#23 DEN KEDELIGE JULEKALENDER
– fragmenter af hverdagen



Der er kø ved færgelejet. Jeg er på vej til Nordjylland og sidder i bilen og venter på at komme ombord, da der bliver banket på sideruden. Det er en mand, der står med en utændt cigaret i munden. Jeg ruller vinduet ned, og han spørger, om jeg har ild. Det har jeg tilfældigvis, selv om jeg ikke ryger. For at kunne tænde op i brændeovnen har jeg altid en lighter i lommen, så jeg finder den frem og giver manden ild. Han pulser en enkelt gang på cigaretten, siger tak, vender sig om og går tilbage til sin bil.

Nogle timer senere befinder jeg mig et sted i Jylland. Jeg har kørt længe, og da jeg kommer til en rasteplads i Rold Skov, svinger jeg ind på den, standser bilen og står ud for at strække benene. Vintermørket er kompakt, og jeg er helt alene på rastepladsen. Jeg går lidt frem og tilbage, og efter et par minutter svinger en anden bil ind og stopper op lige bag ved min. En mand stiger ud uden at slukke motoren, smækker døren og begynder at gå hen imod mig, og han standser ikke, før han står lige foran mig. Jeg bryder mig ikke om situationen.

– Du har vel ikke noget ild? spørger han.

Det er manden fra færgelejet.

Kategori: . Bookmark permalink.

6 svar på #23 DEN KEDELIGE JULEKALENDER
– fragmenter af hverdagen

  1. Erik Hulegaard skriver:

    Udmærket reklamespot med titlen: "Forfølg chancen for rygestop"

  2. Ellen skriver:

    Gad vide om han kom(mer) igennem hele sit rygerliv uden at købe tændstikker eller lighter? Noget kunne tyde på det.

  3. Uffe Jerner skriver:

    @Erik Hulegaard: Jeg vil prøve at sælge ideen til Sundhedsstyrelsen :)

  4. Uffe Jerner skriver:

    @Ellen: Jeg har spekuleret over, om han mon i virkeligheden skulle sydpå, men har fulgt efter mig hele vejen til Nordjylland, fordi han vidste, at han kunne regne med mig.

  5. Dax2 skriver:

    ... han skulle sydpå!

    Det er de mærkeligste ting, man husker. Tænk så mange skøre ting man oplever!

  6. Uffe Jerner skriver:

    @Dax2: Ja – og det gælder om at fastholde dem!

Skriv en kommentar