse. Nu har DR lige genudsendt alle 52 episoder, og gæt hvad der er sket: I de seneste par måneder har jeg hver aften snuppet et afsnit som en slags godnatlæsning og lagt mig til at sove med et smil på læben. Jeg har med andre ord set og nydt hele molevitten én gang til.

Downton Abbey er en stærkt underholdende sæbeopera og en temmelig kulørt og bizar omgang, men på en spiselig måde

Vi følger den aristokratiske Crawley-families og dens tjenestefolks liv og levned på det fiktive herresæde Downton Abbey i Yorkshire i perioden 1912-26. Med dramatisk finesse får vi indblik i, hvordan tidens store historiske begivenheder griber ind i familiens og tyendets dagligdag og personlige skæbner, og hvordan samfundsudviklingen så småt begynder at rokke ved fundamentet for den ærkebritiske sociale rangorden. Så kort og tørt kan det siges. Downton Abbey er ikke desto mindre en stærkt underholdende sæbeopera. På mange punkter også en temmelig kulørt og bizar omgang, men det tager man med.

Første sæson begynder med Titanics tragiske forlis og slutter endnu mere dystert med udbruddet af første verdenskrig. Det forhindrer heldigvis ikke seriens forfatter i at muntre sig i bedste ugebladsnovellestil med blandt andet at lade familiens ældste datter, den smukke, utilnærmelige og ellers altid korrekte Lady Mary, få uanmeldt besøg om natten af en ung, eksotisk diplomat, som gæster Downton Abbey. Uden forudgående varsel og mildt sagt ubelejligt dør han i sengen hos Lady Mary, som må alliere sig med den loyale tjenestepige for nærmest farceagtigt at få skaffet liget hemmeligt af vejen.

Man kommer ikke uden om, at Downton Abbey er en dekadent fantasi om et Storbritannien, der aldrig rigtig har eksisteret

Det er netop seriens charme, at den jonglerer med så tilsyneladende fuldstændig uforenelige komponenter. For hver gang kokken Mrs. Patmore bekymrer sig om, at souffléen bliver taget ud i tide, er der en nervepirrende intrige, der kan koste den sympatiske kammertjener Bates dødsstraf eller livsvarigt fængselsophold. For hver gang den pertentlige butler Mr. Carson harmes over, at en papirkurv bliver tømt uden hans tilladelse, er der en af hovedpersonerne, der kommer af dage under voldsomme omstændigheder eller er tæt på at gøre det. Højdepunktet er den spektakulære scene, hvor familiens overhoved, Lord Grantham, kaster blod op ud over bordet ved middagsselskabet med den senere premierminister Chamberlain.

Der er intriger, magtkampe og kærlighedsaffærer på kryds og tværs både upstairs og downstairs, men alligevel ender det hele i næsten fuldendt harmoni. De fleste fejder bliver bilagt, og selv de mest nedrige personager viser sig at være gode nok, når det kommer til stykket. Undervejs har man samtidig fået en lærerig og fornøjelig indføring i datidens etikette, (bord)skik og brug i de højere cirkler.

Man kommer ikke uden om, at Downton Abbey er en dekadent fantasi om et Storbritannien, der aldrig rigtig har eksisteret, hvor alle fra kokkepige til andenlakaj er tilfredse med deres lod i livet, fordi herskabet ovenpå består af lutter hædersmænd og -kvinder. Selv den oprørske chauffør Branson falder til patten, da han gifter sig med herskabets yngste datter. Massiv konservativ propaganda, vil nogen sige. Måske, men det ændrer ikke ved, at man føler sig rasende godt underholdt hele vejen. Det er lige før, man føler, at man er i familie med beboerne på Downton Abbey, så det bliver med vemod, jeg tager afsked med dem, når sidste afsnit ruller over skærmen i dag.

Med andre ord: Hvis DR skulle finde på at genudsende Downton Abbey endnu engang – og det gør de jo nok om et par år – tager jeg gerne en tur til. Om ikke andet så for at genopleve Maggie Smiths kynisk-sarkastiske Lady Grantham og Jim Carters stiff-upper-lip-butler Mr. Carson, når de ruller sig ud på hver sit domæne. Men de spiller allesammen godt.

Downtonisms hed en app, jeg downloadede til min iPad kort efter, at serien blev sendt første gang. Her kunne man høre de bedste replikker fra Downton Abbey. Desværre eksisterer app'en ikke længere, men på Pinterest kan man læse de 151 bedste Downtonisms. Til gengæld er Highclere Castle dukket op i App Store. Her fortæller Jim Carter, der spillede butleren Mr. Carson, om slottet, der illuderede Downton Abbey. Spændende nok, det er bare noget helt andet.

