April har en særlig status her i huset. Det er måneden, hvor de store loppemarkeder i Nordsjælland åbner, og det begynder at krible i Madames fingre – måneden, hvor søndag morgen er forbeholdt jagten på eksklusive udvidelser af garderoben til ingen penge. Jeg har selv tidligere med held deltaget aktivt i razziaerne, men er gået over til at være passiv, loyal ledsager for selskabets skyld. Udbuddet af fristende effekter for voksne hankønsvæsener er blevet stærkt begrænset, medmindre man har en svaghed for rustne svensknøgler og udtjente skruetvinger.

På Holte Loppemarked indledte man sæsonen i år med levende jazzmusik. Det var heldigvis behagelig moderne jazz – ikke den sædvanlige ølmavevariant, der huserer ved havnefester – men der er noget fundamentalt kosmisk, der slår klik, når det er en kvinde, der står og bearbejder kontrabassen. Universet stopper op, fuglene flyver baglæns, og Miles Davis vender sig i graven.

Bassen er det mest machoagtige af alle jazzens instrumenter. Synet af en kvinde, der spiller bas, svarer nogenlunde til at se en kat gå baglæns ned ad en stige – det kan forekomme, men hjernen er i fare for at gå af led. Dertil kommer attituden, som ikke må være for spektakulær, selv om bassisten er den, der styrer hele showet med rytmisk vippende fod og virren med hovedet. Når en mand gør det, er det cool og nonchalant. En kvinde, der står med bassen og groover, får patriarkatet til at vælte ned af barstolen, og hele jazzens image begynder at smuldre. Kort sagt: kønskampens sidste bastion er faldet. I hvert fald i Holte.

Men lød det egentlig ikke meget godt? Jo jo, det gjorde det da ...

LÆST:
Orhan Pamuk: Uskyldens museum
Roman, 2008
Handler om den rige forretningsmand Kemal, hans lidenskabelige kærlighed til underklassepigen Füsun, og hans desperate forsøg på at bevare det lykkelige øjeblik, hun repræsenterer for ham. Samtidig er det historien om det moderne Tyrkiet og om en ny generations søgen efter lykken i et land styret af gamle traditioner.

Richard Osman: Torsdagsmordklubben (The Thursday Murder Club)
Krimi, 2020
I seniorlandsbyen Coopers Chase ånder alt fred og idyl. Livet går sin vante gang, og hver torsdag i puslespilsstuen dyrker fire venner deres passion: Uopklarede mordsager. Men da et brutalt drab ryster vennegruppen, kastes de fire venner ud i en virkelig mordsag og et kapløb med tiden for at fange morderen i deres midte.

Bent Vinn Nielsen: Dysfunktionelle proletarer og rasende god underholdning
2010
Et udvalg af de klummer, Bent Vinn Nielsen har skrevet i dagbladet Information under overskriften Vinn og skæv. Om dagliglivet i Danmark, politik, strømninger og tendenser af alle slags.

Helle Helle: Hafni fortæller
Roman, 2023
Hafni skal skilles. Hun ringer fra en rasteplads til romanens egentlige fortæller, men det er kun Hafni, der taler. Hun har planlagt at fejre sin skilsmisse med en såkaldt smørrebrødsrejse rundt i landet.

SET:
Ekko af kærlighed
Dokumentarfilm, 2023 – dr.dk
En gruppe mænd og kvinder over 80 år fortæller sanseligt og ærligt om tabet af deres livsledsager, og hvordan livet går videre. Perspektiver på kærlighed, ensomhed og døden.
Instruktion: Zara Zerny.

100 år og en sommer
Dokumentarserie, 4 episoder – dr.dk
Serien følger otte friske +100-årige, der på hver sin måde har fundet nøglen til det gode liv.

Mordet på øen (An t-Eilean/The Island)
Britisk krimiserie, 4 episoder – dr.dk
På den skotske halvø Isle of Harris bliver det kvindelige familieoverhoved lady Mary Maclean brutalt myrdet. Efterforskningen bliver en opgave for den ambitiøse politikvinde Kat Crichton, som må ende hjem til Harris, hvor hun stammer fra.

Flugten over havet - Vietnamkrigens danske redningsaktion
Dokumentarfilm – dr.dk
I vietnamkrigens sidste hektiske dage i 1975 reddede en dansk kaptajn og hans besætning over 3000 vietnamesiske bådflygtninge på åbent hav. To af dem lever nu i Danmark og fortæller sammen med besætningsmedlemmer om den dramatiske og rørende redningsaktion.

Ghetto
Dokumentarserie, 2 episoder – TV 2 Play
Om forholdene i Gellerupparken, hvor fire store kriminelle muslimske familieklaner præger bebyggelsen med trusler og vold.

Herfra hvor vi står - 80 år med Niels Skousen
Portrætfilm – dr.dk
Om sangskriveren og skuespilleren Niels Skousen, der har sunget sig gennem hippietiden, været med i skuespil og tv-serier og stadig er aktiv sangskriver.

Arboretet i Hørholm
Omfattende samling af træer og buske fra hele verden

Frilandsmuseet
Et af verdens største og ældste frilandsmuseer

HØRT:
Et kapitel for sig
Podcastserie, 5 episoder – Radio IIII
Interview med videnskabsjournalist Lone Frank om de mest centale begivenheder i hendes liv.

P1 Morgen – P1 21. april 2025
Øjenvidneberetninger fra nogle af verdens mest lukkede lande
– Nordkorea, Eritrea, Saudi Arabien og Turkmenistan.

Så tal dog ordentligt!
Foredrag på Kulturværftet i Helsingør af journalist Kurt Strand om ordentlighed i en offentlig debat præget af mudderkastning.

Nu hvor det er en kendsgerning, at Bjarne Corydon skal være generaldirektør for DR, kan man næsten høre et kollektivt gisp brede sig over landet. Bjarne Corydon? Ham med Goldman Sachs? Ham med budgetterne, der var strammere end en slimfit-skjorte? Ja, ham. Fremtiden er ankommet, og den har jakkesæt på.

Men hvem er bedre egnet til at lede DR i en tid, hvor kultur og samfundssind er lige så forældet som fjernsyn med billedrør? Bjarne Corydon ved, at det ikke handler om at røre folks hjerter – det handler om at holde fast i Excel-arket. Under hans ledelse kan vi endelig få den version af Matador, hvor Maude må effektiviseres væk, og Korsbæk privatiseres i bidder på Nasdaq Copenhagen.

Vi kan se frem til, at Bagedysten bliver sponsoreret af Deloitte, og man skal swipe dankortet for at få adgang til P1 Debat

Hvis nogen kan få DR til at sende hele Melodi Grand Prix som en billig podcast optaget i et kosteskab, er det Corydon. Ingen unødvendige udgifter. Ingen uforståelige kunstprojekter. Bare ren kerneforretning: Nyheder, vejr, og eventuelt et DR Ultra-program produceret med tre rulleøjne og en brugt mobiltelefon.

I en tid hvor DR konstant er en politisk skydeskive – venstrefløjen synes, det er blevet for kommercielt, højrefløjen synes, det er blevet for venstreorienteret, og alle andre bare synes, det er blevet for dyrt – har vi brug for en generaldirektør, der kan få alle parter til at være lige utilfredse. Corydon er perfekt til det. Han er professionel kompromismager. Hvis han kunne få De Radikale og Dansk Folkeparti til at godkende den samme finanslov (hvilket han næsten gjorde), kan han sikkert også få DR's fjender til at brokke sig i enighed.

Under Corydon kan man forestille sig en DR-organisation, hvor programudvikling starter med en SWOT-analyse og slutter med et underskud på nul. Vi kan se frem til, at Bagedysten bliver sponsoreret af Deloitte, og man skal swipe dankortet for at få adgang til P1 Debat. På den måde vil DR blive lige så effektivt, resultatorienteret og sjæleknusende som resten af samfundet.

Hvem kunne være bedre til at lede DR end manden, der solgte nationens infrastruktur, som om det var overskydende habengut på et loppemarked? Men måske er det netop det, vi har brug for. Et DR, der endelig tør stå ved, hvad det er blevet til: En gigantisk forretning, der prøver at gøre alle tilfredse, og hvor direktøren for det hele altid er klar til at holde regnearket frem, hvis nogen skulle finde på at føle noget. En transformation fra fællesskabets radio til Corydon Corporation og et budget, der kan forveksles med et schweizisk urværk.

Med Corydon må vi nok indstille os på, at det bliver stramt, strømlinet og sandsynligvis lidt sjælløst. Men det kan være, at pengene kommer til at passe.

