Avisen er ikke kommet. Som abonnent kan jeg gå på nettet og læse en nøjagtig pdf-kopi af papirudgaven, og jeg vil få refunderet løssalgsprisen, så i virkeligheden er det uden betydning, at jeg ikke har fået min avis. Alligevel ærgrer det mig. Jeg kan godt lide at sidde og holde avisen mellem hænderne, når jeg læser den. Lyden af det urørte avispapir, når jeg vender siderne, og duften af frisk tryksværte findes der ingen elektronisk erstatning for. Det er grunden til, at jeg abonnerer.

– Jeg kører ind til byen, siger Madame. Er der noget, du skal have med?

– Ja. Jeg vil gerne have avisen, svarer jeg.

– Kan du ikke bare læse den på nettet?

– Jo, svarer jeg, men jeg vil gerne have den alligevel.

– O.k, siger Madame og tager af sted.

Jeg sætter mig til at arbejde ved computeren.

To timer efter er Madame tilbage. Hun tager avisen op af tasken og lægger den på skrivebordet foran mig. Jeg rejser mig op, tager avisen, går hen og sætter mig i min lænestol og folder avisen ud. Den lyder og dufter, som den skal, og jeg konstaterer, at der ikke står noget i den, som jeg ikke vidste.

Jeg har allerede læst den.