Da jeg for skræmmende mange år siden trådte mine barnlige hjemmesko i udkanten af Aalborg ('futsko' på de breddegrader), var der noget, der hed en dagmartærte, som man købte hos bageren om søndagen, når man skulle have gæster. Det var en flerepersoners tung og klistret, rund konstruktion af wienerbrødsdej bestående af syv mindre, glasurbelagte cirkler, og den dryppede uhæmmet af fedtstof, når man spiste af den.

På den fremmede ø, vi var ankommet til, udløste ordet kun måben hos bagerdamen og heraf følgende angst og rådvildhed hos mig

En rødglødende sommerdag i midten af det forrige århundrede, da jeg stod ude på gaden i en københavnsk forstad og betragtede det sørgelige syn af alle vores sammenstuvede møbler, der ét for ét blev båret fra flyttebilen og ind i det tomme hus, som skulle være vores fremtidige hjem, blev jeg af min mor sendt til bageren efter en dagmartærte til kaffen. Jeg var seks år og forbandt ikke ordets første led med et pigenavn, og jeg havde ikke den ringeste anelse om, hvad en tærte var. I øvrigt udtaler nordjyder, som vi jo var, ikke 'e' i enden af et ord, så for mig var 'dejmortært' bare det kodeord, der skulle til for at udløse den aktivitet i en bagerbutik, som var forudsætningen for at man kunne forlade butikken igen med den kage, man havde haft i tankerne, da man fremsagde ordet. Hvis man forstår.

Men på den fremmede ø, vi var ankommet til, udløste ordet kun måben hos bagerdamen og heraf følgende angst og rådvildhed hos mig. Hun forstod ikke, hvad jeg sagde, og det gjorde ingen forskel, at jeg blev ved med at gentage mit 'dejmortært'. Tårerne var for længst begyndt at brænde bag øjeæblerne, da jeg i sidste øjeblik, inden gråden fik overtaget, opdagede dét, jeg var kommet efter, i vinduet. Jeg pegede på dagmartærten og sagde halvkvalt: 'Så'n én'. 'Nårh,' svarede damen, 'en smørkage!' og en sten så tung som kagen selv faldt fra mit hjerte.

Siden har jeg ikke taget hverken 'dejmortært' eller 'dagmartærte' i min mund, lige som jeg i en endeløs årrække aldrig stødte på ordet her på højre side af Storebælt. Men pludselig en dag, sådan rundt regnet halvtreds år efter, hvad skimtede jeg mon ud af øjenkrogen under et indkøbsraid, da jeg passerede bagerafdelingen i Kvickly? Et skilt med følgende ordlyd:


Jeg gennemstrømmedes selvsagt af blandede følelser ved synet af skiltet, men modstod alligevel fristelsen til at hjemføre et eksemplar af den famøse tærte. I den mellemliggende tid havde Madame nemlig for længst belært mig om konsekvenserne af at sætte tænderne i den slags livstruende klumper af transfedtsyrer.

Siden har jeg bemærket, at de fleste andre supermarkeder og bagere her på øen har taget dagmartærten til sig og udfaset smørkagen. Derfor vil jeg i behørig afstand fra kagen glæde mig over, at afstanden mellem landsdelene sprogligt er blevet kortere i de mellemliggende år og vente spændt på at høre om de første politianmeldelser mod Kvickly og andre wienerbrødsforhandlere for uagtsomt manddrab som følge af fremstilling og salg af dødbringende tærter. Og i øvrigt bede til, at jeg ikke selv en skønne dag får en i hovedet.

Jeg ligger og sover. Det er bemærkelsesværdig tidligt om morgenen, men Hannibal har besluttet sig for, at det er tid til morgenmad. Jo mere en kat keder sig, des vigtigere er morgenmaden.

Altså springer han op på dynen. Han lander på mit ene lår, og med udsøgt elegance og højt udviklet balancesans spadserer han hen ad betrækket, sætter sig til rette på mit bryst og begynder at spinde. Højt. Det er ikke ment som en trussel, men det lyder som en trussel.

Heldigvis er situationen ikke ukendt for en dreven katteejer som mig. Jeg drejer kroppen langsomt om sin lodrette akse, som altså i øjeblikket er vandret. Hannibal ryger på gulvet, og jeg falder i søvn igen uden nogen større kraftanstrengelse.

I min døsige tilstand tror jeg et øjeblik, at nogen er i gang med at kvæle mig

Under normale omstændigheder ville han blive irriteret over det, men han kender nødvendigheden af den sultnes ydmyghed. Han er ikke vred eller skræmt og vælger sit næste træk med omhu: Død kat.