Som jeg skrev indledningvis i dette tilbageblik (der er blevet noget længere, end jeg havde forestillet mig) var det med en vis benovelse, jeg første gang betrådte Radiohuset i Rosenørns Allé: Grønlandsk marmor overalt på gulve og i dørnicher, oksehudsloftet i foyeren, mahognimøbler og funktionalisme for alle pengene. Hele interiøret – møbler, lamper, dørhåndtag – var tegnet specielt til huset i et samarbejde mellem husets arkitekt Vilhelm Lauritzen og møbelarkitekten Finn Juhl, der var ansat på Lauritzens tegnestue. Opførelsen af Radiohuset strakte sig fra 1937 og otte år frem, og særligt interesserede kan fordybe sig her i diverse bygningstekniske finesser, som jeg ikke skal gå i detaljer med.

I stedet vil jeg forsøge at give et indtryk af det liv, der udfoldede sig bag murene, når der ikke blev lavet radio.

Man havde udsigt til musikerne fra Symfoniorkestret, der sad og spiste frokost i kjole og hvidt midt i det hele

En årligt tilbagevendende begivenhed var ællingeflytningen. I en periode var der hvert forår en gråand, som slog sig ned i et indhak på taget til korprøvesalen og byggede rede dér for at ligge på æg i en måneds tid. Det var et sikkert, men ikke videre praktisk sted for ællinger at komme til verden, for der var langt ned fra taget og langt til nærmeste sø – en detalje, andemor åbenbart ikke havde tænkt på og glemte år efter år. Når ællingerne var udklækket og begyndte at vralte rundt på taget, var assistance påkrævet, og de praktiske folk fra teknisk afdeling rykkede ud med stiger, dødsforagt og en papkasse for at bringe and og ællinger i sikkerhed nede på jorden. Herfra blev andefamilien eskorteret næsten en halv kilometer på fortovet hen ad Rosenørns Allé og tværs over den stærkt trafikerede Åboulevard og til sidst lempet ned i Peblingesøen. Efter endt mission kunne redningsfolkene så vende tilbage og underholde om indsatsen for et nysgerrigt publikum i kantinen.

I Radiohusets kantine var der et usædvanligt fællesskab, som rakte ud over arbejdstid og stillingsbetegnelser. Det var her, man mødte talentfulde, engagerede, interessante og underholdende folk fra hele huset og lærte dem at kende på en helt anden måde, end man gjorde, når man bare udvekslede nødvendige faglige informationer. Det var også her, det vrimlede med skuespillere, forfattere og kunstnere af enhver art, og hvor man havde udsigt til musikerne fra Symfoniorkestret, der sad og spiste frokost i kjole og hvidt midt i det hele. Nogle kolleger blev hængende efter arbejdstid og boede nærmest i kantinen. Og ja, der blev drukket en del, og nogle bukkede under af samme grund. Man kunne købe alle tænkelige drikkevarer i kantinen, indtil den famøse generaldirektør Christian Nissen fik sat en stopper for det.

Hele den ene endevæg i kantinen, der både i størrelse og udformning mindede om en badmintonhal med sit buede loft, var dækket af et kæmpemaleri udført af Folmer Bendtsen, som var kendt for at skildre arbejderklassens liv i København med stor autenticitet og social bevidsthed. Maleriet havde titlen Fyraften og skildrede værftsarbejdere med udtryksløse ansigter, der er på vej hjem fra arbejde på B&W og bliver modtaget af deres ventende koner med børn og barnevogne.

Mig bekendt var der ingen i Radiohuset, der brød sig om det maleri, og man kunne fylde en bog med spydigheder

Placeringen af maleriet i kantinen var ikke tilfældig; det skulle minde radiofolkene om, hvem deres målgruppe var, når de sad med madpakken og pilsneren (indtil den blev forbudt). Kunstneren udtalte selv i forbindelse med afsløringen i 1951: 'Jeg har følt det rigtigt at konfrontere de mennesker, der lever og virker i huset, med den hverdag, de er så betydningsfulde for, og som de skal betjene.' Mig bekendt var der ingen i Radiohuset, der brød sig om det maleri (døm selv), og man kunne fylde en bog med de spydigheder, det affødte i frokostpauserne. Yderst til venstre i maleriet ser man en lille pige med sut i munden, og på et tidspunkt var der en af de ældre, ærværdige medarbejdere på Radioavisen, der i et uset øjeblik borede et hul i maleriet, hvor sutten var, og indsatte en rigtig sut. Den forsvandt dog hurtigt, for næste dag var sutten væk; nogen fra de højere luftlag må have taget affære, men historien blev en evergreen.

Som eventuelle læsere vil have fornemmet, var Radiohuset ikke bare et sted, jeg gik på arbejde – det var et sted, jeg var glad for at være. Et sted med sjæl, ganske enkelt. Jeg føler mig heldig over at have arbejdet der, ikke kun fordi huset var smukt, men fordi det rummede en arbejdsånd og en varme, som er svær at sætte ord på. Derfor var det også noget af en omvæltning, da vi flyttede fra Radiohuset, hvor radioproduktion selvsagt fyldte det hele, til DR Byen, hvor radioen blev reduceret til en inferiør niche i et kæmpemæssigt kompleks. Selve bygningerne, der udefra mest af alt lignede hovedsædet i en større international koncern, var ikke uden arkitektoniske kvaliteter, men charmen manglede.

Afslutningsvis – og før jeg bliver for salvelsesfuld – kan historierne om ællingerne på taget og sutten i kantinen passende tjene som påmindelse om, at selv i et stort, offentligt foretagende med et overvældende bureaukrati og stramme regler (og personlige intriger, som jeg behændigt er sprunget over) kan der være plads til menneskelighed, humor og sund disrespekt. Sådan et sted var Radiohuset.

Jeg ville gerne have vist nogle karakteristiske billeder fra Radiohuset, men dels egner dette blogformat sig ikke til det, og dels kommer ophavsrettighederne på tværs. Til gengæld må jeg på det kraftigste opfordre interesserede til at besøge fotografen Rasmus Hjortshøjs website, hvor et væld af smukke billeder er tilgængelige. Faktahungrende læsere kan få deres lyst styret her.

Øvrige afsnit:
1. Mikrofonprøven
2. Jobsamtalen
3. Kollegerne
4. Fra speakertjeneste til udsendelsesredaktion
5. Hvidt program og P1
6. En aften på P2
7. Morgenradio på P3
8. Spots og det løse
9. Den sky guldstemme
10. Nye tider

Da der i slutningen af 1980'erne var begyndt at komme massive krav om besparelser fra politisk side – især fra den borgerlige regering, der ønskede mere effektivitet og 'økonomisk ansvarlighed' i den offentlige sektor, herunder de statslige medier – måtte man gøre noget. Fra et administrativt synspunkt var det nærliggende at rette blikket mod en afdeling, der virkede som en lille stat i staten med et par håndfulde medarbejdere, som ikke producerede et håndgribeligt produkt, men bare fungerede som en blanding af linjevogtere, politimænd og brandslukkere. Hvis der udbrød krig, og hvis der skete en katastrofe, eller der var dødsfald i kongehuset, havde udsendelseslederne ganske vist en funktion, men hvor tit kom man ud for det?

Godt nok var udsendelses-redaktionen rig på excentrikere, men det var heller ikke et ukendt fænomen i program-afdelingerne

Derfor blev beslutningen truffet om at nedlægge afdelingen i 1989. Men problemet var, at der var tale om tjenestemænd i en høj lønramme med tillæg for skæve arbejdstider, der havde krav på fuld løn i tre år, hvis man afskedigede dem – uden at man fik noget for pengene. Løsningen blev at konvertere os til programmedarbejdere og fordele os rundt om i de forskellige afdelinger.

Der var frit valg på alle hylder – næsten. En kombination af individuelle kompetencer, interesser og ønsker afgjorde, hvor vi havnede. Godt nok var udsendelsesredaktionen rig på excentrikere, men det var heller ikke et ukendt fænomen i programafdelingerne, og manøvren forløb forholdsvis smertefrit, da vi blev spredt for alle vinde.

Selv blev jeg tilbudt en stilling i litteraturafdelingen på P1 på grund af min fortid i forlagsbranchen. Men havde jeg lyst til at isolere mig i så smalt og akademisk et miljø som professionel bogorm med udsigt til konstant pligtlæsning? Jeg mindedes med gru dansktimerne i gymnasiet med vidløftige fortolkninger og analyser, som nu ville blive hverdagskost. Og hvor mange ville lytte til det? Var der ikke meget sjovere på P3, som boltrede sig i lyttere, hvor støvlaget ikke var så tykt, og hvor der var plads til mine mere fjollede tilbøjeligheder?

