Uvilkårligt er man tilbøjelig til at fokusere på positive hændelser og oplevelser, når man sådan sidder og skal nedfælde årets milepæle, men alt for ofte glemmer vi at glæde os over alle de ubehagelige tildragelser, vi har været så heldige ikke blive udsat for. Så lad mig hermed præsentere min helt personlige positive negativliste for 2020 i 10 uprioriterede punkter:

• Mit hus er ikke blæst omkuld, brændt ned eller blevet begravet under et jordskred.
• Der er ikke nogen, der har serveret stegt lever for mig.
• Min kat er ikke blevet kørt over.
• Mit værksted har ikke monteret vinterdækkene forkert i år.
• Jeg er ikke blevet smittet med nogen virus.
• Jeg har ikke oplevet nogen stå og synge på en altan i nærheden.
• Jeg har ikke savnet en eneste aflyst sportskamp.
• Jeg er ikke blevet beskyldt for at have opført mig upassende ved en julefrokost for tyve år siden.
• Jeg har ikke fået en næsehårstrimmer i julegave.
• Jeg har ikke en rigsretssag hængende over hovedet.

Kan man forlange mere?

Med ovenstående ungdomsbillede ønsker jeg godt nytår til alle, der i årets løb har frekventeret denne blog – dog ikke uden at minde om, at det som bekendt var meget bedre i gamle dage ...

Det plejer at være sådan, at den 24. låge i en julekalender er en overraskelse. Det kan jeg nok ikke leve op til, medmindre det kan kaldes en overraskelse at skifte fortælleform fra dramatisk præsens til kedsommelig imperfektum. Men sådan bliver det. Til gengæld vil jeg forsøge at tryllebinde jer med en autentisk historie fra min barndoms jul i forne tider, som samtlige medlemmer af min omgangskreds kender til bevidstløshed, men som de forhåbentlig er høflige nok til at få repeteret uden at kny, hvis de læser med.

Sidder I godt, allesammen? Så kan vi begynde:

Da jeg var dreng, holdt vi altid jul på min morbrors herresæde i Nordsjælland. Det vil sige, ret beset var det en nedlagt landsbyskole, men min morbror, som var major og gammel frihedskæmper, havde en svaghed for alt hvad der var britisk og yndede at føre sig frem i engelsk landadelstil, og han havde brugt adskillige år på at omdanne skolen til et manor house. Blandt de mere kuriøse tiltag var to påfugle, der spankulerede frit omkring på ejendommen, sådan som man brugte på engelske godser. Den ene af dem hed for resten Roald Amundsen, fordi den af en eller anden grund var blevet opgivet som ikke-levedygtig, mens den endnu lå i ægget, hvorfor den midlertidigt var blevet anbragt i et køleskab. Men mod alle odds overlevede den altså kuldegraderne og gjorde sig på den måde fortjent til det stolte navn.

Der var selvfølgelig også stil over juleaften. Påklædningen var smoking og lang kjole, og inden middagen samledes vi i skolestuen til en lille højtidelighed, hvor lyset blev dæmpet, og der blev skænket vin i glassene, hvorefter vi andægtigt lyttede til Mahalia Jacksons udgave af Silent Night, Holy Night og ønskede hinanden glædelig jul. Først da kunne vi gå til bords, og det siger sig selv, at middagen stod på engelsk julekalkun all inclusive.

Én jul står særlig klart i min erindring:

Da Mahalia Jackson var færdig med at synge, og vi havde skålet, meddelte min morbror, at der var opstået et mindre problem, eftersom årets kalkun var så stor, at den ikke kunne være i ovnen. Derfor var han nødsaget til at køre til Ganløse og hente en større ovn hos en smed, som han efter mange forhindringer havde fundet frem til, og som havde været så venlig at gå med til at låne sin ovn ud til en vildfremmed denne højhellige aften.

Herefter kørte min morbror og min far af sted i min morbrors Mercedes 190 SL med opslået kaleche, hvor der lige nøjagtig var plads til to smokingklædte herrer. Hvordan smeden i Ganløse så ud i ansigtet, da de ankom, melder historien ikke noget om, men efter en times tid var ovnen i hus, og kalkunen kunne til alt held lige nøjagtig være i ovnen.

På det tidspunkt var klokken allerede mange, og da kalkunen skulle have adskillige timer i ovnen, måtte vi arbejde os igennem juleritualet i omvendt rækkefølge. Desværre forløb kalkunstegningen ikke helt planmæssigt. Sideløbende med gaveudpakningen og nøddeknækningen gik min tante med jævne mellemrum ud og tilså ovnen, men det var, som om den var blevet kold, hver gang hun kom ud i køkkenet. Da hun så havde stået og kigget ind i ovnen et stykke tid, begyndte den så småt at blive varm igen. Det gentog sig nogle gange, men først efter et par timer blev mysteriet opklaret: Den lånte ovn var sat til med en snydeprop i køkkenets loftsbelysning, og hver gang min tante forlod køkkenet, slukkede hun naturligvis lyset – og dermed ovnen.

Julemiddagen kom på bordet et godt stykke tid efter midnat. Vi åd hele det overdimensionerede dyr.

Glædelig jul ønskes alle mine tre læsere – af mig og Mahalia.

Der er kø ved færgelejet. Jeg er på vej til Nordjylland og sidder i bilen og venter på at komme ombord, da der bliver banket på sideruden. Det er en mand, der står med en utændt cigaret i munden. Jeg ruller vinduet ned, og han spørger, om jeg har ild. Det har jeg tilfældigvis, selv om jeg ikke ryger. For at kunne tænde op i brændeovnen har jeg altid en lighter i lommen, så jeg finder den frem og giver manden ild. Han pulser en enkelt gang på cigaretten, siger tak, vender sig om og går tilbage til sin bil.

Nogle timer senere befinder jeg mig et sted i Jylland. Jeg har kørt længe, og da jeg kommer til en rasteplads i Rold Skov, svinger jeg ind på den, standser bilen og står ud for at strække benene. Vintermørket er kompakt, og jeg er helt alene på rastepladsen. Jeg går lidt frem og tilbage, og efter et par minutter svinger en anden bil ind og stopper op lige bag ved min. En mand stiger ud uden at slukke motoren, smækker døren og begynder at gå hen imod mig, og han standser ikke, før han står lige foran mig. Jeg bryder mig ikke om situationen.

– Du har vel ikke noget ild? spørger han.

Det er manden fra færgelejet.

Lidl, peak hour.

Kassedame: – Ja, det bliver 792,50.

Kunde: – 792! Hold da op! Kan man ikke arbejde det af?

Kassedame (vender sig om mod kunden): – Det tager en uge ...

Det varme vand i vaskekummen får spejlet til at dugge. Jeg tørrer spejlet af med håndklædet, og et øjeblik efter står jeg igen ansigt til ansigt med mig selv. Den nederste halvdel af ansigtet er dækket af barberskum, bortset fra læberne. I højre hånd holder jeg skraberen, som jeg lige har sat et nyt barberblad i. Jeg har barberet mig på den måde i mere end tredive år. Det er ikke noget, jeg har lært af andre. Jeg har fundet ud af, hvordan man bærer sig ad ved at forsøge mig frem, og jeg har aldrig skåret mig.

I går opdagede jeg, at den måde, jeg har barberet mig på i alle årene, er helt forkert. En illustreret artikel i et blad beskrev i detaljer, hvordan en korrekt vådbarbering skal udføres. Det meste stemte overens med min egen metode, men på ét punkt har jeg hver dag begået den samme fejl. Barberbladet skal følge skæggets groretning under hele barberingen, men under hagen har jeg altid ført skraberen imod groretningen. Desuden er jeg ikke sikker på, at jeg altid har holdt barberbladet i en vinkel på nøjagtig tredive grader som foreskrevet.

I dag har jeg sat mig for, at jeg vil følge artiklens anvisninger. Jeg fører skraberen op til højre kind, hvor jeg altid begynder, lader barberbladet trænge gennem skummet i en vinkel på tredive grader og trækker skraberen nedad. Barberbladet glider let de første tre centimeter, men stopper derefter brat. Det har sat sig fast i huden, og jeg mærker en sviende smerte.

Jeg lægger skraberen fra mig på kanten af vaskekummen, bøjer mig forover og skyller skummet af ved at pjaske vand på kinderne med begge hænder. Da jeg har tørret ansigtet, river jeg et hjørne af et stykke toiletpapir og presser det mod flængen. Det hvide papir bliver hurtigt helt rødt.

Jeg skifter det og bestemmer mig til at blive hjemme.

I min reol står der 76 næsten ens sort- og gulstribede bøger, som det har taget mig mange år at samle. Bøgerne er håndbøger, der indeholder oplysninger om danskernes liv, levned og færden siden 1933, og det er betryggende at vide, at jeg til hver en tid kan slå selv små detaljer op, som det er meget tidkrævende at skaffe sig oplysning om på anden måde. Det er derfor, jeg har bøgerne stående. Hvis jeg ikke havde det, ville jeg for eksempel aldrig have vidst, at en murersvend i 1947 tjente 2 kroner og 98 øre i timen.

Tilsammen optager bøgerne flere meter hyldeplads, og på gulvet neden for reolen ligger der lige så mange hyldemeter med helt andre bøger i bunker, fordi der ikke er plads til dem i reolen. Det er fortrinsvis romaner, som jeg har læst, eller som jeg har tænkt mig at læse.