Katte har grundlæggende tre positioner at vælge imellem til brug for afslapning eller eftertanke. Den ene er Ægyptisk Sfinks, hvor poterne er dekorativt foldet ind under overkroppen og øjnene reduceret til smalle, skrå sprækker. Sfinks-attituden udstråler stor værdighed, og det er formentlig den, der har skaffet katten dens ry for at besidde uendelig visdom og indsigt. Den ser ud, som om den ved alt. Det er ikke tilfældet.

Kattestilling nummer to er Slange Bider Sig Selv i Halen – mayaernes symbol for evighed. Her danner katten en fuldendt cirkel med hovedet skjult under forpoterne og halen omhyggeligt svøbt omkring dem. Denne stilling forudsætter absolut tryghed hos katten. En kat, der sover på den måde, reagerer knapt nok på selv infernalske lyde.

Endelig er der Død Kat. Katten ligger på siden med alle fire poter foran sig. Fra denne position kan katten rulle rundt i kådhed, eller den kan sprætte maven op på en mulig angriber med lynets hast.

Hvis jeg lukker øjet op på klem, kan jeg se den teglfarvede kattesnude i nærbillede og widescreen

Hannibal bruger Død Kat strategisk. Han springer op på sengen igen, spadserer hen til mit ansigt, forvandler sig til Død Kat, men lægger sig med ryggen til, så pelsen bliver mast lige op i næsen på mig. I min døsige tilstand tror jeg et øjeblik, at nogen er i gang med at kvæle mig. Så begynder den føromtalte spinden forfra, og det går op for mig, hvad der er ved at ske. Jeg forsøger at skubbe ham væk igen. Uanfægtet går han nu i gang med sin undersøge-interessant-ting-taktik. Han har stukket hovedet helt hen til mit. Hvis jeg lukker øjet op på klem, kan jeg se den teglfarvede kattesnude i nærbillede og widescreen. Han lader knurhårene feje hen over min overlæbe med ulidelig kildren til følge og sætter turbospind på igen. Jeg rejser mig resolut og begynder at gnide mig i ansigtet som en besat.

Hannibal ser tilfreds ud. Han ved, at om et øjeblik vil jeg stå op og traske resigneret ud i køkkenet.
P.S. Hvis nogen skulle forledes til at tro, at bloggen er ved at udvikle sig til en katteblog, tager de fejl. Denne note handlede ikke om katte, men om kommunikation.

Hvis nogen fandt på at spørge mig, hvilken maler jeg beundrer mest, ville jeg nok være fristet til at svare: 'Jørgensen oppe i Nørregade.' Men man skal økonomisere med sine platituder, så jeg afstår, og det er vel egentlig også kun i ugeblade, den slags dukker op, når en eller anden berømthed bliver præsenteret for Prousts berømte 37 spørgsmål, eller hvor mange det nu er.

Jeg har altid troet, at man malede ved at dyppe en pensel i en bøtte maling og smøre malingen på

I løbet af den forgangne uge har jeg imidlertid fået et andet syn på malere, end jeg havde indtil for ganske nylig. Der er mange i min omgangskreds, der ynder at kokettere med deres lave score på handymanskalaen, og jeg er selv en af dem. Derfor er jeg også tilbøjelig til at betale mig fra alt håndværksmæssigt arbejde, hvis jeg kan se mit snit til det. Lige med hensyn til malerarbejde begyndte jeg dog at tøve for en snes år siden, efter at jeg havde fået en maler til at sætte glasfilt op i en stue og male det. Det blev små 30.000 kroner, og det er som sagt mange år siden. Det var selvfølgelig tåbeligt ikke først at forhøre mig om prisen, men min fantasi rakte altså ikke til at forestille mig, at én dags stykke forholdsvis enkelt og overskueligt malerarbejde kunne havne i det prislag.

I sidste uge vendte traumet tilbage med fuld styrke. Vi bor i et ganske almindeligt hus, men med umanerlig mange vinduer og derfor også uhyggelig mange vinduesrammer og sprosser, der skal males med jævne mellemrum. Mellemrummenes længde kan diskuteres, hvilket de bliver, og lad mig sige det sådan: Jeg opererer med længere tidsintervaller end dem, Madame anser for passende, og jeg taber altid diskussionen. Hvem der skal udføre arbejdet, når det nu ikke skal være en maler, er derimod ikke til diskussion.