Sandheden var, at jeg nok i virkeligheden var mere interesseret i form og arbejdsproces end i indhold

Sandheden var, at jeg nok i virkeligheden var mere interesseret i form og arbejdsproces end i indhold. Udsendelsesredaktionen havde været den ideelle arbejdsplads for mig, men det var måske alligevel heldigt nok, at jeg blev tvunget til at søge nye græsgange. Fra mine ældre kolleger vidste jeg jo, at man kunne blive ramt af en vis fatigue, når man kunne alle rutinerne i søvne, og der ikke længere pludselig opstod kritiske situationer, som man ikke tidligere havde været ude for, og som krævede hurtig handling. Den let stressende uforudsigelighed med tilhørende adrenalinsus var jo en del af attraktionen ved jobbet. De skiftende arbejdstider og fridage på hverdage, hvor andre arbejdede, havde også deres charme og var spændende, så længe man ikke havde tyngende hjemlige forpligtelser, men det kunne ende med at blive en belastning, hvis man havde en familie at tage hensyn til.

Valget faldt på P3, hvor jeg fortsatte med morgenmusikken, indtil jeg et par år senere lod mig føre videre af kanalens uberegnelige strømhvirvler og ud i de mange forgreninger med et par afstikkere til P1. Men det er en anden historie, som jeg måske en dag vender tilbage til.

Da vi blev overført til programafdelingerne, ville det naturlige have været at gå over på den samme journalistoverenskomst som de fleste af programmedarbejderne. Men en journalistløn er sammensat af en grundløn plus diverse personlige og anciennitetsmæssige tillæg, og eftersom ingen af os havde egentlig journalistisk baggrund, skulle vi begynde helt forfra med løn som en nyuddannet journalist. For at bevare vores løn krævede det så høje personlige tillæg, at Journalistforbundet organisationspolitisk ikke kunne holde til det, så vi fastholdt vores tjenestemandsansættelse. Det kan jeg i dag som pensioneret tjenestemand kun være tilfreds med.

Fem lærerige år med radiofonisk filigranarbejde i udsendelsesredaktionen bag anonymitetens maske blev det til for mit vedkommende – en brøkdel af mit næsten livslange mellemværende med DR. Men det var sjovt, så længe det varede.
Beretningen slutter her, men det ville være grov forsømmelse ikke at nævne rammen om det hele og glæden ved at have arbejdet i et usædvanligt hus med både historie og sjæl. Det gør jeg i morgen og sætter det definitive punktum.

Øvrige afsnit:
1. Mikrofonprøven
2. Jobsamtalen
3. Kollegerne
4. Fra speakertjeneste til udsendelsesredaktion
5. Hvidt program og P1
6. En aften på P2
7. Morgenradio på P3
8. Spots og det løse
9. Den sky guldstemme
11. Radiohuset

Udsendelseslederne blev jævnligt brugt af programafdelingerne til oplæsninger, speaker-introer til radiomontager og lignende, når der var brug for en 'officiel' stemme. Det var aldeles ulønnet arbejde, men talte til forfængeligheden, og samtidig slap afdelingerne for at betale en skuespiller.

Guldstemmen fortsatte med at gå til talepædagog i de mere end tredive år, han var ansat

Men der var en, der var mere efterspurgt end os andre. Han var en af 'de gamle', selv om han ikke var fyldt halvtreds, og havde om nogen den varme, rolige og autoritative stemme, som signalerede 'Danmarks Radio'. Hans baggrund fortonede sig i det uvisse, for han talte aldrig om sig selv og sagde i det hele taget ikke ret meget, når han ikke skulle sige noget i mikrofonen. Man vidste, at han som ung havde læst hos en skuespiller, men formentlig ikke for at blive skuespiller. Dertil var han alt for sky. Men paradoksalt nok fandtes der ikke så få moderat introverte radiofolk, som fik afløb for en slags krypto-ekshibitionistisk behov for at optræde; det kunne man jo på en måde gøre i det skjulte, når det kun var stemmen, man viste frem.

Denne 'guldstemme' var den diametrale modsætning til den tidligere omtalte kollega, som excellerede i at gå totalt uforberedt i studiet. Når han skulle lave en programoversigt, kunne man, ti minutter før han skulle i luften, høre besynderlige lyde udgå fra studiet og se ham gå gestikulerende frem og tilbage bag glasruden. Det var stemmeøvelser og opvarmning til den korte forestilling, programoversigten var. Ingen af os andre kunne finde på at gøre det, og han var den, der havde mindst brug for det.

Taleundervisning hos DR's talepædagoger var ikke obligatorisk, men som professionel stemmebruger var det naturligt at tage imod tilbuddet, og de fleste af os havde været igennem et korterevarende forløb. Guldstemmen fortsatte med at gå til talepædagog i de mere end tredive år, han var ansat.

En andet særkende ved ham var, at han altid gik i det samme tøj. Engang var vi på en tjenesterejse sammen til SR i Stockholm i forbindelse med, at udsendelsesredaktionen havde planer om at omlægge morgenfladen på P1 efter svensk forbillede. Da vi mødtes på Hovedbanegården, bemærkede jeg, at min rejsefælle havde to tasker med. Den ene var den DR-taske, vi allesammen gik rundt med vores ting i, den anden en forholdsvis stor weekendtaske, som jeg regnede med indeholdt hans skiftetøj. Men da vi sad i kupéen, viste det sig, at der ikke var andet end bøger i den. DR-taskens indhold blev jeg først bekendt med, efter at vi havde indlogeret os på hotellet. Da han lukkede tasken op, åbenbaredes en speciel radiomodtager, som han havde medbragt, fordi han var interesseret i at vide, om det var muligt at høre en ganske bestemt tysk radiostation helt oppe i Stockholm.

Der var flere excentrikere i redaktionen, men ikke af hans kaliber.

Øvrige afsnit:
1. Mikrofonprøven
2. Jobsamtalen
3. Kollegerne
4. Fra speakertjeneste til udsendelsesredaktion
5. Hvidt program og P1
6. En aften på P2
7. Morgenradio på P3
8. Spots og det løse
10. Nye tider
11. Radiohuset

Udover afviklingen på de tre radiokanaler havde udsendelses-redaktionen ansvaret for at producere spots – de små teasere for programmer på P1 og P2, som blev lagt ind imellem udsendelserne på P3 og havde til formål at lokke P3-lyttere over på de andre kanaler. Ligesom med glimtene i programoversigterne brugte man højdepunkterne i udsendelserne, men lavede små montager ud af dem, hvor man miksede lyd og speak i samarbejde med en tekniker.

I begyndelsen var vores spots altid hundrede procent loyale over for udsendelserne og tonen i dem. Men på et tidspunkt syntes man, at spotproduktionen trængte til en ansigtsløftning, hvilket formentlig hang sammen med, at radiomonopolet var blevet ophævet, og konkurrencen fra kommercielle stationer bankede på.

Da bussen kom, opdagede jeg, at det var en af mine kvindelige kolleger, der sad ved rattet

Vi, der producerede spots – de ældre udsendelsesledere gjorde ikke – blev derfor sendt på en uges intensivt internatkursus i spotproduktion, som udviklingsafdelingen havde skræddersyet til os, hvor der også var indforskrevet eksterne undervisere fra reklamebranchen. Her lærte vi at lave spots på en helt anden måde, end vi var vant til. Blandt andet var det helt i orden at bruge lyd og effekter, som ikke nødvendigvis havde noget med udsendelserne at gøre, for at skabe større interesse for dem. I begyndelsen var vi meget skeptiske, fordi vi havde den – nogle vil sige arrogante – holdning, at det ikke var nødvendigt at gribe til den slags billige tricks, fordi kvaliteten af DR's programmer hævede sig så højt over andre radiostationers, at man slet ikke kunne tale om konkurrence. Men efter et stykke tid vænnede vi os til at gøre det helt uden skrupler, og vi måtte erkende, at det virkede. Vi fik oven i købet tilbagemeldinger om, at vores spots ofte var mere spændende end selve udsendelserne – hvor heldigt det var, kan man diskutere. Bortset fra det, blev det også sjovere at producere spots, når det pludselig var tilladt at lade fantasien få frit spil. Men snyd var det ret beset.

