#24 DEN KEDELIGE JULEKALENDER
– fragmenter af hverdagen



Det plejer at være sådan, at den 24. låge i en julekalender er en overraskelse. Det kan jeg nok ikke leve op til, medmindre det kan kaldes en overraskelse at skifte fortælleform fra dramatisk præsens til kedsommelig imperfektum. Men sådan bliver det. Til gengæld vil jeg forsøge at tryllebinde jer med en autentisk historie fra min barndoms jul i forne tider, som samtlige medlemmer af min omgangskreds kender til bevidstløshed, men som de forhåbentlig er høflige nok til at få repeteret uden at kny, hvis de læser med.

Sidder I godt, allesammen? Så kan vi begynde:

Da jeg var dreng, holdt vi altid jul på min morbrors herresæde i Nordsjælland. Det vil sige, ret beset var det en nedlagt landsbyskole, men min morbror, som var major og gammel frihedskæmper, havde en svaghed for alt hvad der var britisk og yndede at føre sig frem i engelsk landadelstil, og han havde brugt adskillige år på at omdanne skolen til et manor house. Blandt de mere kuriøse tiltag var to påfugle, der spankulerede frit omkring på ejendommen, sådan som man brugte på engelske godser. Den ene af dem hed for resten Roald Amundsen, fordi den af en eller anden grund var blevet opgivet som ikke-levedygtig, mens den endnu lå i ægget, hvorfor den midlertidigt var blevet anbragt i et køleskab. Men mod alle odds overlevede den altså kuldegraderne og gjorde sig på den måde fortjent til det stolte navn.

Der var selvfølgelig også stil over juleaften. Påklædningen var smoking og lang kjole, og inden middagen samledes vi i skolestuen til en lille højtidelighed, hvor lyset blev dæmpet, og der blev skænket vin i glassene, hvorefter vi andægtigt lyttede til Mahalia Jacksons udgave af Silent Night, Holy Night og ønskede hinanden glædelig jul. Først da kunne vi gå til bords, og det siger sig selv, at middagen stod på engelsk julekalkun all inclusive.

Én jul står særlig klart i min erindring:

Da Mahalia Jackson var færdig med at synge, og vi havde skålet, meddelte min morbror, at der var opstået et mindre problem, eftersom årets kalkun var så stor, at den ikke kunne være i ovnen. Derfor var han nødsaget til at køre til Ganløse og hente en større ovn hos en smed, som han efter mange forhindringer havde fundet frem til, og som havde været så venlig at gå med til at låne sin ovn ud til en vildfremmed denne højhellige aften.

Herefter kørte min morbror og min far af sted i min morbrors Mercedes 190 SL med opslået kaleche, hvor der lige nøjagtig var plads til to smokingklædte herrer. Hvordan smeden i Ganløse så ud i ansigtet, da de ankom, melder historien ikke noget om, men efter en times tid var ovnen i hus, og kalkunen kunne til alt held lige nøjagtig være i ovnen.

På det tidspunkt var klokken allerede mange, og da kalkunen skulle have adskillige timer i ovnen, måtte vi arbejde os igennem juleritualet i omvendt rækkefølge. Desværre forløb kalkunstegningen ikke helt planmæssigt. Sideløbende med gaveudpakningen og nøddeknækningen gik min tante med jævne mellemrum ud og tilså ovnen, men det var, som om den var blevet kold, hver gang hun kom ud i køkkenet. Da hun så havde stået og kigget ind i ovnen et stykke tid, begyndte den så småt at blive varm igen. Det gentog sig nogle gange, men først efter et par timer blev mysteriet opklaret: Den lånte ovn var sat til med en snydeprop i køkkenets loftsbelysning, og hver gang min tante forlod køkkenet, slukkede hun naturligvis lyset – og dermed ovnen.

Julemiddagen kom på bordet et godt stykke tid efter midnat. Vi åd hele det overdimensionerede dyr.

Glædelig jul ønskes alle mine tre læsere – af mig og Mahalia.

Kategori: . Bookmark permalink.

13 svar på #24 DEN KEDELIGE JULEKALENDER
– fragmenter af hverdagen

  1. Eric Bentzen skriver:

    Det må være rekord i kombineret interval- og langtidsstegning.
    Tak for kalenderen hvor den iførte kedelighed var som kejserens nye klæder.

  2. Erik Hulegaard skriver:

    Blogejerens barndom faldt tidsmæssigt sammen med den danske efterkrigstids tsunamiske begejstring for alt angelsaksisk (og i nogen grad amerikanske) i lutter taknemmelighed over den danske befrielse i 1945. Sindbilledet på anti-BREXIT.

    Derfor forekommer det beskrevne sceneri også uhyre logisk. Man fornemmer med laserlys-agtig klarhed M´erne: Major, Moustache, Manor House, Merry Christmas, Mood, Mahalia Jackson, Melodrama, Monokel, Modus Vivendi og samtidig alle Mystery-familiehemmelighederne, der lå skråparkeret i Memory.