Jeg går i gang med at male efter Googles og alle kunstens regler, som jeg følger til punkt og prikke

Jeg har altid troet, at man malede vinduer ved at dyppe en pensel i en bøtte maling og smøre malingen på. Men ved at google 'Sådan maler du dine vinduer', har jeg fundet ud af, at jeg er helt galt afmarcheret. Først må man tage vejrguderne i ed, fordi det lunefulde danske sommervejr ofte byder på kraftig blæst og regnbyger, som kan forsinke arbejdet. Dernæst skal man sørge for ikke at male i direkte sollys, da malingen i så fald vil tørre, før den når at trænge ordentligt ind i træet. Men det gælder også om at ramme en dag med lette skyer, kun en smule vind og omkring 15-20 grader. Endelig skal man begynde tidligt på dagen, så malingen er håndtør, inden duggen falder.

I nogen tid har det tjent som en udmærket undskyldning for at udskyde projektet, at de vejrmæssige betingelser ikke har været optimale, men pludselig i sidste uge er der ingen vej udenom. Jeg går derfor i gang med at male efter Googles og alle kunstens regler, som jeg følger til punkt og prikke:

• Jeg renser vinduesrammer og sprosser af i grundrens for at fjerne fedt og snavs og skyller grundigt efter med vand for at fjerne sæberester.
• Jeg sliber let med sandpapir, korn 120, så overfladen bliver mat. Visse steder er træet udpint og har løse flager af maling, som skal skrabes af. Overgangene fra bart træ til maling sliber jeg med sandpapir, korn 80.
• Jeg grunder det bare træ med grundingsolie, som jeg lader tørre til dagen efter.
• Jeg maler de bare pletter med vinduesmaling. For en sikkerheds skyld får de et par gange, så overgangene mellem det blotlagte træ og den gamle maling bliver mindre synlige.
• Jeg maler vinduesrammerne og sprosserne med vinduesmaling.
• Jeg håber på, at malingen dækker, så jeg slipper for at mellemslibe med sandpapir og male igen.

Jeg er med andre ord begyndt at forstå malermestres fakturaer. Her til morgen har jeg fjernet et par hundrede meter malertape, og resultatet er faktisk ikke så værst, selv om jeg har hadet hvert sekund og trænger til mindst en uges rekonvalescens. Ved ikke at betale for en professionel maler har jeg til gengæld formentlig sparet i omegnen af en kvart million, som jeg nu går og overvejer, hvad jeg skal bruge til.

Måske maleriet af Hammershøis vinduer, der pryder dette indlæg ...

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg kom til at hæve øjenbrynene en kende, da jeg i morges åbnede computeren og så, at der lå en besked om, at jeg havde fået post fra Aarhus Universitet i min e-Boks.

De kunne selvfølgelig have hørt om min omfattende ekspertise inden for adskillige centrale forskningsområder

Så vidt jeg husker, var det på Københavns Universitet, jeg slog min ungdoms folder, og jeg mindes ikke nogen sinde at have haft noget med Aarhus Universitet at gøre hverken før eller siden. Men de kunne selvfølgelig have hørt om min omfattende ekspertise inden for adskillige centrale forskningsområder og ville måske derfor bede mig om at holde en gæsteforelæsning for et engageret og tænksomt publikum. 'Lænestolesidning i et motionsfikseret århundrede' ville for eksempel være et oplagt emne. Det kunne også være 'Irritationsmomenter i forbindelse med nyhedsoplæsning i radio og tv'. Eller slet ret: 'Sædernes forfald' – og her tænkes ikke kun på møbelindustrien.

Opildnet af udsigten til en lovende karriere inden for universitetsverdenen og nynnende Christian Winthers Studentervise med omkvædet 'Herrer vi ere i Aandernes Rige ...' skyndte jeg mig at finde Nem-ID-kortet frem og logge ind på e–Boks, men kun for at opleve en fornærmende antiklimaks:

Kære Uffe Jerner

HOPE er et storstilet forskningsprojekt, hvor forskere fra de danske universiteter afdækker danskernes adfærd under Coronakrisen. Forskningen hjælper blandt andet Statens Serum Institut og andre myndigheder.

For at kunne forstå virusset og dets betydning for samfundet er det vigtigt med daglige situationsrapporter fra helt almindelige danskere. HOPE gennemfører derfor hver dag 500 interviews med et repræsentativt udsnit af danskerne, og du er en af de helt tilfældigt udvalgte, som i dag inviteres til at bidrage til dette arbejde.

Jeg var altså helt tilfældigt udvalgt og desuden en helt almindelig dansker. Beslutningen om at henvende sig til mig var med andre ord at sammenligne med resultatet af et skud i tågen og ingenlunde en naturlig konsekvens af en bedømmelse af mine indlysende kvalifikationer!

Ikke desto mindre har jeg bestemt mig til ikke at bære nag, men i stedet vise samfundssind og indvillige i at tage del i projektet. Det lader ikke til, at arbejdet er lønnet, og naturvidenskab er da heller ikke min stærke side, men jeg ser frem til, at mit bidrag til dette storstilede forskningsprojekt i det mindste vil resultere i, at jeg bliver tildelt et æresprofessorat.