Når man havde spotvagt, skulle man samtidig passe afviklingen på P3, som blev sendt fra et studie i den anden ende af Radiohuset. P3 sendte kun direkte og var bemandet med studieværter, og derfor var den eneste opgave for udsendelseslederen at for- og afannoncere programmerne og hver hele time 'sige klokken', som var signalet til radioavisen om at gå på. Men selv om det var en overkommelig opgave, var det forstyrrende hele tiden at skulle holde øje med klokken, mens man sad og forsøgte at koncentrere sig om at komponere en original spot. Også på de øvrige vagter mærkede man de personalemæssige sparetiltag. Havde man for eksempel dagvagt på P1, skulle man på et bestemt tidspunkt lige huske at smutte over på langbølgesenderen og læse farvandsudsigter op, ligesom man nogle gange også lige skulle over og afmelde en udsendelse på P2, mens man havde aftenvagten på P1.

Fordi arbejdsopgaverne ikke havde noget som helst med hinanden at gøre, rumsterede de mange forskellige roller lejlighedsvis i underbevidstheden. Engang drømte jeg, at jeg stod på Rosenørns Allé over for Radiohuset og ventede på Linje 2. Da bussen kom, steg jeg op i den, og da jeg skulle til at betale for billetten, opdagede jeg, at det var en af mine kvindelige kolleger, der sad ved rattet.
– Hvad i alverden laver du her? spurgte jeg.
– Det stod i vagtplanen, svarede hun og trak på skulderen.

Øvrige afsnit:
1. Mikrofonprøven
2. Jobsamtalen
3. Kollegerne
4. Fra speakertjeneste til udsendelsesredaktion
5. Hvidt program og P1
6. En aften på P2
7. Morgenradio på P3
9. Den sky guldstemme
10. Nye tider
11. Radiohuset

Morgenvagten på P3 begyndte kl. 5 og bestod af fire times pladevenderi i popmusikkens tegn. Det specielle var, at udsendelseslederne, som havde til opgave at præsentere musikken, ikke selv havde valgt den, fordi musiktilrettelæggelse på P3 var underholdningsafdelingens fagområde og blev varetaget af freelancere, der havde dagarbejde alle mulige andre steder. Det betød, at pladepakken med de 50 vinylplader, der skulle til for at fylde morgenfladen, som regel først var klar sent aftenen inden.

Det tog som regel en hel dag at finde det halvt hundrede plader, der skulle bruges

Med andre ord kendte man som udsendelsesleder i princippet intet til den musik, man helst skulle lyde, som om man havde et forhold til, når man præsenterede den. Mellem pladerne kunne man selvfølgelig altid nøjes med at sige 'Det var ... nu kommer ...', og oplyse, hvad klokken var blevet, men det var både kedeligt for lytterne og utilfredsstillende for en selv. Jeg tog derfor altid ind på Radiohuset kl. 22 aftenen før for at orientere mig i musikken og time forspillene på alle numrene, så jeg vidste præcis, i hvor mange sekunder jeg kunne tale ind over musikken uden at komme i karambolage med sangsolisten.

Ingen forlangte, at man 'talte indover', men dels gav det et bedre flow, dels var der sport i at 'ramme et forspil' – tale helt op til sangen og slutte i samme sekund, som sangen begyndte. Der var formentlig ikke mange lyttere, der bemærkede finessen, bortset fra dem, der sad klar rundt om i landet for at optage numrene til eget brug og fik spoleret optagelsen af speakersnak. Til gengæld gav det point hos de 'rigtige' pladevendere.

Stillingsbetegnelsen ledte tanken hen på en olieindsmurt person i kedeldragt med en værktøjskasse i den ene hånd og en svensknøgle i den anden

Da udsendelsesredaktionen blev opløst, og vi blev konverteret til programmedarbejdere, fortsatte jeg med morgenvagterne på P3 det første par år, men med den forskel, at jeg nu selv tilrettelagde musikken. Det indebar flere times higen og søgen i diskoteket med millioner af plader at vælge imellem. Hvis man fx for afvekslingens skyld ville spille to numre attacca – det vil sige uden pause og speak imellem – var reglen, at slutningen på det første nummer skulle stå i samme toneart som begyndelsen på det efterfølgende nummer. Det kunne der godt gå en halv times tid med at få til at passe sammen, og det tog som regel en hel dag at finde det halvt hundrede plader, der skulle bruges. Dertil kom Koda-listen, som skulle skrives på maskine og indeholde oplysning om kunstner, titel, komponist og varighed for hvert nummer. Det tog endnu en dag, men heldigvis havde vi kun én morgenvagt om ugen. Nu trykker man bare på en knap, en komplet playliste dukker op på skærmen, og indberetningen til Koda sker automatisk.


Meget uhensigtsmæssigt var afviklingsteknikernes vagtskema ikke koordineret med morgenprogrammet på P3. Den første time af morgenmusikken var sidste time af en træt teknikers nattevagt, og derfor var det ikke altid populært, at der skulle fades ned og op på sekundet, når man talte ind over musikken. Man valgte derfor som regel at droppe alle raffinementer indtil vagtskiftet kl. 6, når der dukkede en frisk afløser op.

Den officielle, men misvisende stillingsbetegnelse for afviklingsteknikerne ved knapperne på den anden side af glasruden var 'driftstekniker', som ledte tanken hen på en olieindsmurt person i kedeldragt med en værktøjskasse i den ene hånd og en svensknøgle i den anden. Til daglig kaldte man dem bare teknikere, hvor 'lydtekniker' havde været rigtigere. De var nogenlunde lige mange mænd og kvinder, som alle havde gennemgået DR's egen teknikeruddannelse. Den strakte sig over flere år, så både praktisk og teoretisk var teknikerne solidt funderet i emnet lyd.

Teknikerne var den medarbejdergruppe, man arbejdede tættest sammen med i alt, hvad man foretog sig som udsendelsesleder, og det var en dårlig idé at lægge sig ud med dem, for de havde fat i den lange ende og kunne gøre livet surt for en, hvis det passede dem. Ligesom udsendelseslederne havde de hver deres særheder, som man tog hensyn til, og man lærte dem hurtigt rigtig godt at kende. En af dem har jeg nu været gift med i 39 år.

Øvrige afsnit:
1. Mikrofonprøven
2. Jobsamtalen
3. Kollegerne
4. Fra speakertjeneste til udsendelsesredaktion
5. Hvidt program og P1
6. En aften på P2
8. Spots og det løse
9. Den sky guldstemme
10. Nye tider
11. Radiohuset

I praksis var P1 den vigtigste og mest arbejdskrævende kanal for udsendelsesredaktionen, men den 'fineste' var P2, som udelukkende sendte klassisk musik og kun om aftenen. Her var der forsvindende få, men meget musikkyndige og krakilske lyttere, som reagerede på enhver faktuel unøjagtighed. Derfor blev afviklingen kun betroet de mest erfarne udsendelsesledere og – bortset fra et par undtagelser – kun dem, der havde et musikstudium bag sig.

Der var forsvindende få, men meget musikkyndige og krakilske lyttere, som reagerede på enhver faktuel unøjagtighed

Afviklingen af P2 blev taget hysterisk alvorligt. En yngre kollega var engang under afvikling af klassisk morgenmusik på P1 kommet til at oversætte 'bassoon' i en engelsk tekst på et pladeomslag til 'basun' i stedet for 'fagot', som det skulle have været. Hun opnåede aldrig at få tildelt en vagt på P2.

Jeg husker en aften med en transmission fra en tysk koncertsal, hvor jeg i pauserne mellem musikstykkerne skulle simultantolke speaken fra Berliner Rundfunk. Jeg havde teksten på dansk foran mig, men eftersom transmissionen var direkte, måtte jeg slavisk følge den tyske speaker i hovedtelefonerne og have ørerne på stilke, mens jeg selv speakede. Det gik fint i en times tid, men pludselig kunne jeg høre, at der blev sagt noget helt andet på tysk, end der stod i mit danske manuskript. Han var sprunget i teksten! Heldigvis lykkedes det mig, efter et øjeblik at være slået ud af kurs, at finde frem til det rigtige afsnit og indhente tyskeren. Nu troede jeg, at det hellige grav var vel forvaret, men så billigt skulle jeg ikke slippe; det fortsatte resten af aftenen med sved på panden og prikken i hovedbunden. Jeg sov tungt den nat.

Hvis der kun var et par annonceringer i løbet af en musikaften på P2, blev det pålagt P1-vagten også at stå for dem. Men somme tider skulle der annonceres på samme tidspunkt på begge kanaler, og som P1-vagt måtte man så i god tid sørge for at indtale speaken på bånd, løbe over i P2-studiet, som lå i en anden fløj, og aflevere båndet til afviklingsteknikeren, der sørgede for at afspille det, når der skulle annonceres.