Rummet ser temmelig rodet ud, og en dag, jeg skal have gæster, beslutter jeg mig for at gøre noget ved det. Det er over et år siden, jeg sidst slog noget op i en af de stribede bøger, og hvornår jeg gjorde det forrige gang, kan jeg ikke huske. Jeg overbeviser mig selv om, at bøgerne slet ikke er så vigtige for mig, som jeg har gået og troet, og jeg tager dem ud af reolen og fylder hullet ud med de bøger, der ligger på gulvet. De sort- og gulstribede bøger bærer jeg ud til bilen. De kan lige nøjagtig være i bagagerummet, og det er meningen, at jeg vil køre hen med dem på genbrugspladsen, så snart gæsterne er gået.

En uge efter ligger bøgerne stadig i bagagerummet.

Nagra-båndoptageren er omhyggeligt indstillet, jeg har lavet stemmeprøve, og jeg kan stille det første spørgsmål. Det har ikke været helt let at få interviewet i stand. Interviewpersonen er en berømt, svensk forfatter, der er ved at sætte et stykke op i København, og vi sidder i teatret oppe på tilskuerpladserne i en pause mellem prøverne. Han giver sig god tid til at besvare mine spørgsmål. Nede på scenen bliver der flyttet rundt på kulisserne, og der lyder jævnligt høje bump, der får viseren på VU-meteret til at svinge op i det røde felt.

Forfatteren lader sig ikke forstyrre af støjen, men taler uanfægtet videre med bumpene i baggrunden. Der er grænser for, hvor ofte jeg kan bede ham om at gentage og indstiller mig på, at det bliver nødvendigt at klippe bumpene ud ved redigeringen og kassere dele af samtalen. Derfor trækker jeg interviewet betydelig længere, end jeg ville gøre under normale omstændigheder, så jeg er sikker på, at der er materiale nok. Indslaget skal vare ti minutter, men jeg runder først interviewet af efter en halv time.

I taxaen tilbage til Radiohuset har jeg en god fornemmelse. Kontakten med interviewpersonen har været fin, og jeg glæder mig til komme i gang med at klippe interviewet. Inden jeg går i studiet, vil jeg lige høre det igennem i ro og mag på kontoret, og jeg rigger optageren til.

Da jeg har lyttet i fem minutter, bliver der stille. Der er ikke mere på båndet.

Det banker hårdt på døren, og jeg går ud og lukker op. Udenfor står der en mand, jeg ikke kender, men jeg har set ham før. Han bor et sted i nærheden, præcis hvor ved jeg ikke. Vi har nikket gensidigt, når vi er stødt på hinanden i nabolaget, men vi har aldrig udvekslet andet end tavse hilsener.

– Jeg kunne vel ikke låne seks æg? spørger han.

Jeg går ud i køkkenet og åbner køleskabet, tager en æggebakke, der viser sig at indeholde ni æg, lægger de tre i æggeholderen i køleskabsdøren og går tilbage og rækker manden bakken med de seks æg, der er tilbage.

– Tusind tak, siger han. – Du får dem igen i morgen eller i overmorgen. Er det i orden?

– Selvfølgelig, siger jeg, lukker døren og fortsætter med det, jeg er i gang med. Næste dag har jeg glemt episoden.

Fire uger senere banker det igen på døren på samme måde. Det er manden med æggene. Han giver mig en bakke med seks æg i og siger tak for lån.

– Det var så lidt, svarer jeg automatisk. –Skulle det være en anden gang ...

Inden jeg stiller æggebakken ind i køleskabet, kaster jeg et blik på stemplerne og tallene uden på bakken. Så lukker jeg køleskabsdøren igen, åbner lågen under køkkenvasken og smider bakken med indhold i affaldsposen.

Jeg er hos frisøren. Det er det samme sted, jeg er blevet klippet hver måned gennem mange år, og det er altid den samme frisør, der klipper mig. Det er en damefrisørsalon, og alle de ansatte plejer at være kvinder, som jeg efterhånden ved hvad hedder, men de sidste to-tre gange har der også været en mand, som jeg ikke har lært navnet at kende på endnu.

Den mandlige frisør plejer at tiltrække sig en del opmærksomhed, både på grund af sin påklædning, sin overdrevne gestik, sin stemmeføring og læspende udtale og sin brug af makeup. Jeg har også hæftet mig ved hans evne til at få kunderne til at le. Undertiden har han været i stand til at få hele salonen, både frisører og kunder, til næsten at græde af grin, så de ikke kunne holde op igen.

I dag er den mandlige frisør der ikke, og stemningen i salonen er mat. Ud over den tilbagevendende lyd af klippende sakse høres kun en dæmpet susen fra et par hårtørrere. Jeg spørger min frisør, om hendes mandlige kollega har fri. Hun tøver et øjeblik og ryster så på hovedet.

– Nej, han er her ikke mere.

– Han har måske fået job et andet sted? spørger jeg og forsøger at få øjenkontakt med frisøren i spejlet.

Hun ser stift på mig.

– Han var ikke frisør, siger hun. – Han kunne kun én frisure.

Avisen er ikke kommet. Som abonnent kan jeg gå på nettet og læse en nøjagtig pdf-kopi af papirudgaven, og jeg vil få refunderet løssalgsprisen, så i virkeligheden er det uden betydning, at jeg ikke har fået min avis. Alligevel ærgrer det mig. Jeg kan godt lide at sidde og holde avisen mellem hænderne, når jeg læser den. Lyden af det urørte avispapir, når jeg vender siderne, og duften af frisk tryksværte findes der ingen elektronisk erstatning for. Det er grunden til, at jeg abonnerer.

– Jeg kører ind til byen, siger Madame. Er der noget, du skal have med?

– Ja. Jeg vil gerne have avisen, svarer jeg.

– Kan du ikke bare læse den på nettet?

– Jo, svarer jeg, men jeg vil gerne have den alligevel.

– O.k, siger Madame og tager af sted.

Jeg sætter mig til at arbejde ved computeren.

To timer efter er Madame tilbage. Hun tager avisen op af tasken og lægger den på skrivebordet foran mig. Jeg rejser mig op, tager avisen, går hen og sætter mig i min lænestol og folder avisen ud. Den lyder og dufter, som den skal, og jeg konstaterer, at der ikke står noget i den, som jeg ikke vidste.

Jeg har allerede læst den.

Det er uden for byen. Køreplanen på busstoppestedets stander oplyser, at der er næsten en halv time til næste bus, og jeg sætter mig hen i læskuret for at vente. Ved siden af mig sidder en ældre mand på min egen alder, men vi siger ikke noget til hinanden. Han kigger lige ud i luften og indbyder ikke til hyggesnak. Der er næsten ingen trafik, hverken på vejen eller på fortovet.

Da vi har siddet i tavshed i nogle minutter, kommer en kvinde i en lang frakke gående imod os fra venstre. Hun er langt væk, men efterhånden som hun nærmer sig, kan man høre de nedfaldne blade på fortovet rasle om benene på hende for hvert skridt, hun tager. Ellers er der helt stille.

Det er svært at afgøre kvindens alder, men da hun er helt tæt på, viser det sig, at heller ikke hun er helt ung. Hun går på en selvsikker, målrettet måde, og det lader ikke til, at hun har tænkt sig at slutte sig til os. Det er, som om hun har fået øje på noget længere henne ad fortovet, som optager hende. Men nu, hvor hun er lige ud for læskuret, drejer hun uventet til højre og styrer direkte imod os. Hun stiller sig op foran manden ved siden af mig, bøjer sig ned og kysser ham hårdt på munden.

– Hvem er De? siger han forundret og trækker sig væk.

Hun retter sig op, vender om og går videre.

Julefrokosten er et aftenselskab, og det er mørkt, allerede da jeg ankommer til det fine hotel med udsigt over sundet. Jeg kender kun få af deltagerne, der alle er diskret velklædte og præsenterer deres partnere og sig selv i korrekt rækkefølge. Luften er mættet af parfume og dyr aftershave.

Jeg har fået en kvindelig præst til bords, som skiller sig ud fra selskabet på flere måder. Hendes påklædning er mindre prætentiøs, og hvis hun bruger parfume, har den kun begrænset rækkevidde. I hvert fald bemærker jeg den ikke. Vi taler godt sammen, men efter en halv times tid bliver jeg distraheret af en syrligt-rådden lugt. Hverken jeg eller min borddame lader sig mærke med det. Lugten forsvinder ikke, og det er ikke muligt at lokalisere den. Tilmed tager den til i styrke, og efter endnu et kvarters tid finder jeg et påskud for at gå udenfor og trække frisk luft.

Der er ikke andre på terrassen. Jeg står i den kolde aften og kigger over på parkeringspladsen, der ligger på den anden side af den sjappede græsplæne, jeg skråede over, da jeg ankom. Lugten, som jeg har forsøgt at undslippe, er der stadig.

Jeg bøjer højre ben og vender foden opad, så jeg kan se min skosål. I svangen sidder der en stor, blød hundelort.

Mine varer passerer scanneren i supermarkedet med et bip, og kassedamen ekspederer dem videre ad transportbåndet. Jeg står for enden og lægger varerne ned i indkøbsposen, efterhånden som de ankommer. Pludselig standser båndet. Jeg løfter hovedet og kigger hen på kassedamen. Hun er ung og har et stykke tyggegummi i munden, som hun er holdt op med at tygge på. Med den ene hånd holder hun et rødkålshoved op i luften.

– Hvad er det nu, det er, det her? siger hun. Er det et hvidkål?

Under henvisning til farven oplyser jeg, at jeg bestemt mener, at der er tale om rødkål.

– O.k., siger hun, slår op i sin varefortegnelse, taster nogle tal ind på kasseapparatet og genoptager bipningen.