    Den smukke gamle sofa med det efterhånden slidte hestehårsbetræk, fra en tid hvor butleren og ordet ”Sir” havde været en selvfølge, blev nænsomt udfordret af de to køns skræddersyede tekstiler i varieret gramvægt. Det smukt dækkede bord åbenbarede engelsk fajance porcelæn og tungt tretårnet sølvbestik og varmen fra de tunge kandelabre remplacerede nutidens termostater.

    Blogejeren har i voksenudgave måske et mini-ordenskapitel med nedarvede metalgenstande og tilsatte bånd fra den tid, der kan betragtes, medens det næste kapitel læses.


    Hverdagslivets hændelser har gennem 24 eksemplificerede versioner været serveret på denne blog i december 2020. De har været penslet over med humor, iklædt verbale kreationer og været udsat for dybdemassering af detaljens dna.

    Og væsentligt i denne kontekst har kommentatoren og sikkert mange andre læsere værdsat de helt særlige 24 afsendte radiobølger, snittet til i digital uniformering på professionel vis af en ægte gammel håndværker i faget.

    Very best for en Corona-fri og individuel vellykket juletid e. o. for blogejeren, Madame, Bella og Hannibal.

  3. Uffe Jerner skriver:

    @Eric Bentzen: Den sammenhæng i stegeteknikken var jeg ikke selv kommet på :) Og selv tak!

  4. Uffe Jerner skriver:

    @Erik Hulegaard: Mange tak for den virtuose julekalenderanmeldelse og den stemningsfulde og præcise beskrivelse af fortidens domestikke forhold, som M'er (undskyld!) af kommentatorens sproglige fantasi.

    Ét M er dog – formentlig med fuldt overlæg – forbigået i tavshed, eftersom det passer dårligt ind i fortællingen om min excentriske morbrors anglofile præferencer: Mercedes. Her må man tale om manglende konsistens, for hans biler var altid af dette hæderkronede tyske mærke. De havde alle på frontgitteret monteret et af min onkel på bestilling fremstillet forkromet skilt med navnet Scharnhorst, som den historiekyndige kommentator vil vide var den tyske krigsmarines slagskib, der blev sænket i Barentshavet den 26. december 1943 af britiske styrker i slaget ved Nordkap. Vejene i menneskets sind er uransagelige!

    Jeg skal med stor glæde overbringe de gode juleønsker til de respektive adressater, og jeg indkasserer med taknemmelighed dem, der er tiltænkt mig selv. Ønskerne er naturligvis gengældt!

  5. Henriette skriver:

    Snydeprop! Den historie glemmer jeg aldrig og den bliver ikke ringere af en genfortælling, måske fordi jeg har en særlig veneration for engelske julekalkuner :-)
    Glædelig jul herfra!

  6. Ellen skriver:

    Tak for 24 yderst underholdende indhold bag kalenderlågerne. Jeg sagde jo lige fra starten, at jeg glædede mig, og jeg er ikke blevet skuffet :-)
    Og nu ved vi alle, hvor din glæde for alt engelsk stammer fra :-D
    Får I stadig kalkun til jul? Man kunne jo nøjes med lårene, hvis man bare er to plus en kat ;-)
    Glædelig jul til jer!

  7. Uffe Jerner skriver:

    @Henriette: Tak for din overbærenhed – også glædelig jul til dig :)

  8. Uffe Jerner skriver:

    @Ellen: Tak for de pæne ord! Jeg tænkte nok, du ville drage den konklusion med hensyn til min svaghed, og måske har du ret – og nej, det er slut med kalkunsteg :)

    Glædelig jul også til jer!

  9. Mia Folkmann skriver:

    Din kedelige julekalender er alt andet end kedelig! Selv om jeg havde læst en del af afsnittene før, forhindrede det mig ikke i at hulke af grin visse steder ;-) Glædelig jul!

  10. Uffe Jerner skriver:

    Mia Folkmann: Mange tak, og i lige måde!

  11. Dax2 skriver:

    Hvis det ikke var for smeden, så var det da i den grad en "kedelig historie", men ak, kedeligheden er nødvendig, somme tider slapper man bedre af, når man kan kede sig.

    Måske ville jeg have skåret noget af kalkunen, men så var der jo ikke blevet en historie ud af det.

    Sikken en sjov morbroder!

  12. Uffe Jerner skriver:

    @Dax2: Brystbenet var for højt ... og det ville også have været et sørgeligt syn med en kalkun, der var skamferet allerede ved serveringen! Det ville være utænkeligt for en æstetiker som min morbror :)

  13. Tingats skriver:

    Inspirerende at følge din kedelige julekalender.
    Hvad var det for radioprogrammer, du lavede i radioen?

Skriv en kommentar