Selv om der var prestige i at afvikle P2, var det den mindst sjove kanal at afvikle. Som regel skete der meget lidt på vagterne, og der hvilede en ubehagelig ærefrygt over hele tilgangen til kanalen, som grænsede til snobberi. Så vidt jeg kan fornemme, gælder det heldigvis ikke længere.

Øvrige afsnit:
1. Mikrofonprøven
2. Jobsamtalen
3. Kollegerne
4. Fra speakertjeneste til udsendelsesredaktion
5. Hvidt program og P1
7. Morgenradio på P3
8. Spots og det løse
9. Den sky guldstemme
10. Nye tider
11. Radiohuset

Udsendelserne blev programsat flere måneder i forvejen, og programplanlægningen udgav i den forbindelse, med nogle ugers mellerum, tre programoversigter vedrørende det samme ugenummer. Den røde oversigt var meget foreløbig og ville med sikkerhed undergå et utal af ændringer inden udsendelsestidspunktet, den blå var også foreløbig, men med færre forventelige ændringer, mens den hvide var den endelige programoversigt og udsendelseslederens vigtigste arbejdspapir. Hvidt program, som det hed i daglig tale, var på adskillige sider og fandtes i to udgaver: én trykt på tyndt papir med tekst på begge sider, og én på meget kraftigt papir med tryk på kun den ene side. Den tynde udgave fyldte ikke så meget, men var risikabel at arbejde med i en direkte programoversigt, fordi man nemt kunne komme til at blande siderne sammen i kampens hede, når der var tekst på begge sider, og risikere at skulle sidde og fumle for åben mikrofon med at vende sider for at finde den rigtige. Den tunge udgave var absolut den mest praktiske at have med at gøre.

Pedanteriet begrænsede sig ikke til den fonetiske del af jobbet

På morgenmødet gennemgik dagvagterne sammen med chefen hvidt program for hele dagen punkt for punkt – pedanteriet begrænsede sig ikke til den fonetiske del af jobbet. Der kunne optræde de mest eksotiske navne i hvidt program, som man aldrig havde hørt om før. Hvilken stavelse skulle trykket lægges på? Skulle man udtale et udenlandsk navn på hjemsproget, eller som det faldt naturligt at udtale det på tillempet dansk, så det ikke kom til at lyde for krukket? Hvilken landsmand var en bestemt dirigent? Hvis det drejede sig om navne fra musikkens verden, rådede redaktionen over en stribe hæfter fra BBC, som angav udtalen med lydskrift, men selv om hæfterne afklarede de fleste tvivlsspørgsmål, havde de ikke svar på alt. Måske var der et ungarsk navn, man ikke kendte, men så var der som regel en kollega et eller andet sted i huset, som enten selv var af ungarsk afstamning eller havde relevante forbindelser, man kunne kontakte og spørge, hvilket man så gjorde.

Efter gennemgangen kunne man tiltræde sin vagt, udstyret med udsendelsesmappen, som ud over hvidt program indeholdt eventuelle sidsteøjebliksrettelser og de færdigmeldinger, programmedarbejderne burde have afleveret. Færdigmeldingerne manglede dog jævnligt, fordi nogle programmedarbejdere betragtede dem som overflødigt papirnusseri, men de sikrede en mere detaljeret omtale i progamoversigterne og annonceringerne, end hvidt program gav mulighed for. En færdigmelding angav desuden udsendelsens nøjagtige varighed i minutter og sekunder, som udsendelseslederen havde brug for at kende. Manglede færdigmeldingen med varigheden, måtte man have fat i båndet med udsendelsen for at skaffe oplysningen.

Han var et sjældent radiofonisk naturtalent, som man lod gå sine egne veje – en hvid elefant

Udsendelserne på P1 var i langt de fleste tilfælde optaget på bånd i forvejen, og de var altid lidt kortere end angivet i programmet, fordi der også skulle være cirka et minuts plads til annonceringerne. Hvis en udsendelse var endnu kortere, var det udsendelseslederens opgave at udfylde tiden. Som regel blev det klaret med småsnak og anbefalinger af senere programmer, men undertiden var hullerne i sendefladen på adskillige minutter, så det kunne blive nødvendigt at udfylde med musik. Til det formål havde man 'pausefiskene' – en reference til de akvariefisk, man viste i fjernsynet som udfyldning. På P1 var pausefiskene båndindspilninger af klassiske musikstykker og jazznumre af varierende længde. Der fandtes et par hundrede af dem i arkivskabe tæt på afviklingsstudiet, og i studiet befandt sig kartoteket over indspilningerne, ordnet efter varighed, så man hurtigt kunne finde udfyldning til huller i sendefladen af en hvilken som helst størrelse.

Programoversigterne skulle fremstå som et lille causeri, ikke en opremsning, og krævede forberedelse, som man havde studietid til, inden man gik i studie 18, P1's afviklingsstudie. Hver oversigt skulle indeholde 2-3 'glimt', det vil sige smagsprøver i form af repræsentative passager af 30-45 sekunders varighed fra de vigtigste udsendelser. Når man havde hentet udsendelserne i båndarkivet, punktlyttede man dem for at finde egnede glimt, som blev overspillet, så afviklingsteknikeren kunne afspille dem under programoversigten på tegn fra udsendelseslederen. Programoversigterne var direkte og skulle vare 5 minutter, hverken mere eller mindre, så det var nødvendigt at 'time' og tilrettelægge dem i alle detaljer.

En af de ældre kolleger forberedte sig aldrig og brugte ikke tid på at finde glimt. Han gik direkte i afviklingsstudiet med hvidt program i hånden og leverede en flydende, formfuldendt oversigt på slap line, men den sluttede altid for tidligt på grund af de manglende glimt. Den resterende tid fyldte han ud med jazzmusik fra en pausefisk, som han fadede i, når de fem minutter var gået – keine Hexerei, nur Behändigkeit! Det var absolut ikke velset, men man anerkendte, at han var et sjældent radiofonisk naturtalent og lod ham gå sine egne veje – en hvid elefant. For at sige det diplomatisk var han desuden storforbruger af våde varer, og han kunne somme tider møde op på en morgenvagt direkte fra en tur i byen, svedglinsende, ildrød i ansigtet og næsten uforståeligt snøvlende. Men i samme øjeblik han satte sig ind i studiet og trak mikrofonnøglen, talte han som ved et trylleslag fuldstændig klart og tydeligt – og den bekymrede afviklingstekniker kunne ånde lettet op.

Øvrige afsnit:
1. Mikrofonprøven
2. Jobsamtalen
3. Kollegerne
4. Fra speakertjeneste til udsendelsesredaktion
6. En aften på P2
7. Morgenradio på P3
8. Spots og det løse
9. Den sky guldstemme
10. Nye tider
11. Radiohuset

Speakertjenesten, der var forløberen for udsendelsesredaktionen, havde den navnkundige forfatter Karl Bjarnhof som leder i 50'erne, hvor han satte sit klare aftryk. Korrekt og knivskarp artikulation, klassisk rigsdansk og et sprog uden slinger i valsen var fundamentet, og Bjarnhofs ideal for en speaker var at lyde som en kontorchef.

Jeg har fået fortalt, at de unge studenterspeakere frygtede den kritiske Bjarnhof, der kunne finde på at terrorisere dem ved at ringe til speakerstudiet få minutter før en programoversigt og sige:
– Jeg lytter!
Han kunne bare have tændt for radioen og lyttet uden at gøre demonstrativt opmærksom på det, men nu kunne speakerne så sidde med den information i baghovedet, mens de forsøgte at koncentrere sig om at levere en fejlfri programoversigt, og vide, at den mindste ukorrekte betoning ville blive registreret og påtalt bagefter.

En blanding af dannet borgerlighed og rolig autoritet var stadig i højsædet, da jeg blev ansat

Studenterspeakerne havde ikke selv ansvaret for afviklingen. Det påhvilede en ældre og mere erfaren 'jourhavende', som herskede enevældigt over speakerne. Det var den jourhavende, der dikterede, hvad der skulle siges og/eller gøres i tilfælde af programmæssige eller tekniske uregelmæssigheder i afviklingen; hvis et bånd eller en plade manglede, hvis en programmedarbejder ikke mødte op til en direkte udsendelse, eller hvis de båndede udsendelser ikke havde den rette varighed, var det jourhavendes opgave at tage stilling til, hvordan problemet skulle håndteres.

Da speakertjenesten blev nedlagt og erstattet af udsendelsesredaktionen, blev de to funktioner slået sammen og varetaget af udsendelseslederne, men de sproglige idealer blev i store træk videreført. Dog var det nogle venligere og mere imødekommende 'kontorchefer' af begge køn, man nu efterspurgte bag mikrofonen, og en blanding af dannet borgerlighed og rolig autoritet var stadig i højsædet, da jeg blev ansat mange år senere.

