Jeg er hos frisøren. Det er det samme sted, jeg er blevet klippet hver måned gennem mange år, og det er altid den samme frisør, der klipper mig. Det er en damefrisørsalon, og alle de ansatte plejer at være kvinder, som jeg efterhånden ved hvad hedder, men de sidste to-tre gange har der også været en mand, som jeg ikke har lært navnet at kende på endnu.

Den mandlige frisør plejer at tiltrække sig en del opmærksomhed, både på grund af sin påklædning, sin overdrevne gestik, sin stemmeføring og læspende udtale og sin brug af makeup. Jeg har også hæftet mig ved hans evne til at få kunderne til at le. Undertiden har han været i stand til at få hele salonen, både frisører og kunder, til næsten at græde af grin, så de ikke kunne holde op igen.

I dag er den mandlige frisør der ikke, og stemningen i salonen er mat. Ud over den tilbagevendende lyd af klippende sakse høres kun en dæmpet susen fra et par hårtørrere. Jeg spørger min frisør, om hendes mandlige kollega har fri. Hun tøver et øjeblik og ryster så på hovedet.

– Nej, han er her ikke mere.

– Han har måske fået job et andet sted? spørger jeg og forsøger at få øjenkontakt med frisøren i spejlet.

Hun ser stift på mig.

– Han var ikke frisør, siger hun. – Han kunne kun én frisure.