Kort efter går transportbåndet igen i stå. Denne gang er det et glas sorte oliven, der er skyld i afbrydelsen. Kassedamen stirrer på kasseapparatets display og læser op:

– ’Varen eksisterer ikke’. Hun ser spørgende på mig.

Jeg har ingen forklaring og trækker på skulderen.

– Så er det måske et fatamorgana, foreslår jeg.

Kassedamen får en dyb rynke i panden.

– Et HVADDD?

Da jeg kommer gående hen ad grusvejen, hører jeg ensartede, rytmiske slag, der bliver gradvist kraftigere, mens jeg nærmer mig, og snart kan jeg se, hvad der foregår. I en have står en mand og er ved at fælde et meget højt træ med en økse. Han har hugget et stort, kileformet hak i stammen, og netop som jeg passerer, begynder træet at knage som tegn på, at stammen er ved at brække over.

Manden løber væk fra træet med øksen i hånden, og et øjeblik efter er træet på vej ned mod jorden. Men det når aldrig så langt. På vejen bliver træstammen standset af husets tagudhæng, som den rammer med et tungt bump. Knækkede tagsten rutsjer ned ad det skrå tag og klirrer mod flisegangen foran huset.

Hoveddøren går op, og en kvinde med et forklæde på kommer ud. Hun løber hen over græsplænen med retning mod manden og standser et par meter fra ham. De kigger begge op på træet, der ligger hen over det knuste tag. Derefter ser de på hinanden.

Ingen af dem siger noget.

Det er lykkedes mig at finde læ på stranden, men mågen, der hænger i luften lige over mig, kommer ikke ud af stedet, selv om den bevæger vingerne. Det blæser voldsomt, og det er isnende koldt. Jeg står mellem to klitter og ser ud over stranden, som er helt øde, så langt øjet rækker. Skummende bølger slår ind over strandbredden og går i opløsning.

Jeg drejer hovedet væk et øjeblik, og da jeg igen ser ned på stranden, står der en spinkel skikkelse på bredden med ryggen til. Skikkelsen er indhyllet i et tæppe, og efter hårlængden at dømme er det en kvinde. Hun bliver stående og kigger ufravendt ud over havet. Efter et minuts tid giver hun slip på tæppet, som glider ned og lægger sig som en bunke oven på sandet. Nu står hun helt nøgen i kulden.

Hun løber ud i vandet med bævrende balder.

På det lille torv foran slagterbutikken står en mand i blåt arbejdstøj med ryggen til og støtter sig til en husgavl med den ene hånd. Den frie hånd kan man ikke se, men efter armens vinkel at dømme befinder den sig et sted i skridthøjde foran manden. Det er myldretid, og der kommer mange mennesker forbi, men ingen ænser manden, bortset fra et ungt par, der stopper op et kort øjeblik.
– Nå, han skulle lige pisse, siger fyren til sin kæreste. Så går de videre.

Slagteren står og kigger ud på manden gennem butiksruden, da jeg træder ind i forretningen.
– Det koster lige 1500 kroner, siger han og nikker ud mod torvet, inden han ekspederer mig.

Et par minutter senere er jeg ude på gaden igen. Manden står stadig med ryggen til, men nu har han begge hænder foran sig. Han går lidt ned i knæ to gange hurtigt efter hinanden, vender sig om, fumler med den øverste bukseknap og slingrer langsomt ned ad gågaden.

I bakspejlet kan jeg se en sort bil nærme sig med stor fart, og på et øjeblik ligger den så tæt bag ved mig, at jeg ikke kan se nummerpladen. Bilen forsøger at presse mig, men jeg har ikke mulighed for at sætte hastigheden op. Foran mig kører en halv snes andre biler i kø på landevejen, som er smal og bugtet, oversigtsforholdene er dårlige, og der kommer hele tiden modkørende biler. Føreren af den sorte bil bag mig ryster demonstrativt på hovedet.

På et lige stræk er der pludselig fri bane i den modsatte retning, men der er en høj bakke forude. Den sorte bil flytter sig i et ryk over i den anden vejbane, passerer mig med brølende motor og fortsætter med at overhale de næste biler. Kort før bakken er der et helle. Den sorte bil kører venstre om, og et øjeblik efter er den på vej op ad bakken, mens den overhaler den ene bil efter den anden.

Lige inden den når toppen af bakken, vokser førerhuset på en lastbil op bag bakken. Den sorte bil speeder op og fortsætter direkte mod lastbilen, der tænder alle projektører. De øredøvende kompressorhorn på taget tuder uafbrudt. Jeg ser for mig, hvordan den sorte bil frontalt rammer lastbilens kølergitter og forestiller mig lyden af metal mod metal og glas, der knuses. Men det sker ikke. I sidste øjeblik får den sorte bil presset sig ind foran den forreste bil i køen og forsvinder op over bakken. Lastbilens horn høres stadig.

To kilometer længere henne er der rødt lys. Jeg stopper og giver mig til at vente på grønt bag ved den sorte bil.

Jeg trykker på 'Sort Kaffe Stor' på benzintankens kaffemaskine, der er opstillet tæt ved ind- og udgangen. En kværn går i gang, og kort efter begynder det at dampe ud af de to dyser og dryppe ned i det papkrus, jeg har anbragt under dem. Det går langsomt, men duften er liflig, og jeg glæder mig allerede til at tage en kop nybrygget, skoldhed kaffe med ud i bilen.

Mens jeg står og ser mig om efter et låg til kruset og en serviet, åbner den todelte dør sig, ledsaget af en dingdong-lyd. Der kommer ingen ind ad døren, og der går ingen ud ad den. Lidt efter lukker døren automatisk, men et øjeblik efter går den op igen. Der er stadig ingen mennesker i syne, og den unge mand bag disken lader sig ikke distrahere af dørens dingdong, selv om det er en meget gennemtrængende lyd. Døren lukker i.

Omsider er kaffen færdig, og jeg sætter plasticlåget på kruset. Igen siger det dingdong, og døren går op. Ingen kommer ind ad den. Ingen går ud. Så smækker den i, jeg vender mig om, og den går op igen. Dingdong.

Det går op for mig, at det er mig selv, der spøger.

Restauranten er mondæn, og selv om der er mange gæster, er her næsten tyst. To tjenere cirkulerer lydløst rundt mellem bordene og bliver på skift opslugt og udklækket af en svingdør bagest i lokalet. Der føres lavmælte samtaler ved bordene, og det er ikke muligt for mig at høre, hvad der bliver sagt ved bordet ved siden af mit, selv om det kun er en meter væk.

Helt tilfældigt går samtalen pludselig i stå samtidig ved samtlige borde, og der bliver fuldstændig stille i restauranten. Selv den obligatoriske lyd af knive og gafler mod tallerkener er fraværende.

Så er der en af gæsterne, der nyser. Ikke et almindeligt nys, men et ubetvingeligt, hæmningsløst nys, der lyder som en mellemting mellem et spontant latteranfald og et hjerteskærende angstskrig. Ved et rundt bord sidder en ung kvinde i selskabskjole mellem tre andre personer og snapper efter vejret. Så kaster hun hovedet bagover og nyser én gang til, denne gang endnu mere gennemtrængende end før. Ingen af gæsterne ved de andre borde lader sig mærke med noget.

Et øjeblik efter høres igen knive, gafler og summende stemmer.

Jeg stopper en hundredekroneseddel i møntvaskeriets vekselautomat. Et øjeblik efter rasler tikronerne ned i skålen, men da jeg tæller efter, er der kun otte.

Indehaveren af møntvaskeriet bor i det samme hus, og der er en dør fra vaskeriet ind til privaten. Jeg ringer på. Der går et stykke tid, før der bliver lukket op, og en ældre mand, der ser ud til at være et sted i firserne, står i døråbningen. Jeg forklarer ham, at jeg mangler at få tyve kroner tilbage efter forsøget med at veksle min hundredekroneseddel.

Manden tænker sig om et øjeblik. Så ser han op på mig og svarer:

– Prøv en gang til. Så har jeg tjent fyrre!

InterCity-toget, stillekupéen, torsdag aften. Gennemtrængende ringetone, en mand i gråt jakkesæt fisker sin mobiltelefon op af lommen.

– Hej, Skat! ... Hvad jeg har spist? Øh, jeg har lige fået en kyllingesandwich ... KYLLINGEsandwich ... Nej, SANDWICH ... KYLLINGESANDWICH. Ja, en kyllingesandwich. Men brødet var tørt ... Nej, brødet var tørt ... DET VAR TØRT ... Ja. Brødet var tørt ...

Den skjorte, jeg har fået øje på i vinduet, har nøjagtig den type tern, jeg godt kan lide, men som man næsten aldrig ser mere. Også farvekombinationen falder i min smag. Stoffet er bomuld, som jeg foretrækker, så det er kun størrelsen, der kan være tvivl om.

Normalt bruger jeg størrelse L, men ekspedienten mener, at jeg i dette tilfælde bør vælge XL, fordi flonel altid kryber lidt i vask. Jeg prøver en XL. Den er for lang på ærmerne, som når halvt ned over hånden, og i det hele taget er skjorten for stor, men ekspedienten fastholder sit argument. Jeg lader mig overbevise og går hjem med størrelse XL.

Jeg vasker skjorten på 40 grader og hænger den til tørre. Næste dag tager jeg den på. Den strammer over skuldrene, og ærmerne når kun til midt på underarmene.

Jeg går en tur rundt om Lyngby Sø i det dejlige vejr. Midtvejs får jeg øje på en solbeskinnet bænk, som jeg sætter mig på for at nyde den smukke udsigt over vandet. Et øjeblik efter kommer der en gammel dame på min alder og sætter sig klos op ad mig.