Jeg blev selvfølgelig ikke sluppet løs i æteren uden videre. Udsendelseslederne havde vagter på alle tider af døgnet og på alle tre kanaler, som havde hver deres rutiner, og indøvelsen foregik ved at følge garvede kolleger på udvalgte vagter. Hvor lang, 'læretiden' var, husker jeg ikke, men jeg husker min første vagt på egen hånd: fornemmelsen, da jeg havde taget hovedtelefonerne på og for første gang trak nøglen*), og bevidstheden om, at nu var der jeg-ved-ikke-hvor-mange tusind mennesker, der hørte, hvad jeg sagde. Den gyldne følelse bagefter, da det var gået godt, ville jeg ønske, at jeg kunne have sat i glas og ramme og hængt op på væggen.

Jeg kunne ikke være i tvivl om, at jeg var ankommet til pindehuggernes paradis

Lige så tydeligt som min ilddåb husker jeg den første efterkritik. Der var ingen, der ringede til studiet og sagde 'jeg lytter' før programoversigten, men til gengæld skulle jeg optage en fem minutters programoversigt på bånd og møde op med den på chefens kontor, så vi kunne gennemgå den sammen. Der kan siges ret mange sætninger på fem minutter, og båndet blev standset efter hver eneste sætning, som nidkært blev dissekeret og bedømt efter rytme, styrke, tempo, betoning og udtale. Jeg oplevede det som én lang gennemhegling, der aldrig ville stoppe, og selv om jeg afslutningsvis fik at vide, at det ikke var så værst på så tidligt et stadium af karrieren, gik jeg temmelig nedbøjet derfra. Kritikken og lektionen i talesprogets spidsfindigheder havde været overvældende, men også fair, lærerig og yderst brugbar, og jeg kunne ikke være i tvivl om, at jeg var ankommet til pindehuggernes paradis.

Et par år senere havde jeg selv en 'ny' kollega på indøvelse. Veteranen Elith Nørreholm havde i mere end 20 år arbejdet i Børn- og Ungeafdelingen og var lige gået på pension. Nu havde han meldt sig som vikar i udsendelsesredaktionen, og det var mit ansvar at lære ham arbejdsgangen på P1 at kende. Han vidste selvfølgelig alt om mikrofonarbejde, så jeg kunne roligt overlade den direkte programoversigt til ham. Radioteatret sendte den dag en dramatisering af Baskervilles hund, og Nørreholm annoncerede: 'Og kl. 16 er det Baskervilles hund, der rykker ud ...' Jeg troede ikke mine egne ører. 'Rykker ud!' Det kunne man måske slippe afsted med i en børneudsendelse, men på P1? Det var en seriøs kanal, hvor den slags stilbrud var aldeles uhørte, og den overfriske formulering ville helt sikkert have udløst et løftet øjenbryn hos chefen.

Men Elith Nørreholm havde en menneskealders anciennitet, og jeg havde haft jobbet i to år. Jeg sagde ikke noget til ham.

*) Fagjargon for at åbne for mikrofonen.

Øvrige afsnit:
1. Mikrofonprøven
2. Jobsamtalen
3. Kollegerne
5. Hvidt program og P1
6. En aften på P2
7. Morgenradio på P3
8. Spots og det løse
9. Den sky guldstemme
10. Nye tider
11. Radiohuset

Den ene af de to stillinger, jeg søgte og ikke fik, fordi de på forhånd var øremærket, var blevet besat af en kvindelig medarbejder, som med en universitetsbaggrund i musik havde været vikar i afdelingen i årevis. Den anden stilling var gået til en cand. mag. i engelsk og dansk, som kom fra kortbølgeradioen, hvor han havde været ansat i otte år, så man kunne ikke fortænke ledelsen i at have valgt de to kandidater frem for en ukendt nybegynder i metieren som mig, der kom ind fra højre.

Personalemæssigt var udsendelsesredaktionen ubestrideligt en blandet landhandel. Ud over de to nyligt ansatte kolleger og den tidligere nævnte dr. phil. kunne afdelingen blandt andet mønstre en tidligere skuespiller og sceneinstruktør, en kandidat i retorik, en operasanger, en skolelærer og en husholdningslærer. Sidstnævnte var datter af en tidligere maskinmester i Radiohuset, og hendes faglige baggrund taget i betragtning kunne man fristes til at tro, at der var tale om nepotisme. Det var ikke tilfældet. Hun havde været studenterspeaker i den tidligere speakertjeneste, og ud over en stemme af guld besad hun en autoritet, der ikke var til at tage fejl af og var dermed selvskreven til jobbet.

Kønsfordelingen i afdelingen var uangribelig; hverken Ligestillingsrådet eller Kvinfo kunne have sat en finger på den

Endelig var der en lille håndfuld andre 'gamle' studenterspeakere, som havde beholdt jobbet – nogle af lyst, andre af nød, fordi de havde valgt et brødløst fag uden udsigt til en anstændig løn. Kønsfordelingen i afdelingen var i øvrigt uangribelig; hverken Ligestillingsrådet eller Kvinfo kunne have sat en finger på den.

Det var mildt sagt en forbløffende oplevelse pludselig at få sat ansigt på alle de stemmer, jeg kendte så godt, og konstatere, at ingen af dem havde et udseende, der svarede til mine forventninger, hverken hvad fysiognomi, korpus eller tøjstil angik; et eksempel på kognitiv dissonans, ville en psykolog måske sige. De eneste fællestræk i den brogede skare var den behagelige stemme og den dialektfrie udtale. De fleste af de mandlige udsendelsesledere var udstyret med, hvad man kunne kalde en lys baryton, mens kvinderne for det meste var mezzosopraner, og naturligt nok var der flere af dem, som uanset baggrund og køn sang i kor i fritiden.

I programafdelingerne lagde man ikke den samme vægt på stemmen. Den var ikke uden betydning, men der var ingen formaliseret mikrofonprøve. Det var ikke umuligt at blive programmedarbejder, hvis man havde en skærebrænderstemme, lød som et rustent søm eller talte nordjysk, hvis man ellers besad kvalifikationer, der overskyggede skønhedsfejlen. Men det var ikke så almindeligt, som det er blevet siden.

Selv om udsendelseslederens stemme i mange tilfælde tilsyneladende bare fungerede som en slags mellemlægspapir mellem udsendelserne, havde den også til formål at binde sendefladen sammen til en harmonisk helhed med velmodulerede annonceringer og overgange. Den kunne sammenlignes med en fagot, der umiddelbart virker ubetydelig i et symfoniorkester, hvor den har til formål at understøtte harmonier i baggrunden uden at tage melodien, men alligevel giver dybde og karakter til orkestrets lyd – for nu at være lidt højstemt.

Men tilbage på sporet: chefen i udsendelsesredaktionen var ikke en af dem, der dyrkede korsang, men spillede klaver og var den eneste i redaktionen, der havde et passioneret forhold til jazz, hvilket dog ikke afholdt ham fra at udfolde sit improvisationstalent på tangenterne til julefrokosterne. Også han var en tidligere studenterspeaker, der havde holdt fast i gelænderet og var steget i graderne. Han havde en embedsekssamen i jura, og på den måde var vi næsten i familie – eller var i det mindste blevet indoktrineret med de samme idéer om, hvordan man greb en opgave systematisk an. Og hvem ved, måske var det i virkeligheden en medvirkende årsag til, at jeg var blevet lukket ind i varmen.

Øvrige afsnit:
1. Mikrofonprøven
2. Jobsamtalen
4. Fra speakertjeneste til udsendelsesredaktion
5. Hvidt program og P1
6. En aften på P2
7. Morgenradio på P3
8. Spots og det løse
9. Den sky guldstemme
10. Nye tider
11. Radiohuset

Egentlig havde jeg et udmærket job som forlagsredaktør, hvor jeg beskæftigede mig med noget, der morede mig, og som jeg syntes, at jeg ikke var helt dårlig til. Jeg var 32 år og havde for længst opgivet drømmen om at komme til at arbejde med radio. Jeg var fuldstændig overbevist om, at det var i forlagsbranchen, jeg hørte hjemme; det var her, jeg skulle fortsætte med at boltre mig resten af min tid på denne planet. Men en dag, da jeg sad i forlagets kantine og spiste frokost, lå der en avis, som nogen havde efterladt på en stol, og da jeg ikke havde andet selskab, tog jeg den op for at skimme overskrifterne. På en af de sidste sider faldt blikket på opslaget:



Det var det stillingsopslag, der genoplivede min skrinlagte radiodrøm og fik mig til at skrive en ansøgning – bare for at se, hvad der skete. Jeg forestillede mig, at stillingerne allerede reelt var besat internt, og opslaget bare var en formalitet, for stillinger i det offentlige kunne ikke besættes uden opslag, det vidste enhver. Jeg fik da også afslag i første omgang, for jeg havde gættet rigtigt i min antagelse om de allerede besatte stillinger, opdagede jeg senere. Men et halvt år efter afslaget modtog jeg invitationen til mikrofonprøve under henvisning til, at man havde noteret sig min interesse.

