April har en særlig status her i huset. Det er måneden, hvor de store loppemarkeder i Nordsjælland åbner, og det begynder at krible i Madames fingre – måneden, hvor søndag morgen er forbeholdt jagten på eksklusive udvidelser af garderoben til ingen penge. Jeg har selv tidligere med held deltaget aktivt i razziaerne, men er gået over til at være passiv, loyal ledsager for selskabets skyld. Udbuddet af fristende effekter for voksne hankønsvæsener er blevet stærkt begrænset, medmindre man har en svaghed for rustne svensknøgler og udtjente skruetvinger.
På Holte Loppemarked indledte man sæsonen i år med levende jazzmusik. Det var heldigvis behagelig moderne jazz – ikke den sædvanlige ølmavevariant, der huserer ved havnefester – men der er noget fundamentalt kosmisk, der slår klik, når det er en kvinde, der står og bearbejder kontrabassen. Universet stopper op, fuglene flyver baglæns, og Miles Davis vender sig i graven.
Bassen er det mest machoagtige af alle jazzens instrumenter. Synet af en kvinde, der spiller bas, svarer nogenlunde til at se en kat gå baglæns ned ad en stige – det kan forekomme, men hjernen er i fare for at gå af led. Dertil kommer attituden, som ikke må være for spektakulær, selv om bassisten er den, der styrer hele showet med rytmisk vippende fod og virren med hovedet. Når en mand gør det, er det cool og nonchalant. En kvinde, der står med bassen og groover, får patriarkatet til at vælte ned af barstolen, og hele jazzens image begynder at smuldre. Kort sagt: kønskampens sidste bastion er faldet. I hvert fald i Holte.
Men lød det egentlig ikke meget godt? Jo jo, det gjorde det da ...
Orhan Pamuk: Uskyldens museum
Roman, 2008
Handler om den rige forretningsmand Kemal, hans lidenskabelige kærlighed til underklassepigen Füsun, og hans desperate forsøg på at bevare det lykkelige øjeblik, hun repræsenterer for ham. Samtidig er det historien om det moderne Tyrkiet og om en ny generations søgen efter lykken i et land styret af gamle traditioner.
Richard Osman: Torsdagsmordklubben (The Thursday Murder Club)
Krimi, 2020
I seniorlandsbyen Coopers Chase ånder alt fred og idyl. Livet går sin vante gang, og hver torsdag i puslespilsstuen dyrker fire venner deres passion: Uopklarede mordsager. Men da et brutalt drab ryster vennegruppen, kastes de fire venner ud i en virkelig mordsag og et kapløb med tiden for at fange morderen i deres midte.
Bent Vinn Nielsen: Dysfunktionelle proletarer og rasende god underholdning
2010
Et udvalg af de klummer, Bent Vinn Nielsen har skrevet i dagbladet Information under overskriften Vinn og skæv. Om dagliglivet i Danmark, politik, strømninger og tendenser af alle slags.
Helle Helle: Hafni fortæller
Roman, 2023
Hafni skal skilles. Hun ringer fra en rasteplads til romanens egentlige fortæller, men det er kun Hafni, der taler. Hun har planlagt at fejre sin skilsmisse med en såkaldt smørrebrødsrejse rundt i landet.
Ekko af kærlighed
Dokumentarfilm, 2023 – dr.dk
En gruppe mænd og kvinder over 80 år fortæller sanseligt og ærligt om tabet af deres livsledsager, og hvordan livet går videre. Perspektiver på kærlighed, ensomhed og døden.
Instruktion: Zara Zerny
100 år og en sommer
Dokumentarserie, 4 episoder – dr.dk
Serien følger otte friske +100-årige, der på hver sin måde har fundet nøglen til det gode liv.
Mordet på øen (An t-Eilean/The Island)
Britisk krimiserie, 4 episoder – dr.dk
På den skotske halvø Isle of Harris bliver det kvindelige familieoverhoved lady Mary Maclean brutalt myrdet. Efterforskningen bliver en opgave for den ambitiøse politikvinde Kat Crichton, som må ende hjem til Harris, hvor hun stammer fra.
Flugten over havet - Vietnamkrigens danske redningsaktion
Dokumentarfilm – dr.dk
I vietnamkrigens sidste hektiske dage i 1975 reddede en dansk kaptajn og hans besætning over 3000 vietnamesiske bådflygtninge på åbent hav. To af dem lever nu i Danmark og fortæller sammen med besætningsmedlemmer om den dramatiske og rørende redningsaktion.
Ghetto
Dokumentarserie, 2 episoder – TV 2 Play
Om forholdene i Gellerupparken, hvor fire store kriminelle muslimske familieklaner præger bebyggelsen med trusler og vold.