På brystet har hun siddende et stort, blåt HOLD AFSTAND-badge.

Da jeg kommer hjem, ligger der en besked fra PostNord i brevkassen om, at postbudet har været forbi med en pakke uden at træffe mig hjemme. Pakken kan derfor afhentes i Posthus Kvickly næste dag efter klokken 13.

Det er ikke noget, der haster, og først efter et par dage tager jeg hen i Kvickly og viser beskeden til den unge dame, der står bag den tombolaagtige skranke, der nu er byens posthus. Hun scanner stregkoden på sedlen og konstaterer et øjeblik efter, at pakken ikke findes i systemet. Da hun ser mit spørgende ansigtsudtryk, tilbyder hun i stedet at prøve at taste pakkenummeret ind manuelt. Jeg tager imod tilbuddet, men hun kommer til samme resultat: Pakken eksisterer ikke. Efter et hurtigt blik op på mig forsøger hun sig endnu engang med scanneren, men pakken giver sig stadig ikke til kende. Jeg spørger hende, hvad hun vil råde mig til at gøre for at få fat min pakke, og svaret er, at jeg skal ringe til PostNord, som vil vide præcis, hvor pakken befinder sig.

Jeg tager hjem og ringer til PostNord. Efter at have haft den samme monotone, computergenererede melodistump i øret i 23 minutter uden at komme igennem, afbryder jeg forbindelsen i håb om at undgå at få svip.

Næste dag tager jeg hen i Kvickly igen, hvor der nu står en anden ung dame bag det blå PostNord-skilt. Jeg lægger sedlen fra PostNord foran hende uden at indvie hende i mit tidligere besøg. Hun scanner sedlen, vender sig om, tager en pakke ud af pakkereolen bag sig og rækker mig den.

Jeg takker for hjælpen og tager hjem med min pakke.

En kvinde med store solbriller svinger ind i parkeringsbåsen ved siden af mig, mens jeg sidder og venter på Madame, der har et ærinde i butikscenteret. Kvinden har kun venstre hånd på rattet, den højre er optaget af en mobiltelefon, som hun holder op til øret, mens hun energisk bevæger læberne. Hun stiger ud af bilen, smækker døren i, låser og forsvinder ind i centeret, stadig talende i telefonen.

Ti minutter senere endnu ingen Madame, men kvinden med solbrillerne er vendt tilbage. I højre hånd har hun en indkøbspose, i venstre mobiltelefonen. Da hun skal lukke bildøren op, klemmer hun telefonen fast mellem skulderen og kinden. Hendes mund bevæger sig stadig. Hun sætter sig ind på førersædet, starter bilen, manøvrerer den ud af båsen med én hånd og forlader mimende parkeringspladsen med telefonen presset mod øret.

I går, da jeg gik og ryddede op, åbnede jeg en skuffe og faldt over et chartek, hvor der stod Den kedelige julekalender udenpå. Jeg kunne godt huske, at jeg havde skrevet sådan én på en tidligere blog i blogskrivningens velmagtsdage, før Facebook kom til og udløste et bombardement af alle mulige andre hurtige sociale medier, som kørte hele den adstadige blogkultur ud på et sidespor. Men jeg havde glemt, at jeg havde printet kalenderen ud og stadig havde den liggende.

Det tog jeg som et tegn på, at den måske fortjente en reprise, selv om det er sin sag at gentage sig selv, medmindre man er i besiddelse af en helt ustyrlig selvglæde. Men nu gør jeg det alligevel.

Den kedelige julekalender blev til som et stilfærdigt modstykke til den eksalterede juledyrkelse, som nogle af os kan gå hen at få præstationsangst af – en påmindelse om, at julemåneden ikke nødvendigvis er én lang fest, og at tilværelsens absurditet ikke fornægter sig, bare fordi vi tilfældigvis skriver december. For det meste er det, vi oplever i december uden for medierne og julekatalogerne, ikke mindre trivielt, almindeligt eller akavet end det, vi oplever resten af året. Det kan man tude over – eller grine ad.

Vælg selv. Løjerne – eller rettere manglen på samme – begynder i morgen, så nu er I advaret.

God (mis)fornøjelse!

Da jeg vågnede i morges og kiggede ud ad vinduet, sneede det. Det fik mig selvfølgelig til at tænke på min barndoms Peters Jul, som alle kender første vers af:

Jeg glæder mig i denne tid;
nu falder julesneen hvid,
så ved jeg julen kommer.
Min Far hver dag i byen går,
og når han kommer hjem, jeg står
og ser hans store lommer.

Men den findes også i en alternativ, satirisk udgave, som Habakuk, alias Jørgen Hartmann-Petersen, skrev i 1961. Sådan lyder første vers:

Jeg glæder mig i denne tid,
skønt by'n er mere sort end hvid,
omtrent som var det sommer.
Min far til julefrokost går,
og når han kommer hjem, jeg står
og ser hvordan han kommer.

Jørgen Hartmann-Petersen var arkitekt og kom til Politiken som arkitekturmedarbejder i 1954, men på et tidspunkt blev han tilbudt et vikariat som redaktør af avisens berømte bagsidespalte At Tænke Sig, som han udviklede til perfektion på så overbevisende en måde, at han fik Cavlingprisen i 1962 for at have skabt en helt ny satirisk form. Varemærket var virtuos jongleren med ord, vanvittige omskrivninger og en lethed og elegance, man sjældent oplever inden for satiregenren.

Navnet Habakuk stammer fra en grønlandsk profet fra 1700-tallet, men hvorfor det blev Hartmann-Petersens pseudonym, henstår i det uvisse. Habakuk – altså Hartmann-Petersen – blev sidenhen en af hovedkræfterne bag fjernsynets lørdagssatire Hov-hov og Uha-uha, dengang der kun var én kanal.

Parodien på Peters Jul husker jeg selv fra radioprogrammet Mellem Brødre, som Habakuk lavede sammen med sin bror Hemming Hartmann-Petersen fra 1969-1989. Hvert år omskrev han sin udgave af Peters Jul, så den blev en spids kommentar til aktuelle begivenheder. Den indeholdt dog også adskillige eviggyldige sandheder, som unddrog sig den årlige redigering:

Min mor blir mer og mere svær.
Det sidder både her og der.
Nu tæller hun kalorjer.
I julen kan der godt ta's pås,
så hun si'r: I får ingen gås,
men værsegod og mor jer.

Og Søster Hanne er så styg,
for hun er også blevet tyk,
men grunden er en anden.
I forgårs spurgte mor og far:
Hvor har du ungen fra?
og hun sa': Julemanden.

Første udgave af Johan Krohns oprindelige Peters Jul udkom anonymt og var med håndkolorerede tegninger af Otto Haslund og forfatterens bror Pietro Krohn. I 1870 udkom den alene med Pietro Krohns tegninger, mens udgaven fra 1889 var den første farvetrykte, hvor tegningerne var bearbejdet af Frants Henningsen. I 1947 udsendte Gyldendal udgaven, som Herluf Jensenius illustrerede, og som efter min mening er den eneste rigtige, eftersom det er den, jeg er vokset op med og stadig har stående i min reol. Det er Jensenius' tegning, der pryder dette opslag. Peters Jul kan læses in extenso her, og på samme website finder man en filmatiseret udgave på tyve minutter, der er optaget i det smukke, gamle Ribe. Manden bag filmen er i øvrigt Jeppe Søe, som i den seneste uges tid har været på barrikaderne for at kæmpe landbrugets sag, men det er en helt anden historie.

Jeg havde ellers sat mig for, at der hverken skulle være farvebilleder eller selfies på denne blog, men jeg bliver for en gangs skyld nødt til at gøre en undtagelse, når nu indlægget drejer sig om farver og om min egen garderobe. Det kan ikke nytte noget at sige, at den vil jeg ikke stå model til, så det gør jeg herover.

Jeg ifører mig jakken hvert år på denne tid som en tavs personlig protest

Black Watch er formentlig den mest kendte skotsktern – tartan – i hele verden, og den har da også en lang historie. General George Wade, som var Commander-in-Chief i North Britain, dannede med tilladelse fra George I seks infanteriregimenter i 1725, hvis opgave var at afpatruljere det skotske højland, slå ned på kriminelle og kontrollere fejder mellem klanerne. Regimenterne blev kendt som Am Freiceadan Dubh, oversat til Black Watch. Der er delte meninger om navnets oprindelse. Nogle mener, at det skyldes den mørke tern i soldaternes kilt, andre at det var fordi soldaterne repræsenterede en upopulær regering og derfor måtte være black hearted. Men da officererne selv brugte udtrykket, er forklaringen ikke videre sandsynlig. Der er flere mulige forklaringer her.

I dag bæres Black Watch-tartan fortsat af Royal Regiment of Scotland. Den officielle betegnelse er Government 1A Tartan.

Min Black Watch-blazer på billedet er en svensk Oscar Jacobson-kreation af 100 procent ren ny og dejlig tyk uld. Jeg har købt den i en genbrugsforretning for nogle år siden, men den fremstår stadig som helt ny. Slipset er ægte skotsk og købt i en anden genbrugsforretning, ligeledes i upåklagelig stand.

Jeg kan ikke påstå, at jeg bruger jakken særlig meget, men jeg ifører mig den hvert år på denne tid som en tavs personlig protest, når den internationale overforbrugs-, forurenings- og ressourcespildsfestival Black Friday løber af stabelen, som den officielt gør i dag (men i praksis har stået på i flere uger). Ikke sjældent mødes jeg af beundrende blikke og ivrige forespørgsler om, hvor jeg dog har fået syet dette smukke, farvestrålende og velsiddende pragteksemplar af en jakke, og med slet skjult tilfredshed svarer jeg lakonisk:

– Blå Kors i Hillerød.