Ud af den ene øjenkrog ser jeg en mørk skygge, der glider hen over badeværelsesgulvet med lynets hast, men da jeg vender mig om, kan jeg ikke få øje på noget. Jeg lægger tandbørsten fra mig og gransker gulvet minutiøst. Der er intet unormalt at se. For en sikkerheds skyld ser jeg også efter bag ved håndklædereolen, der står næsten helt inde i det ene hjørne. I samme øjeblik jeg rører reolen, farer skyggen diagonalt hen over gulvet igen og bliver standset af det modsatte hjørne, der forhindrer den i at komme videre. Nu sidder der en skovmus i hjørnet og kigger op på mig.

Efter adskillige minutters søgen opdager jeg, at musen sidder og kryber sammen bag radiatoren

Jeg rækker ud efter et håndklæde. Det er min plan at fange musen ved at kaste håndklædet hen over den, men musen er for hurtig. Før håndklædet rammer gulvet, er den er igen ovre under håndklædereolen. Tror jeg. Jeg kan ikke finde den.

Efter adskillige minutters søgen opdager jeg, at musen sidder og kryber sammen bag radiatoren på det beslag, der holder radiatoren fast til væggen. Her kan jeg ikke nå den, og jeg henter et kosteskaft, som jeg kan stikke ind i mellemrummet mellem radiatoren og væggen og pirke til musen med. Inden kosteskaftet strejfer den, er den væk igen og sporløst forsvundet.

Jeg tager stakken med håndklæder og giver mig til at folde hver enkelt håndklæde ud efter tur. Det tager yderligere nogle minutter og giver ikke noget resultat.

Så hører jeg en lyd. En lille lyd, bare en svag skraben. Den kommer fra toilettet, og da jeg slår låget op, ligger musen og gisper i vandkanten. Jeg løber ud af badeværelset for at hente noget at fiske den op med.

Da jeg kommer tilbage, gisper musen ikke længere. Den ligger livløs i vandet.

Historier fra det virkelige liv har ikke altid en happy ending.

Jeg vil tro, at jeg har set Ingen er fuldkommen med Marilyn Monroe, Tony Curtis og Jack Lemmon et sted mellem ti og tyve gange, men aldrig på dvd, så det glæder jeg mig til. Den ligger klar i sommerferiebunken og har gjort det et stykke tid, og når jeg pludselig trækker den frem på dette sted, skyldes det, at jeg i går aftes sad og læste i min nyindkøbte 1001 film du skal se før du dør, hvor der stod ting og sager om Billy Wilders geniale komedie fra 1959, som var helt nye for mig.

Eksperter fra filmindustrien forudsagde, at 'Ingen er fuldkommen' ville blive en fiasko

For eksempel anede jeg ikke, at Billy Wilder var blevet inspireret til filmen af den tyske farce Fanfaren der Liebe fra 1951, hvor to arbejdsløse musikere slutter sig til et kvindeorkester, begiver sig ud på en togtur og iklædt dametøj sværmer for orkestrets sangerinde. Jeg ved ikke lige, hvad jeg skal bruge oplysningen til, men den vil sikkert fungere udmærket som en henkastet bemærkning ved et middagsbord. Eventuelt også her.

Mere interessant er det, at eksperter fra filmindustrien forudså, at Some Like It Hot/Ingen er fuldkommen ville blive en fiasko, fordi den brød med adskillige regler inden for komediegenren: Handlingen udspringer af et massemord, manuskriptet var kun halvt færdigt, da optagelserne gik i gang, og filmen varede hele to timer, hvilket var fuldstændig uhørt i 1959. Derudover var den optaget i sort/hvid, så den passede til den tid, handlingen udspiller sig i, men nu var folk jo blevet vant til farvefilm! Den havde med andre ord alle odds imod sig, men publikum var ellevilde, og det er de stadig – længe efter at American Film Institute valgte filmen som den bedste komedie, der nogen sinde er lavet.

Her er på godt to minutter historien om de to arbejdsløse musikere, der ufrivilligt bliver vidner til et gangsteropgør i tyvernes Chicago og for at slippe væk må forklæde sig som kvinder og tage arbejde i et damejazzband.

Under alle omstændigheder kan vi vel godt blive enige om, at Billy Wilders version er en del mere elegant end det tyske forlæg.

