#19 DEN KEDELIGE JULEKALENDER
– fragmenter af hverdagen



Nagra-båndoptageren er omhyggeligt indstillet, jeg har lavet stemmeprøve, og jeg kan stille det første spørgsmål. Det har ikke været helt let at få interviewet i stand. Interviewpersonen er en berømt, svensk forfatter, der er ved at sætte et stykke op i København, og vi sidder i teatret oppe på tilskuerpladserne i en pause mellem prøverne. Han giver sig god tid til at besvare mine spørgsmål. Nede på scenen bliver der flyttet rundt på kulisserne, og der lyder jævnligt høje bump, der får viseren på VU-meteret til at svinge op i det røde felt.

Forfatteren lader sig ikke forstyrre af støjen, men taler uanfægtet videre med bumpene i baggrunden. Der er grænser for, hvor ofte jeg kan bede ham om at gentage og indstiller mig på, at det bliver nødvendigt at klippe bumpene ud ved redigeringen og kassere dele af samtalen. Derfor trækker jeg interviewet betydelig længere, end jeg ville gøre under normale omstændigheder, så jeg er sikker på, at der er materiale nok. Indslaget skal vare ti minutter, men jeg runder først interviewet af efter en halv time.

I taxaen tilbage til Radiohuset har jeg en god fornemmelse. Kontakten med interviewpersonen har været fin, og jeg glæder mig til komme i gang med at klippe interviewet. Inden jeg går i studiet, vil jeg lige høre det igennem i ro og mag på kontoret, og jeg rigger optageren til.

Da jeg har lyttet i fem minutter, bliver der stille. Der er ikke mere på båndet.

Kategori: . Bookmark permalink.

6 svar på #19 DEN KEDELIGE JULEKALENDER
– fragmenter af hverdagen

  1. Erik Hulegaard skriver:

    En fæl professionel oplevelse. Der gives ikke rigtig en anden gang, selv ikke med forfatteren til "Et andet liv", der qua sin daværende hustru var vant til nævnte teaters "stødvise" arbejdsgange.

  2. Ellen skriver:

    Puha. Jeg fik helt ondt i maven på dine vegne. Det må være enhver interviewers skrækscenarie, der lige blev til virkelighed her.

  3. Uffe Jerner skriver:

    @Erik Hulegaard: Din skarpsindighed gør dig ære!

  4. Uffe Jerner skriver:

    @Ellen: Den slags kommer alle i den branche ud for, men der er altid den trøst, at ubehagelige oplevelser af den karakter som regel ender som gode historier :)

  5. Lene skriver:

    Uha, det kræver nerver af stål, men ja I har nok alle oplevet det. Selv om båndoptager og udstyr nok blev tjekket ekstra grundigt næste gang :-)

  6. Uffe Jerner skriver:

    @Lene: I could tell you some stories, som man siger. Det gør jeg måske også en anden gang :)

Skriv en kommentar