Let henkastet plejer jeg at tilføje, at den kostede 25 kroner.

Jo, det er ham. Det er hans måde at gå på, jeg først lægger mærke til. Rastløst, hurtigt og samme kropsholdning. Så genkender jeg hovedfaconen og profilen. Der er ingen tvivl. Det er min gamle legekammerat hjemme fra vejen, der går frem og tilbage mellem den mørkegrønne Passat og containeren med småt brændbart. Håret er ikke kulsort som dengang. Det er blevet gråt ligesom mit eget.

Han har også fået øje på mig. Hver gang han henter en affaldssæk i bilen, kigger han over på mig i forbifarten. Lidt for længe.

Det bliver mig, der tager beslutningen. Da hans blik igen strejfer mit, fastholder jeg det, går direkte hen imod ham og rækker hånden frem.

– Hej, Jens!

Hans ansigt tør op.

– Jeg syntes nok …, siger han. – Så du er også ved at muge ud?

Vi forklarer hver især vores grunde til at være her. Han har overtaget sine forældres sommerhus heroppe og er ved at lave nyt køkken. Induktionskomfur. Vi opregner, hvor mange forældre vi har tilbage og udveksler karriereforløb, børn, svigersønner og -døtre.

Pludselig er det hans far, jeg står og taler med. Den samme tandstilling, den samme stemme, den samme udtale. Måske er det også en let redigeret udgave af min far, han lige har mødt på en blæsende, kold containerplads. Det var tinsoldater, Tekno-biler, rulleskøjter og rundbold, vi havde til fælles, men nu er vi voksne og taler om det, voksne taler om. Vi stiller spørgsmål og svarer eller bortforklarer. Ind imellem ler vi. Vi er for gamle eller for blufærdige til at grine.

Efter ti minutter trækker det op til en afrunding.

– Jeg kommer sgu forbi en dag, siger han, og vi skriver vores adresser ned på papirlapper og bytter.

– Det var hyggeligt!

Vi løfter armen til farvel og sætter os ind i vores biler. Og ved begge, at det aldrig bliver til mere.

En af de få fordele ved den støt dalende temperatur er, at efterårs- og vintertøj ser meget bedre ud end det, man er tvunget til at gå med om sommeren.

Det er ikke mig på billedet, men jeg har en sømandsjakke mage til den, Robert Redford har på i Three Days of The Condor – en peacoat, som ikke bare er en af mine foretrukne vinterjakker, men også har en ganske særlig historie, som jeg vender tilbage til.

Men først den overordnede historie om peacoaten, som begynder i 1800-tallet, hvor jakken hørte til de hollandske marinesoldaters mundering. Ordet peacoat har ikke noget med ærter at gøre, men stammer fra det hollandske ord pij, som var en betegnelse for groft uldstof. Selv om det altså var hollænderne, der så at sige opfandt peacoaten, er det den britiske marine, der kan tage æren for jakkens udbredelse. Den britiske udgave var udformet efter samme principper som den hollandske, så den var praktisk til maritime formål, men var især tænkt som uniform til flådens sergenter. Jakken fandt efterhånden vej over Atlanten, hvor den amerikanske flåde brugte den til 'reefers', som var de kadetter på sejlskibene, der arbejdede midtskibs og havde den halsbrækkende opgave at flintre rundt i rigningen og få sejlene til at makke ret. Det stillede store krav til bevægelsesfriheden, og den amerikanske peacoat er derfor ret kort.

En peacoat har en overdimensioneret ulsterkrave, der kan knappes helt op, så man er beskyttet mod elementernes rasen og er desuden dobbeltradet for at begrænse risikoen for, at knapperne bliver viklet ind i tovværket. Der er lodrette stiklommer til at varme hænderne i, og knapperne, der er præget med et anker, er meget store, så de er nemme at få fat i, hvis man har våde og kolde hænder.



Men nu til min egen jakke. Eftersom jeg er en kuldskær type, var jeg ude efter en peacoat af 100 procent uld, men det er stort set umuligt at opdrive. Dem, man kan købe fra nye i butikkerne, er af en sørgelig kvalitet, hvor der er blandet en eller anden form for kunststof i for at gøre dem lettere og først og fremmest billigere og nemmere at sælge. Jeg havde med andre ord ikke noget andet valg end at undersøge markedet på eBay, hvor jeg fandt en vintage US Navy Peacoat af 100 procent Meltonuld.

Meltonuld har den fordel, at det kan modstå kraftig regn, vind og tænderklaprende temperaturer, fordi det er stærkt valket – en proces, der fjerner olier, snavs og andre urenheder og gør stoffet tykkere og så tæt, at det er umuligt at se den diagonale twillvævning på overfladen. Meltonuld har i øvrigt en lang historie, der går flere hundrede år tilbage til Leicestershire og den lille by Melton Mowbray, som var centrum for den senere så berygtede og nu i princippet forbudte rævejagt. Det vejrbestandige stof var ideelt til jagtbeklædning, men altså også velegnet for søfolk, som man siden fandt ud af.

Da jeg åbnede pakken fra eBay og så jakken, var jeg først overbevist om, at der var tale om en helt ny jakke, for den var aldeles fejlfri og bar på ingen måde præg af at have været brugt. Men jeg tog fejl. På indersiden af foret stod nemlig den oprindelige ejermands navn og tjenestenummer trykt tre forskellige steder: HAMILTON, R.C – 389 70 87. For sjovs skyld søgte jeg på navnet på navymomorial.org, og det viste sig, at R.C. Hamilton blev født den 31. August 1903 i Fries, Virginia og indtrådte i den amerikanske flåde i marts 1920, hvor han gjorde tjeneste, indtil han forlod flåden igen i marts 1953 med rang af CWO, Chief Warrant Officer. Da man må gå ud fra, at han ikke fik jakken i afskedsgave, men formentlig har taget den i brug et par år, inden han gik på pension, er den med andre ord omkring halvfjerds år gammel.

Det er altså R.C. Hamiltons gamle peacoat, jeg hver eneste vinter ifører mig med stor fryd, fordi den sidder perfekt og er umulig at fryse i – heller ikke om fingrene, når jeg stikker hænderne ned i de bløde, jernbanefløjlsforede lommer.

Den vejer sine 2 kilo, men heldigvis har jeg stærke knæ.

Hvis nogen skulle være nået så langt, kan jeg for resten anbefale at se Three Days of The Condor med den peacoatklædte Robert Redford i hovedrollen som CIA-analytikeren Joseph Turner med dæknavnet Condor, der i arbejdstiden går ud for at hente frokost og finder hele sin afdeling – inklusive sin kæreste – likvideret, da han kommer tilbage. Pludselig er han jaget vildt, og meget tyder på, at det ikke er den sædvanlige fjende, altså kommunisterne, der er på krigsstien, men et hemmeligt CIA inden i CIA, der har sin egen, skumle dagsorden, som Condor uheldigvis er kommet på sporet af. Filmen ligger til fri afbenyttelse på filmstriben.

November er ikke en måned, der ligefrem rutter med underholdningen, men på denne adresse ser vi altid frem til et enkelt lyspunkt i mørket, for selv om bladene rasler af træerne, er det i november, at bøgerne springer ud og sproget blomstrer. Det indebærer, at hjemlig lænestolesidning med tilhørende te- og kaffedrikning, katteklapning, adspredt læsning og tandstangning bliver afløst af gennembladring og diskussion af Bogforums program. Jeg ifører mig herefter hornbriller og sildebensvævet tweedjakke, tager Madame under armen og sætter kurs mod Bella Center, hvor vi får en dag til at gå i bibliofile omgivelser af varierende styrke og relevans – en del stande har en yderst perifer forbindelse med bogverdenen. Desuden er maden dyr og dårlig, men det tager vi med.

Der er formentlig ikke mange jyder, der lige smutter til Amager for at få et glimt af en litterær kendis på slap line

I år har vi været afskåret fra at holde traditionen i hævd af pandemibetingede årsager. Til gengæld slog DR2 gækken løs i går og flottede sig med 12 timers Bogfestival live fra det Den Sorte Diamant/Det Kongelige Bibliotek som et virtuelt plaster på såret med stribevis af interviews med forfattere, forskere, digtere og tegnere inden for allehånde genrer, inklusive de mere kulørte. Kort sagt en glimrende Bogforum-erstatning, som vi blev enige om var en meget bedre kilde til inspiration end den traditionelle blandede landhandel. Ikke alt var lige interessant for os, men det har det antagelig været for mange andre – og omvendt. Værterne Ane Cortzen og Adam Holm leverede en kraftpræstation og balancerede fint mellem det poppede og det mindre folkelige.

Man går ganske vist glip af atmosfæren og alt gøglet, når det hele foregår på tv, men man slipper også for at skulle stå i kø til de mest populære af arrangementerne og ende med hverken at kunne se eller høre noget i tumulten. Jo, der var faktisk én ting, vi savnede, for hvor har man ellers lejlighed til at opleve så mange ex– og egocentrikere samlet på ét sted? Særlig ét intermezzo, der udspandt sig i menneskemylderet lige foran mig for nogle år siden på Bogforum, står stadig lysende klart i min erindring:

Kvinde: – Hej!
Mand: – Hej!
Kvinde: – Ja, vi ses jo på torsdag ...
Mand: – På torsdag?
Kvinde: – Ja, i studiet.
Mand: – Hva'! Har du noget med det at gøre?
(Et øjebliks stilhed)
Kvinde: – Øh, det er mig, der er vært på programmet.