Efter den veloverståede mikrofonprøve skulle jeg nu til den 'nærmere samtale', jeg var blevet stillet i udsigt. Det måtte være her, jeg skulle demonstrere 'En bred, god orientering inden for samfunds- og kulturliv i vid forstand', som der stod i opslaget. Det mente jeg nok, at jeg med lidt god vilje kunne honorere. Men jeg havde et svagt punkt: klassisk musik, som jeg havde en klar fornemmelse af, at der ville blive lagt vægt på. Jeg var ikke vokset op i et hjem med klaver, men med radiogrammofon, og det var ikke ligefrem Wagner og Stravinsky, der fandt vej til pladespilleren. Min sporadiske viden om klassisk musik begrænsede sig til, hvad man tilfældigvis bliver præsenteret for i gymnasiets musiktimer. Jeg gik derfor op på biblioteket og hjemførte en bog om musikkens historie, som ikke var alt for tyk, og som jeg pløjede igennem dagen og natten før, jeg skulle til samtale.

Jeg var ikke vokset op i et hjem med klaver, men med radiogrammofon, og det var ikke ligefrem Wagner og Stravinsky, der fandt vej til pladespilleren

Da jeg trådte ind i mødelokalet, sad der to kvinder og tre alvorligt udseende mænd, hvoraf den ene var chefen for udsendelsesredaktionen. Efter at præsentationen var overstået – jeg bemærkede til min lettelse, at vi ikke længere var Des – begyndte panelet at bombardere mig med spørgsmål om alt fra litteraturhistorie til samfundsforhold og indenrigspolitik. De stillede også et par spidsfindige spørgsmål om indholdet af forskellige programmer på P1 for at finde ud af, om jeg overhovedet hørte radio, men det var selvfølgelig en smal sag, for det havde jeg nærmest gjort i døgndrift de seneste to uger.

Så langt, så godt. Men nu var vi nået til det ømme punkt. Chefen lænede sig ind over bordet og spurgte med sin sonore stemme og et smil, som ikke var frit for at være en anelse sardonisk:
– Hvor vil du placere Schumann i musikhistorien?
Jeg så på ham, som om jeg var forundret over, at han kunne finde på at spørge om noget så indlysende, og svarede så med et strejf af overbærenhed, idet jeg sendte min biblioteksbog en venlig tanke:
– Han er senromantiker.
Det var formentlig det svar, der gjorde udslaget og sikrede mig den endelige adgang til at sige noget i radioen, selv om jeg på sin vis havde snydt på vægten.

Men der var stadig et stykke vej til målet, for jobbet var ikke en fast stilling. Hver afdeling rådede over et vist antal stillingsnumre, og havde man brug for mere arbejdskraft, end der var stillingsnumre til, måtte man ty til vikaransættelser. Det skete for en måned ad gangen, og af bureaukratiske årsager fik man som vikar ikke altid sin nye månedskontrakt inden næste måneds begyndelse, selv om man figurerede på vagtskemaet. Man kunne altså gå på arbejde i flere dage uden egentlig at være ansat og uden at vide, om man var købt eller solgt.

Det betød, at jeg ikke havde lyst til at sige mit gode, velbetalte job på forlaget op. Der kunne gå år, inden der blev en fast stilling ledig, og i min forholdsvis fremskredne alder havde jeg faste udgifter hver måned. Der blev derfor indgået en aftale om, at jeg indtil videre kun fik aftenvagter bortset fra weekenden, så jeg kunne passe mit forlagsjob om dagen. Jeg havde med andre ord to fuldtidsjobs og havde i realiteten aldrig fri. Det holdt jeg til i et år, indtil jeg måtte indse, at jeg var nødt til at træffe et valg. Der var stadig ingen fast stilling i sigte, men jeg tog chancen og sagde farvel til forlaget, og først halvandet år senere kunne jeg ånde lettet op og kalde mig udsendelsesleder.

Øvrige afsnit:
1. Mikrofonprøven
3. Kollegerne
4. Fra speakertjeneste til udsendelsesredaktion
5. Hvidt program og P1
6. En aften på P2
7. Morgenradio på P3
8. Spots og det løse
9. Den sky guldstemme
10. Nye tider
11. Radiohuset

Nogen sidder på Frederiksberg i et lydtæt rum og taler ind i et stykke metal – men folk i Hjørring, Hørsholm og Hvidovre kan høre det. Mærkeligt og fascinerende. Jeg havde altid drømt om at komme til at arbejde med det mystiske medie, ingen kunne se, men kun høre. Jeg fattede ikke, hvordan det kunne lade sig gøre, og det gør jeg for så vidt stadig ikke rigtig.

Heller ikke hvordan man blev en af de ansigtsløse stemmer, havde jeg nogen anelse om, for der var ingen uddannelse, der førte direkte til svingdøren i Rosenørns Allé og de gådefulde studier i det store, gule, utilnærmelige Radiohus.

Alligevel stod jeg en onsdag i feruar 1984 i den marmorbeklædte forhal og kiggede benovet op mod det gyldenbrune læderloft, mens jeg ventede på at blive kaldt ind til mikrofonprøve i studie 26, hvor det så end var. Receptionisten ville være mig behjælpelig med at finde vej, stod der i indkaldelsen.

Som dreng hørte jeg stemmer – men heldigvis kun de stemmer, der kom ud af radioen og fjernsynet

'Som dreng skar jeg skibe' skrev Johannes V. Jensen i et berømt digt om, hvem han var, hvad han havde taget sig for, og hvad der var hans lyst. Jeg skar ingen skibe som dreng. Som dreng hørte jeg stemmer – men heldigvis kun de stemmer, der kom ud af radioen og fjernsynet. Hvad der blev sagt, interesserede mig mindre end selve stemmerne og måden, de blev brugt på. Jeg var optaget af, der ikke var to stemmer, der var ens, og at stemmen var en næsten lige så præcis identitetsmarkør som et fingeraftryk. Det gik op for mig, at stemmer i sig selv fortæller, hvem vi er, og hvad vi føler. Man kunne høre alt muligt i en stemme: træthed, glæde, en skjult latter. Jeg opdagede også, at stemmen kunne formes, trænes og manipuleres, og når jeg ikke lyttede til stemmer, der strømmede ud af højttaleren, morede jeg mig med at lege nyhedsoplæser ved at læse højt af avisen, mens jeg forsøgte at efterligne mine to favoritter: den stringente, selvsikre Claus Toksvig og den venlige Pedro Biker med den fløjlsbløde stemme. De havde intet tilfælles ud over den efterstræbelsesværdige sprogbehandling, men begge stemmer var sød musik i mine ører.

Måske kom mit gamle tidsfordriv mig til gode den onsdag i februar. Det var ganske vist lidt af en overraskelse, at prøven ikke bare drejede sig om stemmekvalitet, betoning og udtale, men også omfattede tekster på engelsk, tysk og fransk, der var behæftet med grammatiske fejl, som skulle findes og rettes, hvorefter de skulle læses overbevisende op på de respektive sprog: 'Læs teksten op i et afslappet tempo med rolig og fast stemme', formanede vejledningen. Det gjorde jeg så efter bedste evne og med høj puls.

Den nydelige gråhårede herre i islandsk sweater og træsko, der viste mig til rette i studiet og med malmfuld røst og gennemborende blik havde instrueret mig i, hvordan jeg aktiverede mikrofonen, var en anelse skræmmende. Han viste sig, da senere vi blev kolleger, at være godheden selv og havde ud over sit imponerende stemmemateriale en doktorafhandling om Vivaldi i bagagen; der var mange veje ind i det forjættede land.

Der gik en måned, så faldt dommen:

Et bedømmelsesudvalg har lyttet til Deres mikrofonprøve af primo februar. Prøven synes at vise, at Deres stemme er egnet. Jeg beder Dem derfor venligst kontakte mig for en aftale om en nærmere samtale snarest.

Mikrofonprøven var med andre ord kun første led i ansættelsesprocessen, og ud over at jeg var fornærmet over den forbeholdne formulering 'synes at vise' (du skal ikke tro, at du er noget), fik jeg travlt med at prøve at regne ud, hvad 'en nærmere samtale' mon gik ud på.