Herfra hvor vi står - 80 år med Niels Skousen
Portrætfilm – dr.dk
Om sangskriveren og skuespilleren Niels Skousen, der har sunget sig gennem hippietiden, været med i skuespil og tv-serier og stadig er aktiv sangskriver.
Arboretet i Hørholm
Omfattende samling af træer og buske fra hele verden
Frilandsmuseet
Et af verdens største og ældste frilandsmuseer
Et kapitel for sig
Podcastserie, 5 episoder – Radio IIII
Interview med videnskabsjournalist Lone Frank om de mest centale begivenheder i hendes liv.
P1 Morgen – P1 21. april 2025
Øjenvidneberetninger fra nogle af verdens mest lukkede lande
– Nordkorea, Eritrea, Saudi Arabien og Turkmenistan.
Så tal dog ordentligt!
Foredrag på Kulturværftet i Helsingør af journalist Kurt Strand om ordentlighed i en offentlig debat præget af mudderkastning.
”BAS” betyder (også) i sundhedsmæssig forstand ”Behandling af selvskade” og matriklen for behandling findes på Glostrup Hospital og dækker Region H. Men selvskade kan også ses økonomisk, især ”ludomani” er en alvorlig diagnose.
Måske findes der også en fætter-kusine betegnelse for ludomani, når det kommer til kundeaktiviteter på de anseelige genbrugsmarkeder, der med årene er skudt op i DK. I mine sociale cirkler kendes personer, der dels har total besat deres pænt store matrikel (hus og diverse garager) med genbrug, dels genbruger deres (fyldte) trailere i højsæsonen. Ølvom eller Mobilepay, begejstringen er sjælden selvlysende. ”Hvad der er sparet, er tjent!” i denne merkantile cirkulære proces, hvor kun transportøkonomien ikke er genstand for genbrug.
Anderledes genbrug er det varierede kulturelle pensum, som en del af april 2025-forbruget afslører i digital dokumenteret version ved månedsskiftet på denne kvalitetsblog. ”Flugten over havet” blev (også) set af kommentatoren, mest fordi min nære vietnamesiske købmand er et ægte sandhedsvidne fra medio 1970´erne.
Og apropos ”sandhed”: Jeg eeeeelsker bassen i næsten alle varianter!
Jeg morede mig over din beskrivelse af og holdning til kvindelige bassister 😂
Og så ville jeg ønske, at du gav dine bøger, lytteriet og kiggeriet stjerner fra 1-5. Jeg ved godt, det ikke er anmeldelser, blot en opremsning, men det kunne være så hyggeligt at få din mening om dine forskellige oplevelser.
Jeg mangler den sidste af Osmans bøger og glæder mig til at se, om filmatiseringen af den første kan leve op til forventningerne.
@Erik Hulegaard: Genbrug er (desværre, set fra genbrugshajens synsvinkel) ved at blive så populært, at der bliver længere og længere mellem snapsene, især på herresiden som nævnt i indlægget. Men ellers består kunsten at gå på loppemarked i ikke at falde for fristelsen til at at købe noget, man dybest set ikke har brug for, udelukkende fordi det er så billigt, at man har fornemmelsen af at snyde sig selv, hvis man lader være. Jeg vil mene, at Madame har forstået at forfine denne disciplin.
Med hensyn til lister har jeg aldrig som hussstandens anden beboer været medlem af Listeristisk Trossamfund og har aldrig dyrket listeskrivning frivilligt. Men efter at være holdt op med at arbejde og have hele dagen til fri disposition kan jeg mærke behovet for at overbevise mig selv om, at jeg ikke bare lader tiden smuldre væk. De månedlige lister er med andre ord først og fremmest til eget psykoterapeutisk brug, men hvis andre kan bruge dem som inspirationskilde, er de naturligvis velkomne
@Ellen: Jeg er selv altid skeptisk med hensyn til anmeldelser og anbefalinger, fordi mennesker har så forskellig smag. De bøger, jeg oplister her, er allesammen nogle, jeg selv har fundet læseværdige. I løbet af en måned kommer jeg desværre også til at læse en masse skrammel, som jeg ærgrer mig over at have spildt tid på, og som jeg ikke vil være bekendt at skrive på listen.
Med hensyn til denne måneds liste har jeg dog et lille forbehold: Helle Helle skriver indiskutabelt godt og høster derfor altid overstrømmende anmeldelser, men hendes stil med ultrakorte sætninger, der spænder ben for læserytmen, både irriterer mig og keder mig gudsjammerligt.
Ja ja, så fik du alligevel en slags anmeldelse :)