Til at begynde med var jeg skeptisk. Én ting var at købe en grydeske i en genbrugsforretning eller en lysekrone på et loppemarked, men tøj? Andre menneskers aflagte kluns? Hvad kunne der ikke gemme sig i sømmene af ondsindede mikroorganismer i form af svampesporer, bakterier eller coronavirus? Ganske vist var corona på det tidspunkt et ukendt fænomen, men alligevel! Og nok kunne tøj både vaskes, koges og renses, men nej – dér trak jeg alligevel grænsen.

Hvorfor give 13.000 kroner for en Burberry-trenchcoat, når jeg kunne få en næsten ubrugt for 150?

Men selvfølgelig er genbrug en god idé ud fra et miljø- og overforbrugsbegrænsende perspektiv. Det kunne jeg godt se, og Madame var allerede for mange år siden first mover på området. Hun var en rutineret kvalitetsspotter på de store loppemarkeder i Nordsjælland, og en skønne dag besluttede jeg mig til at gå med bare for det gode selskabs skyld. Det var dér, jeg pludselig så lyset, for hvorfor give 13.000 kroner for en ny Burberry-trenchcoat, når jeg kunne få en næsten ubrugt for 150? Og var det ikke meget sjovere at give 100 kroner for et par splinternye, men fejlkøbte Crockett & Jones-støvler, som ellers ville have kostet mig det fyrredobbelte? Eller hvad med et tusindkroners Gucci-slips til en tier?

Efter at have været i praktik hos Madame i et par år føler jeg mig nu som fuldbefaren genbrugshaj. Ikke nok med, at jeg har sparet svimlende summer på tøj, jeg kan også bryste mig af at være en af dem, der går forrest i kampen mod forureningen – i det mindste indtil der er en eller anden økonom eller biokemiker, der offentliggør en sindrig beregning, hvori der indgår et utal af hidtil ukendte faktorer og uforudsete omstændigheder, som viser, at genbrug vil udrydde alt liv på kloden og ende med at blive vores sikre undergang.

Men indtil da vil jeg nyde at føre mig frem i hele min garderobe af aflagt tøj.

Selv om juli og de lyse nætters tid har mange kvaliteter, kan man ind imellem godt komme til at savne de kolde, mørke vinteraftener. Er der for eksempel noget bedre end at sidde i sin velpolstrede lænestol med en stor kop dampende varm te, tilsat en ikke for lille klump akaciehonning og være parat til at gå i krig med en bog om den britiske efterretningstjeneste, hvor de hele tiden leder efter muldvarpe blandt deres egne, når de ikke lige er beskæftiget med at gå i seng med hinandens koner?

Jeg retter benene ud for at få katten til at springe ned, men hun reagerer ved at anbringe en klo i låret

Mens jeg læner mig tilbage og giver mig til at læse om lig i mørke kælderhalse og aflåste bagagerum, kommer Miss Mis til den konklusion, at mit skød må være det perfekte sted at snuppe sig en lur. Så hun hopper op, går et par gange rundt om sig selv, ælter mit lår nøjagtig treogtyve gange, lægger sig ned og går ud som et lys.

Da jeg når til slutningen af kapitel 1, begynder det at rykke i poterne. Nogen har fortalt mig, at det er, når katten drømmer, at den løber, og jeg ved ikke om det passer, men det er i hvert fald uimodståeligt at se på. Desværre er teen nu ved at være kold, og jeg må have tanket op. Jeg flytter forsigtigt Miss Mis, der vågner og skuler misbilligende til mig, og jeg går ud og sætter vand over. Da jeg kommer tilbage og har sat mig til rette i stolen, hopper katten op på skødet igen.

– Nej, det mener du ikke, siger jeg. Vandet koger lige om lidt!

Men hun går bare tre gange rundt om sig selv og lægger sig ned. Jeg læser to sider. Vandet koger. Jeg rejser mig. Miss Mis frembringer en mishagsytring i form af et grynt og hopper ned. Da jeg er tilbage på min plads, er hun også.

Jeg er tilbage i Den kolde Krig. En øde gade i London, blegt lys fra en lygtepæl, en ældre mand i tweedfrakke.

Men hun er utilfreds med al den uro. Hun forlanger opmærksomhed, så hun sætter sig oven på bogen. Hun gnider hovedet mod min hånd. Jeg prøver at holde bogen op over mit eget hoved, men jeg bliver hurtigt træt i armene. Forsigtigt lirker jeg bogen ind imellem katten og mine øjne. Teksten befinder sig højst ti centimenter fra mine brilleglas.

Jeg retter benene ud for at få katten til at springe ned, men hun reagerer ved at anbringe en klo i låret. Det er for meget. Jeg lægger bogen fra mig, tager katten under armhulerne og anbringer hende myndigt på gulvet.