Men ellers kan man håbe på, at ideen med Bogfestival på DR2 vil blive videreført i de kommende år, selv om der eventuelt ikke længere er nogen pandemi til at spænde ben for et fysisk Bogforum i Bella Center. Der er formentlig ikke mange jyder, der lige smutter til Amager for at få et glimt af en litterær kendis på slap line.

Alle 12 timer kan ses her, når man har lyst, og her er programmet punkt for punkt. Også bogbranchen selv har afholdt bogfestival på nettet i weekenden med utallige digitale arrangementer, hvoraf flere er eller bliver tilgængelige på YouTube eller Facebook.

Den forløbne uge har været efterårets smukkeste! Med en blanding af betagelse og vemod har jeg trasket rundt i landskabet og nydt træernes og buskenes overvældende farvelade af gult, brunt, rødt og grønt i alle nuancer og sammensætninger og forsøgt at fortrænge, at lige om lidt ligger det hele på jorden som en gråbrun, klæbrig og trøstesløs masse og indvarsler det uendelige vinterhalvår, som vi nu må tilbringe forklædt som vildfarne hjernekirurger eller bag plasticvisirer – i begge tilfælde bevæbnet med skarpladte og afsikrede sprayflasker.

Hører man til dem, der har en tilbøjelighed til at dyrke melankolien – jeg kan ikke selv sige mig helt fri – er der altid musikken at ty til, og hvad er mere oplagt end Autumn Leaves/Les feuilles mortes, som er indspillet i tusindvis af udgaver, siden Joseph Kosma og Jacques Prévert skrev sangen i 1945. Den er nok bedst kendt med Yves Montand, men jeg vil anbefale den amerikanske sanger og guitarist Eva Cassidys helt anderledes og efter min mening langt smukkere fortolkning i stedet for.

Pladeselskaberne kunne ikke forlige sig med, at hun spændte over så mange forskellige genrer og stilarter

Eva Cassidys historie er usædvanlig og tragisk. Hun døde i 1996, kun 33 år gammel. Selv om hun havde en utrolig smuk stemme og en evne til at indleve sig i og fortolke sine sange (som hun dog ikke skrev selv), fik hun aldrig et gennembrud, mens hun levede, efter sigende fordi pladeselskaberne ikke kunne forlige sig med, at hun spændte over så mange forskellige genrer og stilarter. Hun udgav ét live-album for egen regning, mens hun levede, men efter hendes død udsendte forældrene som en hyldest til deres datter endnu et album med hendes sange, som fik pressen til at interessere sig for hende. Herefter fik hele verden ørerne op for den fantastiske stemme, og siden er der solgt millioner af plader med Eva Cassidy. Vil man vide alt om Eva Cassidy, er der artikler, interviews, billeder og alt muligt andet på Eva Cassidy Web Site.

Men her er sangen, der inspirerede til dette indlæg:



Synes man ikke, at Eva Cassidys version er melankolsk nok, er der hjælp at hente hos Majbritte Ulrikkeholm, der halvt reciterer, halvt synger eller nærmest hvisker sangen. Det kan lyde sarkastisk, men er ikke sådan ment. Faktisk er den meget smuk, og det samme gælder den tilhørende video. Hermed ligeledes anbefalet.

Hvis nogen skulle savne Yves Montands udgave, er den her, og foretrækker man melodien uden tekst, bliver den ikke bedre end med den italiensk-amerikanske klarinettist Buddy DeFranco.

Noget tyder på, at DR har besluttet sig til at efterkomme mit ønske om hurtigst muligt at sikre sig rettighederne til at vise nyindspilningen af Folk og Fæ, som havde premiere på den britiske Channel 5 for mindre end to måneder siden. Allerede i går eftermiddags viste DR 1 første afsnit!

Kun med nød og næppe undgår husholdersken en alvorlig påtale fra klichépolitiet, men man må retfærdigvis have in mente, at historien udspiller sig i 1930erne

Det kan være vanskeligt at abstrahere fra de små hundrede episoder af den oprindelige, fyrre år gamle udgave af All Creatures Great and Small, der har lagret sig i baghovedet, men det skylder man det gode initiativ at gøre. Man må viske tavlen ren og give det nye hold af skuespillere en chance og bedømme dem alene på deres præstationer, ikke på ligheden med deres forgængere. De gør det faktisk alle sammen godt, selv om jeg må indrømme, at jeg savner den gamle, koleriske dyrlæge Siegfried i Robert Hardys skikkelse. Den nye, spillet af Samuel West, mangler indtil videre den mere charmerende og flamboyante side af figuren, som Hardy beherskede suverænt, men det kan være, at det kommer. Ellers ligger den nye serie stilmæssigt meget tæt på den gamle – der er på ingen måde tale om en nyfortolkning, så der er (heldigvis!) tale om feel good fra ende til anden. Den mest bemærkelsesværdige forskel er husholdersken Mrs. Halls rolle, der er langt mere fremtrædende i den nye version. Ud over at hun har gennemgået en overbevisende foryngelseskur, har hun nu nærmest fået en funktion som en slags hustru til ungkarlen Siegfried, hvor hun (som nogle kvinder gør med deres mænd) behandler ham som en uvorn unge med en blanding af moderlig omsorg, overbærenhed og hovedrysten, men trods alt velment og kærligt. Kun med nød og næppe undgår figuren en alvorlig påtale fra klichépolitiet, men man må retfærdigvis have in mente, at historien udspiller sig i 1930erne, og at den slags nok hører med til genren.

Det er næsten overflødigt at nævne, at den rekvisitørmæssige side af sagen som altid i britiske retroserier er impeccable, og billederne er en fryd for øjet og nostalgien.

De resterende 5 afsnit bliver sendt over de kommende lørdage, men hele sæson 1 er allerede tilgængelig på dr.dk indtil oktober 2021, og mon ikke jeg snupper et afsnit til i aften.

Hov! Jeg ser lige, at hele 1. sæson af den gamle serie nu også er tilgængelig indtil juni, så her er muligheden, hvis nogen skulle have lyst til at sammenligne.

P.S. Bare rolig, serien er skam i farver – det er kun denne blog, der holder sig for god til at benytte sig af kulørte virkemidler ...

Nu, hvor vi er på vej ind ind i de rustikke og solide middagsretters årstid, kommer jeg til at tænke tilbage på mit arbejdslivs forskeliige kantiner, hvoraf en af dem i en periode – stik imod alle naturlove – faktisk var fortræffelig. Maden var sund, lækker og veltilberedt hver dag, der blev lavet mad efter kendte kokkes opskrifter og udtænkt eksotiske temauger. I det hele taget blev der udfoldet en mundvandsfremkaldende opfindsomhed, man ikke havde troet mulig i en virksomhedskantine. Den kolde afdeling bestod af salater så fantasifulde og komplekse, at man kun ville kaste sig ud i at kreere noget, der lignede, hvis man havde sat sig for at vinde Maddysten, og førstepræmien var en tv-pakke, hvori der ikke indgik madprogrammer og -konkurrencer. Frokosten var kort sagt et af dagens højdepunkter for flertallet af ansatte, det vil sige mange.

Er det kødgryderne, der med deres kalden minder mændene om barndommens allesteds-
nærværende mødre?

Til daglig var kønsfordelingen mellem sultne kolleger nogenlunde fifty-fifty i den kolde og den varme afdeling, og almindeligvis gled trafikken jævnt, så man ikke behøvede at stå og vente på at komme til. Men en sjælden gang imellem var det første, man fik øje på, når man trådte ind i kantineområdet, en endeløs kø, der snoede sig hid og did ved disken i den varme afdeling, og som kun bestod af utålmodige mænd, gamle som unge, med en tallerken i hånden. 'Boller i karry!' hviskede de til hinanden med blanke øjne og vippende bryn, og budskabet forplantede sig som en løbeild ned gennem rækken. Omvendt var der kun kvinder ved salatbaren på de dage, og det var ikke kun dem, der normalt plejede at stå foran én henne hos slagteren og sige: 'Jeg vil gerne have fem molekyler ekstra mager, usaltet, koffeinfri roastbeef i papirtynde skiver ...' Nej, det var kvinder i alle alders- og vægtklasser, der vendte ryggen til den mandlige kødrand og flokkedes om salaterne.

Måske afslører jeg min afgrundsdybe uvidenhed, men jeg vover alligevel spørgsmålet: Hvad har kvinder imod boller i karry, og hvorfor er det tilsyneladende det bedste, mænd ved? Er der en indlysende grund? Er det kødgryderne, der med deres kalden minder mændene om barndommens allestedsnærværende mødre og samtidig udgør en trussel mod moderne, emanciperede kvinder og får dem at flygte over til salatbordet, hvor de ikke risikerer, at nostalgiske mænd foreslår dem at skifte karrieren ud med en … kan man kalde det karry-ere?

Da jeg var dreng i 60'erne, var et af ugens absolutte højdepunkter et nyt afsnit af tv-serien om Perry Mason – den berømte, elegante, Don Draper-lignende og skarpsindige forsvarsadvokat fra Los Angeles, der gang på gang får sine fejlagtigt anklagede klienter renset for alt smuds og pure frifundet. Alle afsnit var skåret over samme læst, som var det et japansk Noh-drama:

• Efter den ildevarslende kendingsmelodi bliver sagen introduceret.
• Perry Masons klient bliver anklaget for forbrydelsen.
• Sammen med sin sekretær Della Street og detektiven Paul Drake går Perry Mason i gang med efterforskningen.
• Retssagen begynder, og det ser sort ud for den anklagede, men Perry Masons hold arbejder videre på at opklare forbrydelsen.
• Midt under det afsluttende retsmøde dukker detektiven Paul Drake op med det afgørende bevis, Perry Mason skal bruge for at få den egentlige skurk til at tilstå, hvilket han/hun derfor gør.
• I en epilog på Perry Masons kontor spørger Paul og Della Perry Mason, hvordan han gennemskuede det hele. Mason forklarer og slutter af med en vittig bemærkning.
• Rulleteksterne løber over skærmen, ledsaget af den ildevarslende kendingsmelodi.