Som det fremgår, er jeg kommet til at tage hul på en slags erindringer, og anledningen er selvfølgelig DR's 100 års jubilæum. Mange har delt deres personlige fortællinger fra et arbejdsliv i Danmarks største mediehus, og nu tillader jeg mig altså at supplere med et beskedent bidrag. Det bliver hverken en panegyrisk festtale eller en endeløs lidelseshistorie, bare et forsøg på at give et forhåbentlig ikke alt for søvndyssende indblik i, hvordan det er at være et mindre tandhjul i et komplekst, foranderligt og til tider uigennemskueligt maskineri. Måske kan jeg tegne et andet billede af den berømmede og udskældte institution, som mange har en mening om, men de færreste kender indefra, og dermed efterlade et indtryk af en arbejdsplads, der både kan være frustrerende, fantastisk og fuld af forunderlige øjeblikke.

Jeg har ingen idé om, hvor mange indlæg der kommer ud af det, eller hvor regelmæssig udgivelsesfrekvensen bliver, men jeg lover, at det ikke bliver et evighedsprojekt.

Øvrige afsnit:
2. Jobsamtalen
3. Kollegerne
4. Fra speakertjeneste til udsendelsesredaktion
5. Hvidt program og P1
6. En aften på P2
7. Morgenradio på P3
8. Spots og det løse
9. Den sky guldstemme
10. Nye tider
11. Radiohuset

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er forsanger i det hylekor, der jamrer over alle de engelske og amerikanske ord og udtryk, der har indtaget vores sprog. Men er der noget at gøre ved det? Det mener Det Konservative Folkeparti åbenbart. De vil indføre en sproglov, der skal sørge for, at det danske sprog ikke hopper med på alle mulige internationale sprogtrends, der sniger sig ind i dansk gennem streamingtjenester og alt det content, vi ser, når vi scroller på sociale medier. Til det formål skal der nedsættes et sprogråd, der foreslår fordanskninger af nye fremmedord og udtryk. Hvordan man vil håndhæve loven i praksis, og hvad konsekvensen skal være, hvis man forbryder sig mod loven, melder historien ikke noget om, men man kan jo altid gætte:

At lave en lov, der skal styre sproget, svarer til at prøve at stoppe en flodbølge med en si

Sprogrådet skal selvfølgelig bestå af de skarpeste hoveder inden for dansk sprog, sandsynligvis en gruppe bebrillede dansklærere (minimum styrke ±3), en folkekær forfatter og en tyndhåret professor fra hvert af universiteterne. Rådsmedlemmerne mødes hver uge i Klunkehjemmet på Nationalmuseet og bliver enige om, at det ikke længere hedder en 'smartphone', men en 'snildtelefon'. 'Streaming' bliver til 'strømning', men hvad med 'influencer'? Der er ikke konsensus om at erstatte det med 'påvirker', så her er man nødsaget til at nedsætte et hurtigtarbejdende udvalg, der forventes at fremlægge en betænkning om mulighederne senest i år 2030.

Til at håndhæve loven oprettes Sprogpolitiet – en eliteenhed bestående af pensionerede bibliotekarer og harmdirrende læserbrevsskribenter, der har fået 12 i dansk til studentereksamen. Bevæbnet med røde kuglepenne vil de afpatruljere gaderne, klar til at irettesætte enhver, der vover at sige 'content' i stedet for 'indhold'. De vil infiltrere caféer, hvor de vil konfiskere alle mobiltelefoner, der bliver omtalt som 'smartphones' Og hvis nogen drister sig til at sige 'awesome' i stedet for 'storartet', vil vedkommende uden tøven blive afkrævet en fortalelsesafgift.

Den, der gentagne gange overtræder sprogloven, vil blive stillet for Den Danske Ordkløverdomstol. Straffen vil blive udmålt efter forseelsens grovhed:

1. Milde forseelser – fx at sige 'e-mail' i stedet for 'e-post': En reprimande og tvungen højtlæsning af Søren Kierkegaards Frygt og Bæven.
2. Mellemstore forseelser – fx at bruge 'selfie' i stedet for 'selvportræt': En uge uden adgang til sociale medier og tvungen indmeldelse i Modersmål-Selskabet.
3. Alvorlige forseelser – fx at sige 'fake news' i stedet for 'fupnyheder': En uges eksil i en jysk landsby uden adgang til internettet.

Herefter vil Danmark blive et sprogligt paradis, og turister, der besøger landet, vil få udleveret en lille ordbog, så de ikke utilsigtet kommer til at overtræde loven.

Jeg tror, at Det Konservative Folkeparti er udmærket klar over, at det ikke kan lade sig gøre at regulere sprogudvikling gennem lovgivning. Det drejer sig nok mest om stemmefiskeri. At lave en lov, der skal styre sproget, svarer til at prøve at stoppe en flodbølge med en si. Sprog udvikler sig af sig selv, fordi folk taler, som det passer dem. Held og lykke med at fortælle teenagerne, at de ikke må sige 'cringe' eller 'random'. Eller prøv at forbyde alle andre at sige 'computer' og 'weekend'. Mennesker tager simpelthen de ord til sig, der er mest nærliggende, og det kan ingen lov ændre på. Der er kun én løsning, der kan dæmme op for den eskalerende engelsk-amerikanske sproginvasion, og det er et langtidsprojekt: Bedre danskundervisning. Ellers er der ikke andet at gøre end at forsøge at holde sin egen sti ren.

Som nogle måske vil have bemærket, fører jeg min egen lille sprogkrig under blogindlæggene. Den går ikke ud på at bekæmpe udanske ord, men på at gøre opmærksom på forkert sprogbrug (når Dansk Sprognævn nu ikke vil). Det er noget andet, men det er nøjagtig lige så udsigtsløst som at forsøge at forvise engelske og amerikanske ord og udtryk fra dansk. Jeg forestiller mig med andre ord ikke, at jeg kommer nogen vegne med mit sproglige pindehuggeri, men måske vil der være nogle, der opdager noget, de ikke har tænkt over. Bortset fra det, er formålet selvfølgelig ikke mindst at få afløb for mine egne sproglige idiosynkrasier, og hvis det kan glæde nogen, er jeg efterhånden ved at være nået til bunds i dem.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'et skriv'. Det hedder 'en tekst'.

April begynder som bekendt med en dag, hvor det er fuldt ud acceptabelt at lyve folk lige op i ansigtet. 1. april er dagen, hvor vi beslutter os for at tage fusen på hinanden og lade som om, vi synes, det er sjovt. Den skælmske onkel hvisker en i øret, at han er blevet forlovet med Birthe Kjær, og de har planer om at flytte til Australien, og aviserne meddeler, at Metroen nu har fået en ny rute direkte til Møn. Men selv om en aprilsnar som regel er så gumpetung, at de fleste gennemskuer den med det samme, skal der alligevel nok være et par stykker, der hopper på, at Kong Frederik har skiftet karriere til professionel fodboldspiller. Jeg kunne være en af dem.

Lad os gå let hen over vejret i april, for april er vejrgudernes egen aprilsnar

Aprilsnar er heldigvis begrænset til en enkelt dag. Men så let slipper vi ikke for løjerne, for senere på måneden kommer påsken. Det er den tid, hvor vi lader som om, vi forstår, hvad de forskellige helligdage betyder. De fleste har nok en vag fornemmelse af, at der er noget religiøst involveret, men hvorfor hedder det egentlig skærtorsdag? Efter sigende markerer dagen den sidste nadver, men for de fleste markerer den bare starten på en lang weekend fyldt med overdådige frokoster og uigennemskuelige traditioner med påskeharer og chokoladeæg gemt rundt om i haven. Langfredag er dagen, hvor Jesus blev korsfæstet, men den er så kedelig og dyster, at den primært bliver brugt til at brokke sig over, at alting har lukket. Påskesøndag fejrer vi Jesu opstandelse, men for de fleste er det mere en restitutionsdag efter påskefrokosten. Anden påskedag fungerer som en uventet bonus, hvor ingen helt ved, hvorfor vi har fri, men ingen stiller spørgsmål, fordi en ekstra fridag altid er velkommen.

Lad os gå let hen over vejret i april, for april er vejrgudernes egen aprilsnar. Men selv om april er lunefuld, er den også en forsmag på den tid, vi alle har ventet på: Foråret, sommerens spæde begyndelse og det nærmeste vi kommer en følelse af ubetinget lykke i Danmark. I hvert fald indtil juli oprinder, og det regner hele tiden.

Lav, men behagelig musik til april