Miss Mis hopper op igen. Jeg sætter hende ned. Hun hopper op, og før jeg kan sætte hende ned igen, spinder hun som en besat og flader helt ud. Det er et billigt trick, katte lærer på Menneskedressur 1A, men det virker. Jeg lader hende blive liggende.

Jeg er tilbage i Den kolde Krig. En øde gade i London, blegt lys fra en lygtepæl, en ældre mand i tweedfrakke. Han stryger en tændstik. I et vindue på den anden side af gaden er der nogen, der signalerer tilbage ved at løfte en lampeskærm og sætte den på igen.

Nu kan jeg mærke, at jeg har drukket to store kopper te. Jeg rejser mig, men mit ene ben sover, og jeg må humpe ud. Da jeg kommer tilbage, kryber jeg sammen i stolen med begge ben oppe, så der ikke er noget skød at springe op på. Miss Mis går rundt i cirkler og stirrer på mig. Så hopper hun op for at finde det forsvundne skød.

– Se, siger jeg, ikke noget skød!

Sekundet efter er hun oppe på skulderen og stikker hovedet helt hen til mit, så knurhårene får mig til at nyse. Nu spinder hun på den måde, der betyder mad. Jeg overgiver mig. Lægger bogen fra mig og går ud og hælder en portion Hill's Science Plan med kyllingesmag op.

Da jeg kommer tilbage, ligger hun og snorksover i stolen. Den stol, jeg havde tænkt mig at sidde og læse i.

Miss Mis er her ikke mere. Hun forlod denne planet i februar. Jeg savner min kat.

Solen brager ubarmhjertigt ned over os. Luften er varm og tyk af fugtighed, myggene alt for mange og alt for nærgående, og kviksølvet i termometeret for opadgående. Vi bor halvanden kilometer fra stranden, så hvorfor ikke? På ti minutter bikser vi to lette salater sammen og stopper dem i picnickurven sammen med en skudklar Prosecco fra køleskabet, tallerkener, bestik, servietter og rødternet dug. Der er god plads på parkeringspladsen ved stranden, da vi ankommer, og vi minder hinanden om alt det gode ved den danske sommer, som vi i dette øjeblik sandsynligvis elsker endnu højere end Thøger Larsen, da han digtede om den og gjorde den sangbar. Vi arbejder os op gennem klitterne med skridende sand under fødderne og mellem tæerne, op til den bænk, vi har udset os.

Vi har glemt, at vejrudsigter også opererer med fænomenet vindstyrke

Nu er solen på sit højeste mellem de sparsomme skyer, havet er så tæt på azurblåt, som det kan blive, når det nu er havet omkring Danmark, og her er ingen andre mennesker, så langt øjet rækker, bortset fra os selv og en enlig windsurfer, som i dette øjeblik kæntrer ude på vandet og tilsyneladende kaster sig over dykning i stedet for. Det er først, da vi slår os ned og skal have salaten til at blive liggende på tallerkenerne, at det går op for os, hvorfor her ingen mennesker er. Vi har glemt, at vejrudsigter også opererer med fænomenet vindstyrke, og at det er noget, der bør indgå i ens overvejelser, før man realiserer sine planer om frokost på stranden. Rucolaen flagrer om kap med mågerne. Vi giver op.

Tilbage i vores lukkede have med stillestående luft og en gispende kat i buskadset får vi endelig noget at spise. Proseccoen er blevet lunken, men den er hel i modsætning til salaten, hvoraf halvdelen er borte med blæsten. Vi supplerer med langtidshævet brød og overbærenhed, skåler for vores gode humør og ønsker hinanden tillykke med sommeren. Varmen er stadig kvælende, men ellers ånder alt, hvad der kan ånde, fred og idyl. Under normale omstændigheder ville jeg have rakt ud efter min stråhat og anbragt den på hovedet for at fuldende sceneriet. Det vil sige hvis ikke den lå og vuggede et sted ude på Kattegat.

Man skal aldrig gå af vejen for en pludselig indskydelse. Som nu i går, da jeg var henne i den lokale thai-takeaway for at bestille nr. 8 (mediumstærk) og fik at vide, at der ville gå 10-15 minutter, og jeg derfor trak udenfor for at tilbringe ventetiden i det gode vejr.

Jeg er ikke nogen stor operaelsker, endsige -kender, men jeg har en svaghed for vellayoutede bøger

Her var det, at jeg fik øje på genbrugsbutikken ved siden af thairestauranten og i stedet besluttede mig for at bruge mit uforudsete frikvarter til at tage sortimentet i øjesyn. Derfor kom jeg hjem, ikke bare med nr. 8 (mediumstærk), men også med et stykke lødig kulturhistorie under armen. Opera – dengang, nu, altid er skrevet af Henrik Engelbrecht, som netop har fået overstrømmende anmeldelser over hele linjen for sin nye bog Arven efter Lumbye – musik og musikere i Tivoli 1843-1944.