Grunden til, at jeg graver minderne frem, er HBOs nyindspilning af Perry Mason, som jeg nødvendigvis måtte se, og lad mig sige det sådan: Det er noget helt andet! Perry Mason er ikke den charmerende, selvsikre stjerneadvokat i Raymond Burrs skikkelse, som jeg stiftede bekendtskab med dengang. Tiden er nu skruet tilbage til 1932, hvor vi møder en uvasket, ubarberet, alkoholiseret, forgældet, fraskilt og nærmest i enhver henseende utiltalende bums, der er plaget af krigstraumer, og som i skyggen af Den Store Depression forsøger at opretholde tilværelsen som moralsk anløben privatdetektiv med tvivlsomme metoder. Men tilfældet og hans retfærdighedssans gør alligevel, at han kommer til at optræde som forsvarer for en kvinde, som er offer for et udspekuleret komplot og bliver anklaget for mordet på sit eget spædbarn.



Det er meget mærkeligt for en gammel fan af Perry Mason, som han var i 60'erne, at se ham i et helt andet miljø, hvor man kører rundt i Bedstemor And-biler i stedet for store dollargrin, men der er ingen tvivl om, at det er den nye Perry Mason, der er den ægte vare. Forlægget er Erle Stanley Gardners knaldromaner, som han begyndte at skrive i 1933. Han læste oprindelig jura, men blev smidt ud fra studiet, fordi han brugte mere tid på boksning, hvorefter han skabte sig sin egen karriere som forsvarsadvokat. Dengang var det ikke nødvendigt at kende så meget til jura, hvis man kunne bestå en prøve i at begå sig i en retssal – lige som Perry Mason 2.0 gjorde. Gardner fungerede som advokat for ubemidlede, mens han skrev kriminoveller til ugeblade i fritiden. På et tidspunkt droppede han advokatfaget og koncentrerede sig om skriveriet. Det blev blandt andet til de 80 romaner om Perry Mason, som han skrev helt til sin død i 1970. Bøgerne er solgt i 300 millioner eksemplarer, og Erle Stanley Gardner var det 20. århundredes mest sælgende forfatter i USA.

Det tog mig et par episoder at vænne mig til den nye Perry Mason, spillet af Matthew Rhys, men nu har jeg overgivet mig. Den officielle trailer kan ses her. Første sæson er på otte episoder, hvoraf jeg har set de syv. Plottet er dybt kompliceret for ikke at sige rodet, så det gælder om at holde ørerne stive, og jeg er ærlig talt ikke sikker på, at jeg har forstået det hele. Men jeg kan sagtens se en film alene på grund af skuespillet – især hvis miljøskildringen er mesterlig som her. Sidste afsnit har jeg programsat til i aften i selskab med et glas rødvin.

Der ligger flere komplette afsnit af den gamle Perry Mason-serie på YouTube, men de virker nærmest komiske nu, og jeg vil ikke anbefale dem, medmindre man er en større nostalgiker end mig. Hvis nogen skulle være interesseret i forskellen på de to udgaver af Perry Mason, er muligheden her på YouTube, og historien om Erle Stanley Gardner og Perry Mason ligger her.

Jeg hører til dem, der godt kunne finde på at deltage. Ideen er, at man møder op i sit mest autentisk klassiske cykelantræk og helst med cykler, der passer til påklædningen. Det cykelsportslige moment spiller derimod ikke den fjerneste rolle, eftersom formålet er at have det så sjovt som muligt, og eftersom det foregår i London, er der selvfølgelig indlagt både Picnic Break og Afternoon Tea på ruten.

Derudover uddeles der priser for Best Vintage Bicycle, Best Decorated Bicycle og for Best Moustache. Dresscoden finder man i løbets regler for etikette, hvor det understreges, at 'overdressed' does not exist in our vocabulary'. Prisuddeling for Best Dressed Man og Best Dressed Woman er en selvfølge.

Men ingen af delene blev til noget i år. Det 12. årlige London Tweed Run skulle have været afholdt i strålende solskin den 2. maj, men måtte som så meget andet aflyses på grund af den famøse lockdown, så jeg har stadig til gode at kunne prale af at have deltaget.

Konceptet har så småt bredt sig til storbyer over det meste af verden, og en dansk udgave, Copenhagen Tweed Ride, findes også – og er blevet aflyst af samme grund som i London. I går blev der dog gennemført en skrabet udgave af arrangementet under navnet Copenhagen Tweed Picnic med medbragte madkurve i Valbyparken. Det kunne jeg i princippet have meldt mig til – hvis ikke det var, fordi jeg er født og opvokset i Danmark og derfor ikke deltager i hverken revolutioner eller skovture i tilfælde af regnvejr.

Men til næste år – måske.

London Tweed Run har eksisteret siden 2009, og der ligger fotogallerier fra tidligere år her. Ukrainsk tv har haft held til at fange stemningen her.

I tidernes morgen havde jeg en detektivklub sammen med to af mine kammerater. Eftersom det var en yderst hemmelig klub, omtalte vi den kun som S.H.E., og ingen andre end os vidste, at det stod for Sherlock Holmes' Efterfølgere.

Vi opklarede ingen mysterier, men vi havde et klubblad, der udkom i et månedligt oplag på 1 eksemplar, som blev skrevet på maskine af mig under signaturen -mycroft. På et tidligt tidspunkt af min Sherlock Holmes-læsning havde jeg fattet stor sympati for Mycroft Holmes, Sherlocks ældre, indolente bror, som havde en betydelig skarpere hjerne end sin lillebror, der jo heller ikke ligefrem var tabt bag af en vogn. Sherlock Holmes rådførte sig med Mycroft i særlig vanskelige sager, og han gennemskuede dem straks. Mycroft orkede bare ikke selv at investere den fysiske energi, der skulle til for at fremskaffe de fornødne beviser, så Sherlock måtte selv gøre benarbejdet.

Hvem der er skurken, interesserer mig ikke et hammerslag, og jeg giver mig aldrig af med at prøve at regne plottet ud

Et eller andet sted på nettet stødte jeg på Mycroft Holmes igen og fik lyst til at genopfriske bekendtskabet med ham. Jeg fiskede min komplette, illustrerede Sherlock Holmes ud af reolen og gik i krig, men Mycroft optræder kun i fire historier, og før jeg fik set mig om, var jeg i fuld gang med historien om Silver Blaze.

Som de fleste andre Sherlock Holmes-fortællinger er Silver Blaze god underholdning, men ikke desto mindre er det Holmes' personlighed, der er det mest interessante (når nu Mycroft ikke er med). I hvert fald for mig. Hvem der er skurken, interesserer mig ikke et hammerslag, og jeg giver mig aldrig af med at prøve at regne plottet ud – det overstiger alligevel både mine evner og min tålmodighed.

Jeg er også fuldstændig ligeglad med, om handlingen foregår i London, Smørumnedre eller på Månen, om det drejer sig om at opklare mordet på en skummel pantelåner med klumpfod og hareskår eller om, at den hellige gral skulle vise sig at være Sofie Linde. Når det gælder skønlitteratur, læser jeg for at nyde den måde, historien er skrevet på.

Det er ikke nogen ny opdagelse, jeg har gjort. Jeg kom bare til at tænke på det endnu engang, fordi jeg tilfældigt stødte på mit gamle idol Mycroft Holmes.

Og så kom jeg også til at tænke på, hvorfor bagsideteksten på bøger næsten altid nøjes med at opridse handlingen i stedet for at servere smagsprøver på skrivestilen. Silver Blaze indeholder for eksempel det berømte replikskifte mellem Inspector Gregory og Sherlock Holmes, der inspirerede Mark Haddon til titlen på en helt anden slags bog. Det er Gregory, der (frit oversat) spørger:

– Er der noget, De ønsker at henlede min opmærksomhed på?
– Ja, den mystiske sag om hunden i natten.
– Hunden foretog sig intet om natten.
– Det er det, der er det mystiske, bemærkede Sherlock Holmes.

Ikke dårligt, hva’?

I det hjørne af min reol, der går under kælenavnet Filmoteket, har jeg stående alle 90 episoder af All Creatures Great and Small, tv-serien om de tre dyrlæger i i tredivernes Yorkshire, der fik den noget afsnuppede og upoetiske titel Folk og fæ på dansk. Den kunne ses i ethvert fjernsynsapparat med respekt for sig selv i årene 1978-1990, og jeg ved ikke hvor mange gange, serien har været genudsendt siden, men som min reol røber, er jeg aldrig blevet træt af den.

For dem, der eventuelt ikke skulle kende historien, begynder den i 1937, hvor den nyuddannede dyrlæge James Herriot bliver ansat i den etablerede Siegfried Farnons praksis i den idylliske landsby Darrowby, hvor landmændene ikke har meget til overs for fagkundskaben. De foretrækker deres egne middelalderlige metoder, hvad der selvfølgelig fører til stribevis af komiske episoder for dyrlægerne og ikke mindst for den unge Herriot.

