Det banker hårdt på døren, og jeg går ud og lukker op. Udenfor står der en mand, jeg ikke kender, men jeg har set ham før. Han bor et sted i nærheden, præcis hvor ved jeg ikke. Vi har nikket gensidigt, når vi er stødt på hinanden i nabolaget, men vi har aldrig udvekslet andet end tavse hilsener.

– Jeg kunne vel ikke låne seks æg? spørger han.

Jeg går ud i køkkenet og åbner køleskabet, tager en æggebakke, der viser sig at indeholde ni æg, lægger de tre i æggeholderen i køleskabsdøren og går tilbage og rækker manden bakken med de seks æg, der er tilbage.

– Tusind tak, siger han. – Du får dem igen i morgen eller i overmorgen. Er det i orden?

– Selvfølgelig, siger jeg, lukker døren og fortsætter med det, jeg er i gang med. Næste dag har jeg glemt episoden.

Fire uger senere banker det igen på døren på samme måde. Det er manden med æggene. Han giver mig en bakke med seks æg i og siger tak for lån.

– Det var så lidt, svarer jeg automatisk. –Skulle det være en anden gang ...

Inden jeg stiller æggebakken ind i køleskabet, kaster jeg et blik på stemplerne og tallene uden på bakken. Så lukker jeg køleskabsdøren igen, åbner lågen under køkkenvasken og smider bakken med indhold i affaldsposen.