Operabogen er en underholdende gennemgang med nodeeksempler af 10 europæiske operaer fra de sidste små 300 år – fra Händels Julius Cæsar fra 1724 til Poul Ruders' Tjenerindens fortælling fra 2000. Tiden skrues tilbage til urpremieren: Hvad var det for et samfund, operaen opstod i? Hvad skete der i året for urpremieren? Hvordan var operahusene? Hvilke vilkår havde musikerne? Dirigenten? Sangerne? Hvordan rangerede de i samfundet? Hvordan var økonomien? Der hører også en kortfattet komponistbiografi med, og en nutidig sanger fortæller om sine erfaringer med et af operaens partier. Til sidst bliver de forskellige partier og operaens arier og handlingsforløb gennemgået.

Jeg kan ikke påstå, at jeg er nogen stor operaelsker, endsige -kender, men jeg har en svaghed for vellayoutede bøger, trykt på ordentligt papir. Værket stod mig i hele fem kroner, som jeg selvfølgelig kunne have sparet ved at låne bogen på biblioteket. Det ville bare aldrig være faldet mig ind. Og hvem ved, måske ender jeg nu som operaaficionado?

Dette er ikke min første blog. Sidst jeg bloggede, holdt jeg op, fordi jeg havnede i en identitetskrise. Det gør man undertiden som blogger. Som fx når man står sammen med Madame efter aftensmaden og vasker op, og hun, der er født tretten måneder før mig, siger:

– Du skriver som en gammel mand. Så gammel er du heller ikke ...

Og efter en kort tænkepause:

– ... i hvert fald ikke hele tiden.

Jeg er ikke sikker på, at hun har ret. Faktisk er det tvivlsomt, om jeg nogen sinde har været ung. Hvad lavede jeg, da jeg var i tyverne? Læste, gik i biografen, cyklede og så fjernsyn. Og hvad laver jeg nu? Stort set det samme.

Somme tider er forskellen på et ansigt og en maske ikke så stor

Her i vores del af civilisationen har vi ikke meget til overs for gamle mennesker. Det går ikke an at sige 'det var meget bedre i gamle dage', selv om nogle ting faktisk var en hel del bedre. Det betyder jo, at man er gammel og åbenbart ingenting forstår. Men det er helt o.k. at sige 'jeg føler mig ikke spor gammel.' Det betyder, at selv om man godt ved, at man dåbsattestmæssigt set ikke er rigtig ung, så er man da i det mindste lidt ungdommelig og ved skam nok, hvad det drejer sig om. Jeg gætter på, at 'man er ikke ældre, end man føler sig' er vor tids mest populære kliché i den ældre del af befolkningen.

Men er jeg i virkeligheden yngre, end jeg giver indtryk af at være? Og hvem er jeg egentlig, når alt kommer til alt? Er jeg den samme som den, der blogger på denne plads? Selvfølgelig er jeg ikke det. 'Uffe' her på bloggen er ikke identisk med Uffe. 'Uffe' er en figur, som Uffe har konstrueret. Førstnævnte ligner selvfølgelig sidstnævnte en hel del, for figurer opstår ikke ud af den blå luft, men det er stadigvæk en figur. Han er klogere, end jeg er, og begår ikke så mange fejl. Men alle hans jeg'er er figurer, for ord er som bekendt ikke det virkelige liv.

Ind imellem kan det være ret vanskeligt at skelne mellem de to ting. Da 'Uffe' på en af de tidligere blogs skrev om at snorke (noget gamle mennesker rent statistisk gør mere end unge mennesker), fik Uffe – altså jeg – mange gode personlige råd og kommentarer, selv om ingen kunne vide, om jeg også snorkede, eller om det bare var noget, jeg fandt på, at 'Uffe' gjorde. Det var det tilfældigvis ikke, men jeg var ikke fri for at være irriteret over det, for jeg bryder mig meget lidt om at blive ynket. Men selvfølgelig var det 'Uffe', der blev ynket. Jeg – Uffe – var bare en slags sekretær for ham.

Ikke desto mindre er det en kendsgerning, at når Uffe engang forlader denne planet, gør 'Uffe' også. Så hvis Uffe er gammel, er 'Uffe' det nok også. Og omvendt.

Somme tider er forskellen på et ansigt og en maske ikke så stor.

– Det kunne du jo skrive om på den nye blog, foreslog Madame.

– Nej, svarede jeg. – Man skal være ung for at være så selvoptaget.

Tak, hvis du læste med så langt – håber ikke, du blev forvirret. Ellers kan det måske hjælpe at kigge her.