Restauranten er mondæn, og selv om der er mange gæster, er her næsten tyst. To tjenere cirkulerer lydløst rundt mellem bordene og bliver på skift opslugt og udklækket af en svingdør bagest i lokalet. Der føres lavmælte samtaler ved bordene, og det er ikke muligt for mig at høre, hvad der bliver sagt ved bordet ved siden af mit, selv om det kun er en meter væk.

Helt tilfældigt går samtalen pludselig i stå samtidig ved samtlige borde, og der bliver fuldstændig stille i restauranten. Selv den obligatoriske lyd af knive og gafler mod tallerkener er fraværende.

Så er der en af gæsterne, der nyser. Ikke et almindeligt nys, men et ubetvingeligt, hæmningsløst nys, der lyder som en mellemting mellem et spontant latteranfald og et hjerteskærende angstskrig. Ved et rundt bord sidder en ung kvinde i selskabskjole mellem tre andre personer og snapper efter vejret. Så kaster hun hovedet bagover og nyser én gang til, denne gang endnu mere gennemtrængende end før. Ingen af gæsterne ved de andre borde lader sig mærke med noget.

Et øjeblik efter høres igen knive, gafler og summende stemmer.