Det er kun tabloidavisen Daily Mail, der rynker på næsen, men det vil jeg nærmest betragte som en anbefaling

Siegfried Farnon selv er flamboyant og kolerisk, inkonsekvent og undertiden krakilsk, men også ekstravagant, omsorgsfuld, loyal og i bund og grund hjertensgod. Farnons dyrlægestuderende yngre bror Tristan hjælper også til i praksissen, men de to brødre er som nat og dag og derfor heller ikke altid de bedste venner. Derudover er Tristan en pigeglad spradebasse, der konstant får viklet sig ind i de mest håbløse og pinlige situationer. Mens han forbliver den evige ungkarl, løber den jordbundne og helt igennem fornuftige Herriot af med den lokale skønhed Helen, som han stifter familie med.

Humor og romantik sammenholdt med den tidstypiske samfundsbeskrivelse gør serien til eminent familieunderholdning, ikke mindst på grund af fremragende skuespil. Især Robert Hardy, der spiller Siegfried, er uforlignelig, og ret beset var det også mest på grund af ham, jeg syntes, at jeg var nødt til alt anskaffe mig bokssættet.

Nu er der så sket det, at der er ved at blive lavet en nyindspilning af den gamle serie med nye, friske skuespillere, hvad der uvilkårligt fylder mig med både fryd og bekymring, for hvordan skal det nogen sinde kunne lade sig gøre at erstatte mit gamle idol Robert Hardy som Siegfried! Premieren fandt sted i tirsdags på den britiske Channel 5, og efter 1. episode er der bred enighed blandt anmelderne om, at den nye udgave er vellykket, selv om den tilsyneladende er helt anderledes. I modsætning til den gamle serie bygger den nye i langt højere grad på de oprindelige bøger, der dannede grundlag for filmatiseringen.

The Times kalder den nye serie 'A charming antidote to all the doom and gloom.' The Arts Desk er inde på det samme: 'Comforting escapism for an age of pandemics and eco-panic.' Hele anmeldelsen her.

Så vidt jeg kan se, er det kun tabloidavisen Daily Mail, der rynker på næsen, men det vil jeg nærmest betragte som en anbefaling.

Også traileren ser lovende ud. Nu er det så bare at vente på, at DR indkøber serien, så den talstærke skare af anglofile danskere også kan få fornøjelse af den. Jeg glæder mig.

I øvrigt er det Downton Abbeys instruktør Brian Percival, der har instrueret.

Når jeg står og kigger på mig selv i spejlet, kan jeg godt se, at billedet på mit kørekort ikke længere er helt retvisende. Jeg kan ikke løbe fra, at der er kommet er par rynker omkring øjnene, og hårfarven er heller ikke den samme. Engang var den mørk, nu er den lysere for ikke at sige gråhvid, og jeg har på fornemmelsen, at det er sidsnævnte omstændighed, der er årsagen til, at butikspersonale ikke altid betjener mig på samme måde, som de gjorde, da jeg havde min mørke hårfarve i behold.

Selv om det er ønsketænkning, hører jeg faktisk til dem, der gerne så, at vi genindførte nogle mere nuancerede måder at omgås og tiltale hinanden på

Måske har det også noget at sige, at jeg ikke altid klæder mig på helt samme måde, som jeg gjorde, da jeg var yngre og erhvervsaktiv. Jeg tilhører den slipseløse generation og har aldrig arbejdet i en branche, hvor det var påkrævet at gå med slips, snarere tværtimod. Gjorde man det alligevel, kunne man være sikker på at blive opfattet som underlig eller i bedste fald som en spasmager. Jakkesæt og hat var selvsagt helt kikset. Uniformen var sneakers, jeans, en forvasket t-shirt eller eventuelt en omhyggeligt ustrøget skjorte. Indstuderet skødesløshed, så skilte man sig ikke ud. Men nu kan jeg være ligeglad, og derfor kan jeg finde på – ikke altid, men somme tider – at vise mig offentligt med både slips, jakke, hat og rigtige sko, selv om det nok i virkeligheden mere hører hjemme i mine forældres generation. Men det er altså min måde at gøre dagen en smule mere farverig på, om ikke andet så for mig selv.

Det skaber af og til en smule forvirring, når jeg går i butikker i mit arkaiske herreantræk, men ikke på nogen ubehagelig måde. For det meste bliver jeg mødt med venlighed, og der er mange ved kassen, der både smiler – muligvis lidt overbærende – og tiltaler mig med 'De' og 'hr.' Det passer mig udmærket, og selv om det er ønsketænkning, hører jeg faktisk til dem, der gerne så, at vi genindførte nogle mere nuancerede måder at omgås og tiltale hinanden på. Men som sagt, det kan jeg godt glemme alt om. Flertallet siger selvfølgelig 'du' uden at tænke nærmere over det, og det har jeg heller ikke noget imod, for det er nu engang sådan, vi efterhånden gør. Derimod vil jeg gerne have mig frabedt 'du' og 'hr.' Enten-eller, tak.

Nok om det.

Der er dog også episoder, man helst vil glemme hurtigst muligt. I går bestemte jeg mig for eksempel til at udskifte min gamle iPhone med en mere tidssvarende. Jeg bestilte derfor den ønskede model over nettet til afhentning hos den nærmeste elektronikmastodont senere på dagen. Da tiden var inde, mødte jeg op i butikken i mit helt almindelige tøj uden hat, uden slips og uden på nogen måde at skille mig ud for at hente min nye iPhone og forelagde den unge, mandlige ekspedient mit ærinde. Han kastede et hurtigt blik på mig og spurgte så som den naturligste ting i verden:

– Kan du huske, hvad det er for en telefon?

Nu er spørgsmålet, om jeg virkelig ligner min egen bedstefar, der har rejst sig fra graven, eller om jeg bare virker, som om jeg er dybt dement. Jeg er også i tvivl om, hvad jeg skal foretrække.

Engang i en fjern fortid lavede jeg hver dag et direkte radioprogram. Et direkte program betyder, at en deadline er en deadline, og man kan ikke bare bede om en anden, hvis man ikke når den første. Man skal være færdig, ellers er det værst for én selv, og derfor når man det også hver gang på en eller anden måde. Det er næppe sundt altid at have en deadline hængende over hovedet, men efter et par hundrede udsendelser vænner man sig til det. Til gengæld ligger underbevidstheden aldrig på den lade side, og det mærker man især om natten, mens man selv ligger og sover.

Der findes forskellige varianter af radiomedarbejdermareridt, og ni ud af ti går ud på, at man ikke når at indfinde sig i studiet til tiden. Der er for eksempel den med uret på ens kontor, der er gået i stå, uden at man har lagt mærke til det, og når man endelig træder ind i studiet, er der ikke mere end et kvarter tilbage af udsendelsen. De første tre kvarter har der bare været hul, og det er ikke faldet nogen ind at gøre noget for at få fat i én.

Det er næppe sundt altid at have en deadline hængende over hovedet, men efter et par hundrede udsendelser vænner man sig til det

Der er også den, hvor man ikke kan finde det rum, man skal sende fra. Siden udsendelsen i går er studiet nemlig blevet flyttet, men der er ingen, der har tænkt på at orientere én om det på forhånd. Efter at have styrtet rundt på gangene i en halv times tid får man så endelig at vide, at studiet nu ligger i kælderen, og inden man finder den rigtige kælderdør, er udsendelsen ved at være forbi. Eller man har glemt sit manuskript, hvad man selvfølgelig først opdager, når man sidder i studiet, og udsendelsen er begyndt. Eller det er det forkerte manuskript, man har med. Eller pladerne/cd'erne mangler (ja, det var der noget, der hed engang). Eller der er ingen tekniker. Det sidste nåede at blive en realitet, inden jeg holdt op med at lave udsendelser – der skulle ikke være nogen tekniker til sidst. Sparerunder er ikke nogen ny opfindelse.

Apropos nedskæringer arbejdede jeg en overgang på en redaktion, hvor vi pludselig skulle være ekstremt effektive og udfylde en masse forskellige funktioner på én gang for at spare stillingsnumre. Mens man sad og afviklede P1, skulle man for eksempel også lige smutte over på langbølgesenderen og annoncere et program på et bestemt tidspunkt.

Mareridtene dukker stadig op i perioder, og så sent som i nat oplevede jeg en ny variant

Nogle aftener skulle man passe afviklingen både på P1 og P2, og sommetider var der annonceringer samtidig. Det kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre, så man måtte bånde annonceringerne til den ene kanal, mens man sad på den anden og havde sin opmærksomhed dér. Eller når man producerede trailere på 5. sal, skulle man også lige huske at spurte ned på P3 på 1. sal en gang i timen og sige klokken – signalet til radioavisen om, at de kunne gå på. Det var enormt stressende og koncentrationsforstyrrende at skulle huske på, fordi arbejdsopgaverne ikke havde noget som helst med hinanden at gøre. Men det var den skinbarlige virkelighed, ikke noget mareridt i egentlig forstand.

Fra den periode kan jeg huske, at jeg drømte, at jeg stod på Rosenørns Allé over for Radiohuset og ventede på Linje 2. Da bussen kom, steg jeg op i den, og da jeg skulle til at betale for billetten, opdagede jeg, at det var en af mine kvindelige kolleger, der sad ved rattet.

– Hvad i alverden laver du dér? spurgte jeg.

– Det stod i vagtplanen, svarede hun og trak på skulderen.

Nu er det efterhånden temmelig mange år siden, jeg holdt op med at lave radioudsendelser, men jeg er bange for, at jeg har taget varig skade. Mareridtene dukker stadig op i perioder, og så sent som i nat oplevede jeg en ny variant: Jeg sidder i et interimistisk studie i et inferno af ledninger og computere henne i hjørnet af den stuvende fulde medarbejderkantine og er midt i at lave en direkte radioudsendelse. Da jeg skal til at speake, opdager jeg, at mikrofonen er væk ...