Jeg trykker på 'Sort Kaffe Stor' på benzintankens kaffemaskine, der er opstillet tæt ved ind- og udgangen. En kværn går i gang, og kort efter begynder det at dampe ud af de to dyser og dryppe ned i det papkrus, jeg har anbragt under dem. Det går langsomt, men duften er liflig, og jeg glæder mig allerede til at tage en kop nybrygget, skoldhed kaffe med ud i bilen.

Mens jeg står og ser mig om efter et låg til kruset og en serviet, åbner den todelte dør sig, ledsaget af en dingdong-lyd. Der kommer ingen ind ad døren, og der går ingen ud ad den. Lidt efter lukker døren automatisk, men et øjeblik efter går den op igen. Der er stadig ingen mennesker i syne, og den unge mand bag disken lader sig ikke distrahere af dørens dingdong, selv om det er en meget gennemtrængende lyd. Døren lukker i.

Omsider er kaffen færdig, og jeg sætter plasticlåget på kruset. Igen siger det dingdong, og døren går op. Ingen kommer ind ad den. Ingen går ud. Så smækker den i, jeg vender mig om, og den går op igen. Dingdong.

Det går op for mig, at det er mig selv, der spøger.