#18 DEN KEDELIGE JULEKALENDER
– fragmenter af hverdagen



Det banker hårdt på døren, og jeg går ud og lukker op. Udenfor står der en mand, jeg ikke kender, men jeg har set ham før. Han bor et sted i nærheden, præcis hvor ved jeg ikke. Vi har nikket gensidigt, når vi er stødt på hinanden i nabolaget, men vi har aldrig udvekslet andet end tavse hilsener.

– Jeg kunne vel ikke låne seks æg? spørger han.

Jeg går ud i køkkenet og åbner køleskabet, tager en æggebakke, der viser sig at indeholde ni æg, lægger de tre i æggeholderen i køleskabsdøren og går tilbage og rækker manden bakken med de seks æg, der er tilbage.

– Tusind tak, siger han. – Du får dem igen i morgen eller i overmorgen. Er det i orden?

– Selvfølgelig, siger jeg, lukker døren og fortsætter med det, jeg er i gang med. Næste dag har jeg glemt episoden.

Fire uger senere banker det igen på døren på samme måde. Det er manden med æggene. Han giver mig en bakke med seks æg i og siger tak for lån.

– Det var så lidt, svarer jeg automatisk. –Skulle det være en anden gang ...

Inden jeg stiller æggebakken ind i køleskabet, kaster jeg et blik på stemplerne og tallene uden på bakken. Så lukker jeg køleskabsdøren igen, åbner lågen under køkkenvasken og smider bakken med indhold i affaldsposen.

Kategori: . Bookmark permalink.

6 svar på #18 DEN KEDELIGE JULEKALENDER
– fragmenter af hverdagen

  1. Erik Hulegaard skriver:

    I visse sportsgrene kan man uddele - og ikke mindst modtage - et æg. Betydningen præsenteres noget alternativt i eksemplet ovenfor.

  2. Eric Bentzen skriver:

    Bedre sent ... Og så dog.

  3. Ellen skriver:

    Haha - han kunne jo have genbrugt en gammel bakke, men netop have købt æggene friske hos en landmand :-)
    (Det gør jeg ...)

  4. Uffe Jerner skriver:

    @Erik Hulegaard: Her var der tale om et sekscifret tab.

  5. Uffe Jerner skriver:

    @Eric Bentzen: Bedre aldrig end sent i dette tilfælde ...

  6. Uffe Jerner skriver:

    @Ellen Du har et mildt menneskesyn :)

Skriv en kommentar